Diktatursyndromet
Ved at forstå syndromet kan vi bedre forebygge diktaturer i fremtiden.
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Hvordan kan vi forstå diktatur? Hvilke omstændigheder får det til at blomstre. Og hvordan bevarer diktatoren magten? I sin bog ”Diktatursyndromet,” forsøger den egyptiske forfatter Alaa Al-Aswany at undersøge diktaturets natur.
Som egypter bruger han naturligt flest eksempler fra sit eget land, men han mener, at syndromet kan spores mange andre stedet i verden og gennem historien med Hitler som et klart eksempel i europæisk sammenhæng.
Diktatursyndromet
Al-Aswany er uddannet tandlæge og vælger at betragte diktatur som en sygdom. Han ser på symptomerne, beskriver sygdommens forløb og drøfter mulighederne for at forebygge den i fremtiden. På verdensplan er langt flere mennesker blevet ofre for diktatur end for nogen anden sygdom, mener han.
Al-Aswany er optaget af det, han kalder frivillig trældom. Et diktatur indebærer nemlig, at der er to parter. Dels en tyran og dels et folk, som har indvilliget i at lade sig undertvinge. Frihed er menneskets naturlige tilbøjelighed, mener Al-Aswany, så hvad får dem til at underkaste sig et enkelt individ eller en tyrans vilje?
Det er her, han ser sygdommen eller diktatursyndromet; folk, der underkaster sig en diktator, kan betragtes som syge eller forheksede. Alle diktatorer og tyraner lider derimod af narcissisme og storhedsvandvid. Diktatursyndromet er derfor et sygeligt forhold mellem en hersker og et folk.
Symptomer
Aswany identificerer nogle alvorlige symptomer på diktatursyndromet.
Der er f.eks. en modsætning mellem, hvad er siges, og hvad der er sandt. Der eksisterer ingen generelle regler om, hvad der er rimeligt. At bryde loven giver ikke nødvendigvis en straf for nogen, mens andre ikke har en chance uanset, hvad de prøver i form af studier og hårdt arbejde.
Man kan støtte diktaturet eller acceptere det, eller hvis man tør, modarbejde det. Eller man kan flygte.
Aswany beskriver 5 mere konkrete symptomer på diktatursyndromet.
1. Skabelse af ”den gode borger”
Et klart symptom er skabelse af billedet på ”den gode borger,” der er føjelig og accepterer diktaturet. Når der ikke er retfærdighed, og straf kan ramme vilkårligt, trækker man sig tilbage og hytter sig selv og sin familie. Man deltager blot i den hykleriske hyldest af diktatoren indimellem for at bekræfte sin loyalitet mod styret.
Det meste af befolkningen bliver langsomt omdannet til ”den gode borger” og vælger kun at se diktatorens gode sider med ønske om tryghed og patriarkalsk beskyttelse. Man er ligeglad med valgsvindel, totur og drab, så længe det ikke rammer ens egne børn. Man ønsker blot at bevare roen og status quo og drages mod den stærke mand.
Det eneste, der i f.eks. Egypten har samlet borgerne, er fodbold og religion. Hvor der i øvrigt hersker vilkårlighed i samfundet, er der i både i religion og i fodbold fair og ensartede regler, som gælder alle. Her er der noget at regne med.
Ifølge Al-Aswany er ”den gode borger” og diktatoren to sider af samme sag. Den gode borger har ansvaret for, at en diktator bevarer magten så længe.
2. Brug af konspirationsteorier
Alle diktatorer, som i moderne tid har tager magten, har uden undtagelse anvendt konspirationsteorier, hævder Al-Aswany.
For diktatoren handler det om at skabe frygt for kaos og borgerkrig, så borgerne oplever, at kun lederen kan beskytte dem mod det onde. Derfor skabes der en fortælling om den store sammensværgelse, der truer, og som formidles gennem kontrol med medierne. Diktatoren har foragt for befolkningen og må hjælpe dem med at tænke korrekt.
En del af strategien er at dehumanisere modstanderen og ødelægge oppositionens image. Folk skal gøres utrygge, så de bliver endnu mere bekymrede og klynger sig til deres diktator.
Sammensværgelser mod samfundet kan retfærdiggøre undertrykkelse, og lederen kan beklage, at han desværre nødt til at tage ekstraordinære skridt og udskyde indførelse af demokrati.
Konspirationsteorier er et farligt symptom, mener Al-Aswany, da de giver en diktator helt frie hænder til at skille sig af med enhver opposition.
3. Medier som våben over masserne
For en diktator er medier ikke et redskab til at formidle sandhed eller forskellige synspunkter, men et våben til at få masserne til at støtte lederen.
Det er vigtigt at få kontrol over massernes bevidsthed, og derfor lukkes uafhængige informationskilder og man skaber støjsendere mod udenlandske kanaler.
Diktatoren mener, at han alene sidder inde med den ultimative sandhed og vil forhindre, at masserne kommer i dårligt selvskab.
Ved at styre informationskanaler og dermed befolkningens bevidsthed, bliver ”den gode borger” til minidiktatorer, der ukritisk støtter op om systemet.
Bevidst brug af medierne som våben til at sprede diktatorens sandhed er et klart symptom på diktatursyndromet, siger Al-Aswany
4. Intellektuelle som diktatorens redskab
Diktatoren betragter samfundets intellektuelle som en fare, fordi de kan skabe forvirring i folks bevidsthed.
Nogle intellektuelle forsøger at gøre modstand, andre støtter op, fordi de frygter for deres frihed og liv eller tørster efter privilegier.
Andre vælger en strategi som ”deltids-intellektuelle” ved at være lidt kritisk overfor systemet, for at tage sig bedre ud, men er blot med til at skabe en falsk demokratisk lak. Fremfor at kæmpe for sandhed, retfærdighed og frihed bliver deres arbejde blot et redskab, som stilles sig til rådighed for diktatoren.
Et symptom på diktatursyndromet er ifølge Al-Aswany, at de intellektuelle er splittede mellem søgen efter sandhed og tilpasning til diktaturets krav, hvor diktatorens sandhed gælder.
5. Kollektiv skyld og dehumanisering
En diktator taler aldrig til intellektet men til følelserne hos masser, man vil ikke kunne finde et eneste logisk argument hos diktatorer i vores tid, hævder Al-Aswany. Det handler om at skabe en form for massepsykose og dehumanisere modstandere, som Hitler gjorde med jøderne.
Mennesket anerkendes ikke som et selvstændigt individ, men bærer en kollektiv skyld for at tilhøre den gruppe, de gør. En evt. straf rammer ikke kun dem selv men også deres familie.
At dehumanisere ”de forkerte” og få masserne med er et symptom på diktatursyndromet ifølge Al-Aswany.
Sådan forløber diktatursyndromet
I den første fase af sygdommen bakker den største del af befolkningen diktatoren op eller accepterer ham, skræmt af konspirationsteorier, eller fordi de mener, at diktatoren kan forbedre deres levestandard.
Han begynder at styre al sin formation, signalerer, at kun han kender sandheden og lader sig hylde af befolkningen. Han ender derfor med at leve i en isoleret og bedragerisk verden.
I slutfasen kører en diktator som en bilist i en bil uden fremser og bakspejl. Derfor ender han med at træffe dårlige beslutninger, som udløser en katastrofe, som alle kommer til at betale prisen for.
Sygeligt behov for magt
Lande uden demokratiske traditioner har mindst modstandskraft overfor sygdommen, mener Al-Aswany. Dog kan kaos og frygt for det ukendte få selv et demokrati til at søge mod en stærk leder, som det skete i Tyskland med Hitler.
Diktatoren har et sygeligt behov for at samle alt magt hos sig selv, fordi han har oplevet sorg og smerte i barndom. Faktisk har han ikke ro i sjælen, før han styrer alt. Penge er ikke motivet, men derimod magt og hyldest. Han ønsker, at hans navn skal holdes i live for eftertiden ved at sætte sit præg på historien. Og så han vil gøre alt for at bevare sin tro på, at han er en stor leder, koste hvad det vil.
Bevidsthed som forebyggelse for fremtiden
Vil man forebygge diktatursyndromet, er det vigtigt at skabe en bevidsthed om de redskaber, som en diktator anvender, så man i tide kan forhindre ham i at bruge dem. Det drejer sig om karisma, dyrkelse af afgudsbilleder, religion, chauvinisme og konspiration.
Karisma: Man skal være bevidst om, at diktatoren blot er et almindeligt menneske med fejl og mangler. Det er vigtigt at eliminere det overmenneskelige glansbillede og konfrontere herskeren med sine fejl.
Afgudsbilleder: Det er vigtigt at stå fast på, at hvert eneste menneske fortjener den samme respekt. Intet menneske har gudestatus.
Religion: Adskillelse af religion og stat er en afgørende betingelse for at forhindre diktatur. Religion bruges ofte til at forhindre mennesker til at tænke kritisk.
Chauvinisme: Man skal være bevist om, at patronisme ikke må udvikle sig til chauvinisme med en opfattelse af, at andre lande eller folk er laverestillede. Diktatoren vil forsøge at få det til at fremstå, som om hans land er det mægtigste, og at hele menneskeheden kan lære af det.
Konspirationsteorier: At drage konspirationsteorier i tvivl er det samme som at berøve en diktator sit våben. En diktator ønske er blot at sprede frygt, så han fremstår som den eneste der kan frelse folket.
Skal man forbygge sygdommen er det altså vigtigt at være bevidst og udvise sund skepsis overfor en leder, der begynder at anvende de typiske diktatorredskaber. Men det er lettere sagt end gjort, indrømmer Al-Aswany, som mener, at vejen til, at menneskeheden en gang for alle er sluppet af med alle diktatorer, er lang.
Ny relevans for Europa
Diktatursyndromet kredser om forskellige diktatorer igennem historien og kommer som sagt med mange egyptiske eksempler.
For Vesteuropa, der er ifølge Al-Aswanys overordnede blik stort set, ikke har oplevet diktatur siden anden verdenskrig, var diktatursyndromets relevans indtil februar 2022 nok begrænset. Men med et wildcard som Ruslands angreb på Ukraine er det pludselig blevet både relevant og vigtigt at forstå diktatursyndromet og de virkemidler, som en diktator anvender.
Alaa al-Aswany: Diktatursyndromet. Gads Forlag, 2020
Find omtale af andre spændende bøger på Fremtidsbiblioteket
Følg mig her: