Ensomhedens filosofi
Nyt i Fremtidsbiblioteket. Lars Fr. H. Svendsen: Ensomhedens filosofi.
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl
Er det senmoderne individ særlig opsøgt af ensomhed? Er der træk ved vores samfund, som skaber ensomhed? Det satte den norske professor i filosofi Lars Fr. H. Svendsen sig for at undersøge i en tro på, at sådan var det nok. Han fandt dog noget ganske andet. I bogen ”Ensomhedens filosofi” sætter han spot på både den gode og den dårlige ensomhed.
Social sult
Ifølge filosoffen er ensomhed en social abstinens, der opstår, når vores behov for relationer ikke er tilfredsstillet. En følelsesmæssig respons på, at ens behov for tilknytning til andre ikke fungerer.
Ensomhed har forskellige former. Den situationsbestemte ensomhed hvis man har mistet en, man holder af, og den kroniske hvor ensomheden mere er en tilstand. Det handler ikke om, om man reelt er alene, mere om hvordan man oplever sine relationer til andre. En følelse af smerte ved at se sig selv som isoleret.
Især den kroniske ensomhed er svær at leve med og kan være selvforstærkende. En social sultfølelse kan få os til at trække os tilbage fra det, som forårsager smerten, lige som vi gør med noget, der forårsager fysisk smerte.
For mange er det vanskeligt at tale om ensomhed, fordi det er forbundet med stor skam. Selvom ensomhed er almenmenneskeligt, er det skamfuldt – man er en taber. Undersøgelser viser, at ensomhed har sammenhæng med dødelighed og kan som risikofaktor sammenlignes med at ryge 10-15 cigaretter om dagen. Ensomhed skal tages alvorligt, men har samtidig en dobbelt natur.
Vi er alle ensomme
Grundlæggende er vi alle ensomme, mener Svendsen. Det er et eksistentielt vilkår. Der er uovervindelige afstande imellem mennesker.
Måske er vores udfordring, at vi stiller nogle helt umulige krav til kærligheden og venskabet i en stræben efter nærhed. Men der er træk, der bryder med harmonien i et hvert forhold. Der er oplevelser, som kun er dine. Den opgave, som alle mennesker er tvunget til at forsøge at løse, er at overvinde ensomheden gennem kommunikation uden at miste sig selv.
Der er ingen sammenhæng mellem fysisk isolation og ensomhed, de stærkeste ensomhedsoplevelser har vi måske, når vi er omgivet af andre mennesker. Ensomhed er et subjektivt fænomen uden målestok.
Samtidig har ensomheden en dobbelthed. Vores bedste og værste stunder har vi måske alene. I den dårlige ensomhed er man alene med sig selv, i den gode ensomhed er man sammen med sig selv.
Den gode ensomhed
Ensomheden har således en dobbelt natur, for den kan både nedbryde et menneske men også danne grundlag for et nyt og bedre forhold til sig selv og andre.
I den gode ensomhed fyldes man af sit eget nærvær fremfor andres fravær. Man danner sig et eget rum og hengiver sig til sig selv, reflekterer over sig selv. Man har en relation til sig selv, som ikke er defineret af den andens blik. En frihed fra andre og en frihed til selv at bestemme, hvad man vil lave og tænke på.
Ifølge filosoffen en vigtig proces - kun de, som mestrer at være alene, plejer at lykkes i kunsten eller videnskaben. Men det kræver en særlig indsats at realisere den gode ensomhed. Det skal læres. Det er afgørende at lære at tåle ensomhed og kunne vende dårlig ensomhed til en god ensomhed. Og forstå; Det er din ensomhed!
For lidt af den gode ensomhed
Er den gode ensomhed – reflekstiontiden udfordret af digitaliseringen? Oftest hører man bekymringen om, at den tid vi bruger på internettet udfordrer fællesskabet. I følge Svendens viser undersøgelser, at de sociale medier faktisk ser ud til at gøre os mere sociale. Højere internetbrug er forbundet er højere niveau af velvære og social interaktion.
Er problemet snarere, at vi er blevet hyper-sociale? Bruger vi vores ”ensomme tid” på sociale medier i stedet for at dyrke den gode ensomhed? Mister vi ensomhedsevnen? Måske er problemet ikke, at der blevet for meget af den dårlige ensomhed i vores samfund, snarere at der er blevet for lidt tilbage af den gode ensomhed.
Epidemisk ensomhed?
Er der blevet mere af den dårlige ensomhed i vores samfund – er ensomheden voksende? I senere år har mange studier af ensomhed givet os grund til at tro, at problemet er blevet større, at vi lever i en ensomhedens tidsalder – en epidemisk ensomhed.
Det kunne der være god grund til at tro, da vi i disse år præges af en stærk individualisering. Mennesket er ikke så bundet til traditioner, som kan fortælle os, hvem vi er. Derfor må vi konstant overvåge, opretholde og forandre os selv og tage udgangspunkt i os selv.
Jo, siger Svendsen; mange lever i dag alene, men de har ikke nødvendigvis mindre social kontakt. Faktisk ser ensomhedstallene ud til at have forandret sig forbløffende lidt under den dramatiske forandring med, at vi ikke bor i familier, men i studieboliger, alene og på plejehjem.
Der er ingen empiri, der viser, at vi oplever en ensomhedsepidemi, hævder Svendsen. Det eneste, der reelt kan findes i undersøgelser af ensomhedsfænomenet, er, at ensomhedsniveauet er højest i ungdommen og alderdommen og at flere kvinder rapporterer om ensomhed,
Svendsen havde på forhånd en teori om, at de individualistiske samfund havde et højere ensomhedsniveau end de kollektivistiske. At højere ensomhed var prisen for den stigende individualisering i samfundet. Det finder han dog ikke belæg for i undersøgelser. Faktisk forholder det sig modsat, at der er højere ensomhed i kollektivistiske samfund end individualistiske lande. Måske fordi man i de mere individuelle samfund uden kollektive normer og sanktioner tør åbne sig med sine meninger og selv kan bestemme, hvem man vil socialisere med.
Kan ikke løses politisk
Svendsen argumenterer altså imod den gængse opfattelse af, at ensomheden i vores samfund er stigende. Han finder ikke reelt belæg for det i de mange undersøgelser, som han refererer til. Måske derfor finder han, at politiske tiltag mod ensomhed er håbløse.
Han beskæftiger dig dog med sammenhængen mellem tillid og ensomhed, fordi undersøgelser viser, at de skandinaviske lande har mindre ensomhed end andre europæiske lande. Hænger det sammen med, at vi har et højt niveau af tillid i Skandinavien? Ser vi omgivelserne som truende og har lav tillid til andre, kan det føre til en forsigtighed, der undergraver den umiddelbarhed som er en vigtig del af tilknytning til andre. Måske lav tillid fører til ensomhed?
Samtidig spørger han, om et reelt problem er de forventninger, vi i dag har til til relationer. Forventer vi i dag for meget varme i det sociale rum? Er dit behov for anerkendelse løbet løbsk?
Mig og ensomheden
Ensomhed er ifølge Svendsen et grundvilkår, vi skal lære at håndtere. Er det sådan, at nogle ensomme er socialt overfølsomme og lægger forhindringer for deres sociale deltagelse? Skaber ensomhed sociale undvigelsesstrategier? Det er ifølge Svendsen dokumenteret, at kronisk ensomme har en langt højere forventning til mellemmenneskelige relationer end de ikke ensomme.
Uanset hvad, er ensomheden din. Du er ikke ansvarlig for at have en tilbøjelighed til at føle dig ensom, men du er ansvarlig for, hvordan du håndterer denne tilbøjelighed.
Og hvad kan vi så gøre? I følge Svendsen viser undersøgelser, at det bedste værn mod den dårlige ensomhed er dine relationer. Det at have fire tætte personer i ens sociale netværk giver den bedste beskyttelse og yderligere relationer kun en marginal bedre beskyttelse. Samtidig er det godt med en god cocktail af relationer af varierende art, stærke som svage og en blanding af både familie og venner.
”Ensomhedens filosofi” sætter spørgsmålstegn ved, om ensomheden i dag er større end tidligere. Italesætter vi en ensomhedsepidemi, som der reelt ikke er belæg for? Samtidig er der mange spændende tanker omkring den gode og den dårlig ensomhed. Har vi alle brug for at slukke for skærmen og finde et ensomt sted, hvor vi virkelig kan være os selv?
Lars Fr. H. Svendsen: Ensomhedens filosofi, Klim, 2017
Find omtale af andre spændende bøger på Fremtidsbiblioteket
Følg mig her: