Pandemi-bøger
"Pandemi" & "Hvornår er det i morgen?" Fremtiden efter Corona
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Den slovenske sociolog og filosof Slavoj Žižek og den bulgarske politolog Ivan Krastev har to vidt forskellige bud på tiden efter Coronakrisen, men er dog enige om tre ting: 1. Verden vil ikke være den samme som før. 2. Statens rolle skal være mere aktiv. 3. Der er behov for øget globalt samarbejde.
Slavoj Žižek: Pandemi! - Covid-19 ryster verden
Der findes ingen vej tilbage til normaliteten. Det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at dette virusangreb er ved at ryste vores tilværelse i sin grundvold, og vi kan kun redde os via radikale forandringer. Sådan lyder det fra den slovenske sociolog og filosof Slavoj Žižek i bogen Pandemi!- Covid-19 ryster verden.
Žižek er stærk fortaler for, at vi skal ændre hele vores sociale og økonomiske system og mener, at vi har brug for fuld og betingelsesløs solidaritet og et globalt koordineret svar på fremtidens virale udfordringer. Vi har brug for kommunisme.
Corona har ingen ”mening”
Žižek funderer over, hvilke betingelser, der har muliggjort coronapandemiens hastige og globale udbredelse, men finder ikke, at der er en dybere mening eller et budskab fra naturens side. Vira er blot et af naturens luner, ikke en fjende med planer.
Til gengæld er Žižek optaget af, hvad der er galt med vores system, siden vi har været så uforberedte på en katastrofe, som videnskaben i årevis har advaret os om. Først nu erfarer vi, at vi er i samme båd og må erkende, at markedsøkonomien og national ”us-first” populisme ikke løser fremtidens virale udfordringer.
Sorgproces på samfundsplan
Den traditionelle individuelle sorgproces har 5 stadier og dem overfører Žižek til samfundsplan. 1. Fornægtelse: Der er ingen seriøs trussel (jeg er ikke syg). 2. Vrede: Det er kinesernes skyld (det er lægens skyld). 3. Forhandling: Corona er ikke så farlig som SARS (der må være en alternativ behandling) 4. Depression: Corona-depressive tilstande (alt håb er ude). 5. Accept: Ja, hvordan ser accepten (jeg må få det bedste ud af den nye situation) ud, på den anden side? spørger Žižek.
Det må ifølge Žižek være at acceptere, at der ikke findes en vej tilbage til normaliteten. Vira udgør en permanent trussel og minder os om vore ultimative vilkår og meningsløshed.
Den teknologiske udvikling gør os nok mindre afhængige af naturen, men samtidig er vi mere udsatte for naturens luner, der kan ryste vores levevis. En svær erkendelse for de vestlige lande som har vænnet sig til et liv uden reelle fjender.
Katastrofe-kommunisme
Coronapandemien er ikke en forbigående episode, nej vi vil opleve et økonomisk, kaos, som er meget værre end recessionen efter finanskrisen. For vi har tre storme i Europa på samme tid: Coronavirus, de økonomiske konsekvenser og Putogan virus. Den sidste storm er ifølge Žižek drevet af Ruslands Putin og Tyrkiets Erogan, der med deres samspil omkring Syrien ønsker at nedbryde et forenet Europa ved at skabe en ny flygtningebølge mod Europa.
Efter finanskrisen forsøgte man med katastrofe-kapitalisme at redde økonomien ved blandt at holde hånden under bankerne. Nu har vi brug for katastrofe-kommunisme til at klare stormene og sætte markedskræfterne ud af spil. Det sker faktisk på en måde i mange lande pt. med statslig understøttelse af erhvervsliv og arbejdsløse, indkvartering af syge på hoteller, uddeling af mundbind - og Trumps forsøg på at opkøbe alle vacciner fra en tysk virksomhed, hvorpå den tyske stat sagde nej! Vi oplever, at alt kan lade sig gøre på en anden måde, end vi plejer.
Pt har vi ligefrem brug for krigskommunisme, mener Žižek. For at staten kan styre produktion og fordeling og udarbejde en liste med dem, der er kommet sig over Coronavirus og derfor må betragtes som immune klar til at udføre livsvigtige offentlige tjenester.
Brug for en katastrofe!
Coronapandemien har rystet os og vil skal lære at leve under mere skrøbelige vilkår med stadige trusler, men krisen har også givet ro og et enormt løft til nye former for lokal og global solidaritet. Der er ifølge Žižek potentielle gavnlige bivirkninger af pandemiens nedlukning. Det har været slut med shoppig, forbrugerisme, luksusturisme, krydstogter og besøg i Disneyland, og vi har kørt mindre i bil. Vi er sluppet delvis fri af det sociale anerkendelsespres og hektiske aktivitetspres, med en trang til at udfylde et hvert øjeblik af vores tid med et intenst engagement. Vi har erfaret, at vi kan indrette vores liv og samfund på andre måder.
Reelt står vi ifølge Žižek overfor barbari/privatisering eller kollektivisme /en form for genopfundet kommunisme og har åbenbart brug for en katastrofe for at finde nye veje. For vi skal også forstå, at Coronakrisen kun er en som kostumeprøve på de kommende klimaforandringer. Her er smitstoffet blot ikke en virus, men os selv.
Behov for kommunisme
Der er behov for ny global organisation, der kan kontrollere og regulere økonomi og sundhed, mener Žižek. En fuld og betingelsesløs solidaritet og et globalt koordineret svar på udfordringerne. Koordinering af produktion og distribution må finde sted udenfor markedet. Den eneste vej frem er at opbygge gensidig tillid mellem befolkning og stat, for markedsmekanismen er ikke nok til at hjælpe os med sult, kaos og pandemier. En stærk stat, som effektivt leverer varen, og som man kan have en vis tillid til, er mere nødvendig end nogensinde.
Vi kan ikke fortsætte som hidtil. Vi har intet andet valg end at samarbejde, små forskelligheder mellem lande må træde i baggrunden.
Der vil i fremtiden være en permanet fare for virale pandemier, der vil påvirke vores adfærd og vores normale liv forsvinder. Vi er nødt til at leve på en ny måde. Fokus på individuel adfærd er nok nødvendig, men kan sløre det grundlæggende issue, at vi skal ændre hele vores sociale og økonomiske system, så det bliver bæredygtigt.
Den virkelige kamp handler om, hvilken social form, der vil erstatte den liberale kapitalistiske verden. Žižeks svar er en form for kommunisme, der anerkender gensidig afhængighed og giver forrang til evidensbaseret kollektiv handling.
Ivan Krastev: Hvornår er det i morgen? – Pandemiens konsekvenser
COVID-19 vil forandre vores verden drastisk, uanset om vi husker pandemiperioden eller ej. Pandemien vil gøre en ende på globaliseringen, som vi kender den, men kan samtidig bremse den gen-nationalisering, vi har oplevet siden finanskrisen med Brexit og America First Strategien. Resultatet kan meget vel blive en regionalisering og styrkelse af EU i erkendelse af, at der er behov for fælles politik og nødretsbeføjelser i EU, lyder den fra den bulgarske politolog Ivan Krastev i bogen: Hvornår er det i morgen? – Pandemiens konsekvenser. En bog, som opstiller en række sandheder og paradokser, som Pandemien har afsløret uden at komme med konkrete svar og løsninger.
Intet heroisk ved Corona
Krastev kalder pandemien for forudsigelig, men utænkelig på samme tid. Igennem historien har der været pandemier, men af en eller anden grund kommer de altid bag på os. Det skyldes, at vi ikke husker fortidens pandemier så godt. Dels er pandemier ikke ”gode historier” med et godt plot med begyndelse, vendepunkt og afslutning, man dør en uværdig død pga. andres frygt for smitte og så er der intet heroisk ved at dø af en virus, som hvis man falder i en krig.
Den største tragedie i 1900-tallet, Den spanske syge mellem 1918 og 1920 er næsten glemt, skønt der døde væsentlig flere under pandemien end i de to de to verdenskrige tilsammen. Der er en manglende lyst til at huske tilfældig død og lidelse, som er forbundet med pandemier, og derfor kom også Coronapandemien bag på os.
Blive hjemme nationalisme
Coronapandemien har udløst nationalisme på en ny måde med lukkede grænser, men denne gang er den ikke vendt mod flygtninge men mod hjemvendte landsmænd fra coronaplagede lande. I en farlig tid, vil vi helst være ”hjemme” siger Krastev og det betyder, at mange, der arbejder i andre EU-lande, er vendt hjem under pandemien. Det har skabt uvilje mod ”sommerhusfolket”, der søgte hjem og ud til deres ferieboliger. Fokus er skiftet fra kulturel nationalisme til folkesundheds nationalisme, med et ”hold jer væk” til landsmæd, der kunne bringe smitte med hjem og belaste sundhedssystemerne.
Nostalgi epidemi og paradokser
Når pandemien er ovre, vil verden blive ramt af en nostalgiepidemi, mener Krastev. Alle vil tilbage til normalen, hvor man kunne flyve alle vegne, færdes i bylivet og på barer fyldt med mennesker, og hvor det at dø var så unaturligt, at vi kunne mistænke selv ældre menneskers død som lægefejl. Men vi vil opdage, at der er umuligt.
Coronakrisens paradokser
Coronapandemien vender rundt på alt, fordi pandemien afslører og forstærker en række sandheder og paradokser som blandt andet:
Udstilling af globaliseringens mørke sider, fordi Corona ramte turister, flygtninge og forretningsfolk, men samtidig har pandemien synkroniseret verden – vi har opdaget, at vi lever i en fælles verden.
Accelerationen af af-globaliseringen, der har fundet sted siden finanskrisen, men samtidig udstiller gen-nationaliseringens begrænsninger. Vi mærker vores gensidige afhængighed, der ikke rimer med hidsig nationalisme
Demokratiet er nok sat på pause med restriktioner, men samtidig har netop restriktionerne skabt en fornyet opmærksomhed i forhold til borger- og frihedsrettigheder, som vi normalt tager for givet.
Lukning af grænser og indespærring i egen bolig har gjort os mere kosmopolitiske. Alle har haft den samme frygt og de samme samtaler.
Unge har kritiseret forældrene for ikke at tage klimaudfordringen alvorligt, nu er de ældre kritiske overfor, at de unge ikke tager Coronakrisen alvorlig.
Genovervej statens rolle
Coronakrisen har ifølge Krastev vist, at der ingen sammenhæng er mellem styreform og succes. Det, der har været afgørende, er de enkelte landes erfaringer med at tackle epidemier som eks. SARS i 2002-03 og tillid i befolkning til staten - ellers kan man ikke opretholde en belastende nedlukning, og lade staten intervenere.
Krastev mener, at det er nødvendigt at genoverveje statens rolle. Der er behov for at holde hånden under økonomien og organisere det offentlige sundhedsvæsen. Folk kan acceptere betragtelige indskrænkninger under kriser, men vil ikke finde sig i en stat, der ikke evner at handle.
Krisen har vist, at det traditionelle ultra-liberale nulsums-spil, repræsenteret ved blandt andet Trump, hvor nogen er nødt til at dø for, at andre kan overleve, ikke holder i en pandemi og i øvrigt heller ikke i forhold til fremtidens klimaudfordringer. De rige og magtfulde kan ikke pakke pengene og rejse. Lufthavnen er lukket og eliten har ingen nødudgang. Alle er på fælles grund, selvom krisen påvirker os forskelligt. Vi opdager, at vi lever i samme verden rig og fattig, ung og gammel.
Styrkelse af demokratiet?
Er Coronakrisen de vestlige demokratiers undergang? Vil nødforanstaltninger ende ud som permanent lovgivning? Nej mener Krastev.
Den demokratiske undtagelsestilstand har haft som mål at beskytte demokratiet i en krisetid og demokratiet kan blive styrket af den øgende fokus på de grundlæggende frihedsrettigheder og den efterfølgende evalueringsproces. Stater har kopieret hinandens COVID-19 tiltag og dermed er der etableret en ny form for sammenligning, hvor befolkning kan sammenligne regeringers præstationer Når der åbnes op igen, vil befolkningen hele tiden kunne vurdere regeringers succes med at afbalancere økonomi og succes med at holde corona´en nede.
Den største fare, som Krastev ser for liberale demokratier under nedlukningen er, at ”pladsfolket” forsvinder med den ildhu, der er til stede, når folk mødes, diskuterer og demonstrerer. Online aktivisme giver ikke den samme mening og energi og ender i billig kliktivisme.
Grundlæggende mener Krastev, at demokratiet nok er sat på pause under pandemien, men der kan komme en fornyet fokus på borger- og frihedsrettigheder, og det liberale demokrati kan ende med at bliver styrket. Det samme kan ske for EU, for nok finder der en af-globalisering sted pga. coronapandemien, men til gengæld kan regionaliseringen i EU blive styrket. Der er behov for mere fælles politik, nødretsbeføjelser og tættere samarbejde på områder som medicin og G5 netværk for ikke at være afhængige af Kina, som ikke har spillet med åbne kort omkring smitteudbrud. EU har altid været globaliseringens kærlighedsbarn, men det er truslen fra af-globalisering, der måske vil medføre konsolidering og tættere samarbejde, lyder det fra Krastev.
Slavoj Žižek: Pandemi! - Covid-19 ryster verden. Forlaget politisk revy, 2020
Ivan Krastev: Hvornår er det i morgen? – Pandemiens konsekvenser. Informations Forlag, 2020
Find omtale af andre spændende bøger på Fremtidsbiblioteket, f.eks.: I smittens tid, der handler om smittens matematik og fremtidige pandemier.
Artikler om Corona og fremtiden
Fremtidens arbejdsmarked, efter corona
Fremtidens nye kompetencer, post corona
Bliver intet det samme som før?
Foredrag:
Følg mig her: