Bragt som klumme i Århus Stiftstidende november 2011

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Hvordan ser man ud, når man sørger rigtig? Hvordan positionerer man sig bedst i følget bag kisten? Hvordan gør man sig skærmklar til det sidste farvel? Der er faktisk relevante spørgsmål i en tid, hvor alle livets facetter eksponeres på Facebook.

Allerede før vi nåede hjem fra min brors bisættelse, er vores sorg udstillet på nettet. Grebet af telelinsen i en billedeserie på lokalavisens hjemmeside. Min bror var en kendt politiker i sin by, og med det følger naturligvis en vis lokaljournalistisk publicity, når han dør i en alder af kun 52 år. Et enkelt knips på vej ud af kirken med kisten er til at forstå og håndtere. Men at zoome ind på hans sørgende enke og børn, der alt for tidligt har mistet deres far, er - for mig ud over at være personligt indignerede – skal vi kalde det interessant i et fremtidsperspektiv.

Vi lever i en tid, hvor vi hele tiden skal være skærmklar. Det er det begreb, nogle sociologer bruger om det vilkår i det senmoderne teknologiske samfund, at vi i princippet hele tiden er på. Næsten uanset hvor vi bevæger os hen, er vi optaget af, hvordan vi ser ud, hvilken maske der passer til lejligheden. Vi kunne jo blive knipset i et ubevogtet øjeblik i gadebilledet, i sørgeoptoget eller i en brandert til julefrokosten. Før i tiden kunne vi fnise af de pinlige foto med vennerne, i dag ligger alt til fuld på skue på Facebook.

Man kalder den generation, der vokser op i dag for second-hand-generationen. Uanset hvad de skal foretage sig, har de allerede set det hele på det store lærred. Hvordan ser man ud, når man er forelsket, sørger intenst eller bare er almindeligt cool? Så når Jens og Louise skal kysse til en teenagefest kan der være langt fra Jens´ bøjler og bumser til helten fra Sex and the City og Jens kan synes det hele er lidt tamt i forhold til de sejeste pornocites. Det er nemt at føle sig forkert, hvis virkeligheden ikke matcher mediernes glans og der kan gå meget energi med at stille sig i en bedre position – at gøre sig skærmklar.

Mennesket har altid gået op i form og stil, og mangen en enke har igennem tiden søgt at leve op til lokalsamfundets kodeks med det rigtige tøj og mimik. Men en lille skævert blev blot observeret af de nærmeste og hurtigt glemt igen. I dag eksponeres ALT nærmest online og til evig tid på Facebook. Selv i sorgen skal vi være skærmklare. ”Jamen jeg havde da taget en sort frakke på og ikke den fake leopardpels, hvis jeg havde vidst, der var fotografer,” udbryder min datter. Jeg selv grubler over, om jeg burde have holdt lidt mere om min svigerinde. Noget ser forkert ud på billederne. Det blev som det blev, og vi kom igennem som en stærk familie i fælles sorg og nærværd – men hvor ville vi gerne have haft det mest intime rum uden telelinsens fjernværd.

Engang hidkaldte vi sørgekoner for at håndtere det, vi ikke selv magtende i nødens stund. I dag har vi mediernes nådesløse fotosørgehær. Intet synes helligt. Det er jo den vej, det går, siger mine journalistvenner selvfølgeligt, men det ændrer jo ikke refleksionen over de psykologiske konsekvenser for fremtiden. Er der mon noget, der hedder nøgne ansigter i fremtiden? Ægte og ærlige hulk fra sjælen. Eller bliver vi så grebet af forstillesen, masken og selviscenesættelsen, at vi bliver mere optaget af, hvordan man ser ud, når man sørger rigtigt fremfor bare at sørge? Og i virkeligheden mere skærmklar end klar til selve sorgen.