Den amerikanske stige
Jo flere ture, jo mere shopping, jo flere drinks, jo højere op på fordels- og forbrugsstigen. Er forbrugerne på evig jagt eller er tidsånden ved at skifte?
Bragt som klummme i Psykolog Nyt nr. 7 2013
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
”Are you a watchman?”, spørger vores nye amerikanske krydstogt-ven, da vi første dag bliver seated ved samme bord i restauranten. Spørgsmålet er rettet til min mand, men før han når at svare, fortæller Joe, at han har mindst 20 ure. Stolt fremviser han en ordentlig bling bling krydder på sin arm. Håbet er at finde et nyt, flottere, mere ekstravagant på denne cruise i Caribien. Noget han tilsyneladende ikke er alene om. Mange ser ud til at være på jagt efter ”noget”.
”I call it the American ladder”, udbryder en skotte ved vores morgenbord med et skælmsk blik i øjet. Han er en erfaren cruisegæst og fortæller om det omfattende bonusprogram: Jo flere ture, jo mere shopping, jo flere drinks, jo højere op på fordels- og forbrugsstigen. I havneområderne på øerne undervejs faldbydes også ure og caribiske diamanter til ikke ubetydelig summer. Men mange har værdikuponer fra køb på tidligere cruises og jagten går ind. En del forlader end ikke det toldfrie shopping område på turen.
Selv vover vi os uden for hegnet for faktisk at opleve lidt af det indimellem ret fattige Caribien. En farverig og fortryllende oplevelse. Gribes nok også lidt af cruisestemning, spiser, drikker og tanner for meget, men det er vel ferie. Men stemningen ved vores bord halter, som dagene går. Hver dag kommer Joe lidt mere mismodig tilbage med uforrettet sag, det er svært at finde noget nyt unikt. Kommer til at tænke på Sociologen Zygmunt Baumans skarpe analyse af vores accelererende forbrug: Det er ikke længere selve forbruget, men omsætningshastigheden, der er vores drug. En form for narkotikum, hvor vi hele tiden må have mere. Ikke noget at sige til, at vores uforløste ven er mismodig. Eller har han i virkeligheden fået affluenza?
I sit forrygende essay ”Jagten på lykken i overflodssamfundet” advarer den norske antropolog Hylland Eriksen om en ny farlig sygdom i de rige vestlige lande. Affluenza eller overflodsinfluenza. For at forstå sygdommen, skal man kende historien om Store Stygge Ulv og de 3 små grise. Hvad er det, der tænder ulven hver morgen, når han vågner? Han planlægger jagten på grisene, udtænker snedige fælder, så han kan fange dem, putte dem i en stor sort gryde og så æde dem. Hver morgen vågner han med en vigtig mission og mening. Så lykkedes det åbenbart engang i et Anders And blad vist nok omkring år 2000 at fange grisene. Og er han så glad? Det er the peaking point. Men da han skal til at dumpe de lækre grisebasser i den sorte gryde spørger Praktisk Gris: ”Store stygge ulv, hvad skal du egentlig lave i morgen?” Rygtet vil, at han slipper grisene fri og ikke længere kan finde meningen med sit liv. Han har fået affluenza.
Måske Hylland Eriksen har fat i noget rigtigt. Før den økonomiske krise red vi vel på en bølge af fladskærme, samtalekøkkener, coaching og selvrealiseringsprojekter og puf, så brast overflodsbølgen. Og hvad er nu meningen. Måske er tidsånden ved at skifte? Fra mere til mening, fra rig til indholdsrig, fra friværdi til livsværdi. Vil vi rejse indad i stedet for udad, søge, silent ressorts og mindfuldness? Mene det alvorligt, når vi taler om madspild, genbrug, og bæredygtighed og finde det hipt at dele i stedet for at eje. Er forbrugsstigen væltet?
Måske var også Joes jagt efter det næste fix faktisk stoppet. I hvert fald mødte han den sidste aften op i strålende humør og uden nyt ur. Det viste sig dog hurtigt, at han og konen netop havde bestilt et ny cruise og fået nogle nye værdikuponer, så jagten kunne fortsætte snarest. Faktisk var stemningen helt høj, lige til min mand omsider svarede på spørgsmålet om sit forhold til ure. Om han bevidst legede Praktisk Gris ved jeg ikke, men Joe lignede faktisk en, der var faldet ned fra en høj stige, da ordene faldt: ”I´m a one watch man”.
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: