Unge, fremtidens tyraner?
Gør vi vores "unikke" børn sårbare i forhold det almindelige liv?
Bragt som klumme i Århus Stiftstidende september 2016
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Kan du så komme ned, røg det ud af mig. Scenen var Molsfærgens restaurant, hvor en familie stirrede beundrende på deres lille prinsesse i fuld udfoldelse. Også da hun iført sine beskidte lyserøde støvler kravlede rundt på en kølebeholder med vand til gæsterne. Normalt er jeg diplomatisk og blander mig ikke i folks opdragelse, men noget i mig nåede en grænse. Jeg gad simpelthen ikke skulle fiske en vand op ad en klam beholder, fordi forældrene ikke satte grænser for prinsessen.
For nylig læste jeg om en ny bog med titlen: " Når tyranbørnene bliver voksne - hvorfor vi ikke kan regne med den næste generation". Ifølge den østrigske psykolog Martina Leibovici-Mühlberger er vi med vores navlebeskuende opdragelse og tro på vores børns uendelige potentiale ved at skabe en generation af forstyrrede narcissister uden modstandskraft og samfundssind. Forældre sætter børn i centrum og lærer dem at udleve deres drømme, men forsømmer at lære dem udholdenhed, koncentration og at tilpasse sig socialt. Noget, som psykologen mener, er direkte truende for vores kultur. Dels bliver fremtidens unge mere optagede af sig selv end af det fælles ansvar for samfundet. Dels ryger de ind i depressioner og bitterhed, når de møder helt almindelige krav og udfordringer i livet.
Undersøgelser viser, at mange unge har svært i livet med angst og depression og dropper ud af deres uddannelse. Oftest forklares det med, at de unge lever i en tid med mange valg og ingen sikre svar. Livet kan synes usikkert med en rå global konkurrence, krav om 12-taller, superlækker krop og mange likes på Facebook. Stor frihed og fede valg men også svært at skulle være sin egen lykkes smed i senmodernitetens karrusel. Den østrigske psykolog vender det på hoveder. Stiller vi i virkeligheden for få krav og foregøgler vores børn, at de er unikke og fantastiske og derfor gør dem for selvoptagede og sårbare i forhold det almindelige livs krav og kedsommelighed?
Der er ingen tvivl om, at børn og unge også opvokser i en drømmerisk og individualistisk kultur, hvor de opfordres til at finde deres indre passion og det de brænder for. Uanset om de skal være læge eller tømrer, skal være det på deres helt egen unikke måde. Ultimativt handler det om at blive kendt og få etableret sig som personligt brand, før bøjlen er røget af tænderne med egen blog eller Youtube-kanal. Eller kalde sig CEO eller serie-iværksætter, før man har tjent en krone. Hvis moderne forældre dertil klapper anerkendende af deres børn lige fra deres første tegning af en grim gris og aldrig sætter grænser, er kimen måske lagt til en navlebeskuende generation? En generation, der har større forventninger, end det helt banale liv kan tilbyde. Der kan være langt fra TV-serier om advokatlivet til juristens kontorparagrafferi eller fra Grace´s Hvide verden til et almindeligt sygeplejerskejob. Og selv for en kommende stjernekok er vejen belagt med kartofler, der ikke skræller sig selv.
Årsagerne til, at mange unge har det svært er nok komplekse. Men det er vel en tanke værd, om vi med vores anerkendende tilgang og i bedste kærlige mening har rustet vores børn godt nok til fremtidens globale konkurrenceprægede samfund? Drømme er vigtige, men realisme og sociale kompetencer nok et godt supplement. Uden selvindsigt og forståelse for andre, kan det blive et grimt walkup call for de unge at tjekke ind på en arbejdsplads. Studievejledere taler om behovet for drømmeknuseri, når de møder unge med store drømme om deres fremtidige arbejdsliv men uden de kompetencer eller den vedholdenhed, der skal til for at nå målet. Har den østrigske psykolog fat i noget centralt? I det lys skal man vel have ondt af den lille lyserøde færgeprinsesse?
Følg mig her: