
Er du klar til corona-moden?
Mennesket og psykologien er en usikker størrelse - tre bud på tidsånden efter Corona-krisen
Bragt i Århus Stiftstidende juni 2020
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Flotte designermundbind vil være et sikkert kort på catwalken til efteråret, og allerede her i sommer vil vi se kvinder i smarte ”trikinier” på strandene; bikinien suppleret med mundbind. Lyder det langt ude? Trikinien findes allerede og er sikkert også på vej til Danmark. Corona-pandemien var akut, men spørgsmålet er, om vi lige så stille vender tilbage til ”normalen” eller om Coronakrisen vil sætte langvarige spor både i moden og livet i det hele taget.
Mennesket en usikker størrelse
Som fremtidsforsker har jeg igennem 20 år arbejdet med, hvordan megatrends og modtendenser påvirker os som mennesker. Mennesket og psykologien er en usikker størrelse og derfor har jeg altid flere mulige scenarier for fremtiden i spil og har i senere år bl.a. arbejdet med tre grundscenarier i forhold til mange forskellige virksomheder og organisationer. I en coronaopdateret version kunne de se sådan ud:
Scenarie 1: Selvoptimering
Som reaktion på Coronakrisen vil vi i endnu højere grad blive optaget af at optimere os selv og styrte rundt på villavejene i neonfarvet lycratøj. Vi lever i en konkurrencepræget global verden, og derfor er det vigtigt at ruste sig selv fysisk, mentalt og kompetencemæssigt. Virus empowerment bliver det nye sort med: Ironman, ironbrain, ironfood og ironprotection. Alt i individuelle værnemidler og virusafvisende tøj vil være et hit, ligesom vi vil bruge Apps til at tracke vores fremdrift og spotte mulige coronasmittede. Nogen vil lade sig selvsmitte under kontrollerede former og bagefter påføre sig et "I am clean badge”. Vejen ud af Coronakrisen hedder fortsat økonomisk vækst, global forskning og individuel fremdrift.
Scenarie 2: Glokalt fællesskab
Corona-pandemien har rystet verden og sammen med klimaudfordringerne vist, at vi har udsat kloden for en uholdbar global vækst. Vi kan Ikke bare læne os tilbage og håbe det bedste, naturen har talt til os og vi må ændre os selv i en mere bæredygtigt og fællesskabs-orienteret retning. Vi er alle en del af helheden og påvirker andre; du kan ikke bare vælge at gøre, hvad du vil. I kølvandet på Coronakrisen vil folk vende sig imod den rene natur, genskabelse og antivækst. I stedet for at jage rundt på kloden vil man finde det lokale i det globale, vores sted, vores lokalsamfund. Med glo-kalisering følger nærkoncepter, nærproducenter og lokal deleøkonom.
Scenarie 3: Selvrealisering
Corona-epidemien har vist, at livet er skrøbeligt og derfor kan vi lige så godt give den gas. Du lever kun en gang, er kun en gang 17, 18….85 år. Oplevelsesøkonomien fortsætter for fuld skrue; vi vil kompensere for det forsømte forår 2020. Der er ”nogen” der må sørge for at få styr på det virus, så jeg kan leve mit liv fuldt ud. Ingen ”korrekte” kampagner med moral, tak. Vi har fået nok af formaninger og føler os måske mere draget af influencere og bloggerne, der får os til at føle, at C-vitaminer, olier og ørelys kan gøre os uimodtagelige overfor vira. Lægerne advarer mod ”manglende evidens”, men vi føler, at det virker. Følelser driver folk rundt i skiftende stemninger, fra coronaangst til lystighed og ja til corona-mode. Op på hesten igen, der bliver sjovt.
Et wildcard
Corona-pandemien er det, vi i fremtidsforskning kalder for et wildcard; en uventet hændelse, der sker så pludseligt, at der ikke er mulighed for gradvist at tilpasse sig, og kan skabe stor usikkerhed om fremtiden. For at få fodfæste igen kan det være fristende at komme med skråsikre påstande om, at vi nu vil forbruge mindre, blive mere klimabevidste eller angste eller hvad der har prydet de heftige ofte modstridende overskrifterne de seneste måneder. Sagen er bare, vi ikke ved det. Fremtiden er altid usikker og et uventet wildcard som corona´en har ikke gjort det lettere. Hvilket scenarie finder du mest realistisk?
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: