Sådan ender demokratiet
Nyt i Fremtidsbiblioteket: David Runciman: Sådan ender demokratiet.
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
"Donald Trump stod som en tegneserieudgave af fascismen i en chokerende tiltrædelsestale, hvor han såede tvivl om grundtanken i det repræsentative demokrati." Professor i politik og leder af Department of Politics and International Studies ved Cambridge University David Runciman diagnosticerer i bogen ”Sådan ender demokratiet” det repræsentative demokrati som ”træt, hævngerrigt, paranoidt, selvbedragerisk, klodset og ofte ineffektivt.” Er det sådan demokratiet ender?
Trump som motorcykel
Nej, demokratiet ender ikke med valget af Donald Trump, hævder Runciman. Det amerikanske demokrati gennemlever en midtvejskrise og Trump er motorcyklen, som mænd i panikalderen køber - og det kan stadig ende i en ulykke. Demokratiet i Amerika er blevet træt og vissent, og man vælger en gammel mand med et barns personlighed. Men de amerikanske demokratiske institutioner er robuste i forhold til enkeltpersoner.
Til gengæld ser Runciman valget af Trump som et symptom på et politisk klima plaget af ustabilitet, mistro, gensidig manglende tolerance, drevet af vilde anklager og onlinemobning. Som han siger: ”Hvis Trump er svaret, stiller vi ikke længere de rigtige spørgsmål.”
Er demokratiet holdt op med at virke?
Demokratiet gik ikke under med Trump, men spørgsmålet er, om demokratiet går i stykker på måder, vi ikke kender? Ved at demokratiet holder op med at virke.
Demokratier har været i flere kriser igennem historien, men der er tre grundlæggende forskelle, der gør den nuværende demokratiske krise anderledes end, da demokratiet var yngre: Der er ingen udsigt til traditionelle systemomvæltende statskup, de mulige katastrofer er blevet for diffuse for demokratiet at håndtere og endelig udfordres demokratiet af den hastige udvikling i informationsteknologien.
Kup eller zombiedemokrati?
Ender demokratiet med et kup? Det er sket flere gange igennem historien, at militæret har kuppet et demokratisk samfund med kampvogne og overtagelse af alle offentlige institutioner og informationskanaler. Er der risiko for, at de moderne vestlige demokratier styrtes i grus af ”en stærk mand”?
Næppe i de ”gamle” vestlige demokratier. Et kup er et symptom på demokratisk primitivitet, der kan kun lade sig gøre i lande, hvor demokratiet ikke har slået tilstrækkeligt rod. Det handler blandt andet om økonomi. Når alle har mere at tabe – soldater, politikere og borgere - tænker de sig om en ekstra gang, før de river det hele ned. Derudover kræver et ægte kup, at befolkningen ser mere eller mindre passivt til. Det vil næppe ske i et modent demokrati, men måske findes der andre former for kup, der foregår i det skjulte.
Runciman taler blandt andet om lederkup, valgsvindel, løftekup, lederophøjelse og strategisk valgmanipulation. For eksempel lederophøjelse, hvor valgte stærke mænd underminerer demokratiet samtidig med, at de hylder det. Folkeafstemninger, der ser demokratiske ud, men reelt giver ledere mere magt, som Runciman mener er sket i Tyrkiet med Erdogan. Teknokratisk magtovertagelse, hvor demokratiet reelt bliver et publikums- eller zoombie-demokrati. Og fokus på sammensværgelsesteorier som en sump alle ender med at drukne i, fordi fokus fjernes fra det væsentlige.
Jo mere demokratiet bliver taget for givet, jo større chance er der for at undergrave det uden at behøve at vælte det. Måske er vi grebet af en lede over demokratiets mangler, men ikke en lede, der får folk til at gå til angreb med våben mod demokratiet?
Tidligere kunne store krige og ulykker skabe sammenhold eller opbremse den stigende ulighed, og man kunne udvikle demokratiet med valgret og rettigheder til stadig flere borgere. I dag er demokratiet modent, og der er ikke luft til udvikling som tidligere.
Demokratiet går ikke til i et kup, det udvikler sig bare mod gnaven forældelse og holder måske op med at virke, mener Runciman.
Søvngængerdemokratiets katastrofer
Vil en katastrofe gøre en ende på demokratiet? Tidligere anså man en katastrofe som en mulig saltvandsindsprøjtning. Den skulle vække folk og få dem til at indse, hvilken fare, der var på færde. Spørgsmålet er blot, om vi i dag bemærker, hvad vi har gang i, før det er for sent?
Atomkrig er indtil videre blevet afværget i et storpolitisk spil. Mange miljøkatastrofer er afværget med miljølovgivning med forbuddet af DDT som det ypperste. Folkedrabet i Nazi-Tyskland blev bagtæppet for udbygning af de vestlige demokratier. Men evner vi at håndtere mere diffuse og usikre udfordringer som for eksempel global opvarmning og klimaudsving?
Vi er blevet ret hærdede overfor undergangsfortællinger, for vi har hørt så mange af dem, mener Runciman. Derfor har den politiske debat udviklet sig i retning af sammensværgelsesforklaringer i rasende skænderier om, hvem der fupper hvem i forhold til klimaforandringer fremfor at finde tidligere tiders kompromisser.
Udsigterne kan synes dystre: I forhold til klimaet ser det ud til, at det afgørende bevis for hvad vi har gjort kommer for sent. Klimaforandringerne magter ikke at få ordentig tag i os, fordi de er så trinvise. Atomkatastrofen får ikke tag i os, fordi det er et alt eller intet fænomen. Bioterrorisme og bevidstløse robotter, der knuser alt på deres vej, kan true demokratiet og måske vores civilisation.
Står vi overfor en eksistentiel risiko: Begivenheder, det ikke er mulig at komme tilbage fra. Det kan være, at alles overlevelse afhænger af forebyggende handlinger overfor farer, vi endnu ikke kender til. Demokratiet kan komme i vejen for redningsaktionen, for demokratiet har svært ved at handle beslutsomt, før alle kan se, hvad der er på spil. Måske vi i sidste ende er nødt til at ofre demokratiet for at gøre det nødvendige.
Digitalt demokrati og virtuel lynchning
Den teknologiske udvikling kunne komme demokratiet til gode med optimale løsninger på tekniske problemer, der forlods testede muligheder i forhold til befolkningen og skabte bedre løsninger? Måske demokratiet kunne blive bedre?
Der kræver dog, at der politiske liv genvinder kontrollen over maskinerne, mener Runciman. Computeres evne til at trykke på de rigtige knapper hos os kunne meget vel blive demokratiets endeligt, hvis de falder i hænderne på de forkerte.
Eller faldt i hænderne på teknologigiganter. Store virksomheden er menneskeskabte uhyrer uden samvittighed og sjæl, mener Runciman. Derfor har demokratiet sat rammer op, så virksomheder har en sluk knap, men staten ved ikke, hvordan den skal tackle nye virksomheder som Google og Facebook. Stater indfører regler, som kan håndhæves ved magt. Sociale netværk påvirker, hvad folk ser og hører. Staten kan få os til at føle os trygge. Facebook kan få os til at føle os elsket. Facebook skulle have 2 mia. medlemmer, det er mere end nogen anden stat eller rige.
De sociale medier har intet sværd som staten, men de har smartphone og den digitale dragning og styring. Facebook kan måske ikke underminere men svække de kræfter, der holder sammen på det moderne demokrati. Det moderne demokrati er fyldt med huller, og mange føler sig uden for. Men fællesskaber på de sociale medier kan stoppe hullerne. Det moderne demokrati er langsomt og klodset, hvorimod online fællesskaber bevæger sig langt hurtigere end medlemskab af et politisk parti.
Folkebevægelser nyder godt af netværksdynamikken, de vokser hurtigere og tilbyder en mere umiddelbar og direkte politisk deltagelse. Men mangler de den demokratisk tolerance og mindretalsbeskyttelse? De sociale medier kan blive de manges magt, men det kan udvikle sig til et flertals tyranni med heksejagt online og virtuel lynchning af personer med det modsatte standpunkt. Tanken om, at en uheldig bemærkning eller skødesløs gestus kan ødelægge ens livsværk, kan skræmme enhver.
Læg dertil spredning af fake news og skræddersyede nyheder tilpasset vores søgehistorik, så vi aldrig opdager noget nyt. Demokratiet bliver som en reklame med politikeres konstante udbud. Det er meningen, at politikere skal opføre sig anderledes, når de har solgt varen, det vil sige efter valget, men politikere som Trump er et nyt fænomen med fortsat opmærksomhedsøgning på de sociale medier. Det, der gør det repræsentative demokrati så frustrerende, er, at der sjældent er behovstilfredsstillelse i form af likes som på de sociale medier. Men det heller er ikke meningen med det. Mening med demokratiet er, at politiske impulser filtreret og korrigeres i en dialog, og det tager tid.
Hvad erstatter demokratiet?
Hvis det repræsentative demokrati er træt, hævngerrigt, paranoidt, selvbedragerisk, klodset og ofte ineffektivt, hvorfor erstatter vi det så ikke med noget andet? Vi har haft stor nytte af demokratiet tidligere, men måske gør det skade at klamre sig til det for længe?
Demokratiet essens er dels at tilbyde borgere værdighed og respekt blandt andet via valgdeltagelse, dels at tilbyde langsigtede goder i form af stabilitet, velstad og fred. Behøver begge dele at være tilstede? Runciman nævner tre mulige scenarier for en anden form for demokrati end det repræsentative uden selv at anvise en ny fortrukken model:
Pragmatisk autokrati
Hvad hvis man satsede mest på vækst og udvikling og ikke bekymrede sig så meget om det enkelte individ? Lagde vægt på hastig økonomisk udvikling og national selvhævdelse. Det sker pt. i en række lande med Kina som kongeeksemplet.
Med store klimaudfordringer er det måske bedre med en mere resolut styreform, der hurtigt og med økonomi i ryggen kan tage miljømæssige udfordringer op uden at vente på en langsom demokratisk proces? Runciman finder det dog svært at tro, at borgerne i vesten vil acceptere en tilsidesættelse af den personlige værdighed.
Epistokrati
En mere vidtgående model er helt at droppe den værdighed, der følger med stemmeretten og lade dem, der har forstand på det, træffe beslutningerne. Demokratiet ser jo ud til at foretage sig nogle ret dumme ting for tiden. Et epistokrati betyder et styre af de mest vidende og stammer helt tilbage fra oldtidens Athen og Platons kritik af de uvidendes styre; demokratiet.
Måske er mange politiske spørgsmål simpelthen for komplekse til, at vælgerne kan forstå dem? Måske kunne en eksamen sortere mellem borgere og kun give stemmeret til dem, som har en grundlæggende samfundsviden. Den klare udfordring er dog, hvem der skal have ret til at vurdere andres evner som samfundsborgere. Et demokrati er ganske godt til at afsløre mennesker, der altid mener at vide bedre. Et epistokratisk samfund kan risikere at styre direkte på katastrofekurs, fordi eksperterne ikke blive udfordret af den demokratiske dialog og kritik.
Frigjort teknologi
Alle mulighed former for fællesskab blomstrer i den digitale tidsalder. Kan internettet blive en ramme, hvor politiske eksperiment kan afprøves? En verden, hvor individer kan forsamles i de politiske grupperinger, der passer til deres personlige præferencer i stedet for deres vilkårlige geografiske placering. En model, hvor Big data afdækker den enkeltes præferencer og kommer med bedre forslag til stemmeafgivning og tilhørsforhold. Så kan vi have flere tilhørsforhold og måske blive mere bevidste om, at vi har flere interesser; den her og nu forbrugende grådige del af os selv og det, som er sundt for os på længere sigt for eksempel i forhold til et mere lige samfund eller miljøudfordringer.
Den digitale netværksmodel indebærer ifølge Runciman alle mulige former for potentielle fremtider; nogle underfulde, nogle forfærdelige og de fleste aldeles uforudsigelige. Det kræver en enorm tiltro til et heldigt udfald af sætte lid til maskinernes potentiale for frigørelse. Det kan på de vilkår betyde, at vi for at nå frem til den bedst mulig fremtid, er nød til at risikere den værste og vil vi det?
Sådan ender demokratiet!
Den mest sandsynlige skæbne for demokratiet ser ifølge Runciman sådan ud: Personer som Trump kommer og går, personer som Facebooks Zuckerberg holder fast. Intet grimt truer, for Zuckerberg ønsker ikke, at der skal ske noget grimt. Mange problemer vil blive løst, selvom der også vil opstå mange nye.
Så summa summarum: Det moderne vestelige demokrati er på retur, men der er stadig liv i demokratiet og vi kan sikkert holde demokratiet i respirator næsten uendeligt. Sådan ender demokratiet!
”Sådan ender demokratiet” indeholder endnu flere spændende perspektivet på fortidens, nutidens og fremtidens demokrati, og er absolut værd at dykke endnu mere ned i!
David Runciman: Sådan ender demokratiet, 2018 Informations Forlag
Find omtale af andre spændende bøger på Fremtidsbiblioteket
Følg mig her: