Fremtidens frivillige
Hvad motiverer os til at blive frivillige i fremtiden?
I en workshop hos Røde Kors Aarhus afdeling for nylig arbejdede vi i 4 vidt forskellige scenarier for fremtidens ”tidsånd” for at få forskellige ideer til motivation af frivillige i fremtiden.
I det første scenarie ville vi optimere vores liv på alle måder – what´s in for me. Verden er konkurrencepræget, spar mig for føleri, jeg ”klipper ind” i fællesskaber, når det passer MIG. Her handler det om at få noget på CV´et, være karrierefrivillig og få pointscorer for sin indsats.
I scenarie to var tanken, at vi har behov for fællesskab og fælles værdier i en omskiftelig verden og næres af at yde noget og gøre en forskel sammen med andre. Her søger vi en slags klub eller familienetværk.
Det tredje scenarie handlede også om fællesskab, men ud fra en mere snusfornuftig tankegang – lidt dividende på bundlinjen, hvis vi alle yder noget. Det drejer sig om borgerpligt og sammenhængskraft i samfundet.
Til slut antog vi, at vi søger identitet, selvrealisering og oplevelse også gennem det frivillige arbejde. Der blev brugt betegnelser som flow- og selfie-frivillige. Måske et foto på de sociale medier af MIG, hvor jeg donerer varmt tøj eller hjemmebagte boller til de stakkels hjemløse, der fryser i vinterkulden.
Vi landede ud med en række konkrete ideer og en god diskussion af, hvor vi er i dag, hvor vi er på vej hen og hvad der ville motivere os selv til at blive frivillige i fremtiden.
En workshop i scenarier er en fanatisk måde at finde nye veje og vinkler i forhold til, hvordan vi motiverer frivillige, borgere eller kunder i fremtiden. Og drøfte strategi og retning for fremtiden.
Se eksempler på scenarieworkshop.
Følg mig her: