Fede flodhest på Facebook
At være ”skærmklar” et grundvilkår - det digitale øje ser og spreder alt!
Bragt i Århus Stiftstidende februar 2020
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
På Vesterbro Torv i Aarhus er en politimand ved at afhøre en ung gut. En ”kammerat” er klar med sit mobilkamera og en anden politimand må bruge sin tid på at stoppe ham i at filme optrinnet. Han ser næsten lidt for høflig ud, men det tror pokker, når han ved, at det mindste fejltrin om lidt vil ligge som et klip på de sociale medier eller bliver brugt til en mediehetz mod ham og politiet i øvrigt. I dag er det at være ”skærmklar” et grundvilkår - det digitale øje ser og spreder alt!
Selvfølgelig skal både politi og andre ansatte opføre sig ordentligt over for kunderne, men at skulle smile skærmklart konstant må være et umuligt pres. Uanset hvad man laver, kan ens mindste fejltrin blive boostet op på det helt store lærred. En voldsom intimidering, som man reelt ikke har en chance for at styre. Vi er jo kun mennesker, der kan tage fejl, blive provokeret eller bare have en dårlig dag.
Sociologen Foucault mente, at vi i det senmoderne samfund vil opføre os, som om vi var overvåget i et fængsel tegnet som et panoptikon. I et panoptikon er de indsatte placeret i celler, som er bygget i en cirkel omkring et udsigtstårn, hvorfra vagterne kan se fangerne hele tiden. Fangerne kan til gengæld ikke se vogterne og ved derfor ikke, om de overhovedet er der. Vogterne behøver slet ikke overvåge de indsatte, for de vil konstant føle sig under opsyn. Samtidig overvåger fangerne hinanden, der er altså indbygget en social kontrol. På samme måde overvåger vi i dag hinanden. Vi må altså begynde at opføre os, som om vi bliver filmet eller fotograferet hele tiden, ikke blot i professionelle sammenhæng, men 24/7.
En anden sociolog, Goffman opererede med, at vi har en frontstage og en backstage scene ligesom på et teater. Jeg kan stå frem og sige, at jeg i dag har løbet 20 km, spist sundt og grønt og læst en klog bog, men sandheden kan være, at jeg har siddet i min sofa med en roulade fra tanken og set Luksusfælden. Den slags ting kan man måske slippe afsted med, men det bliver sværere at skjule sig, så snart man er sammen med andre mennesker - de to scener flyder sammen pga. det digitale øje. Til mit kontorfællesskabs julefrokost følte jeg, at jeg så helt godt ud i min stramme rustrøde kjole, men skammen var til at mærke, da jeg så de foto, der blev lagt på Facebook. Jeg plejer at være ret ligeglad, men det tog mig en hel weekend at få skammen til at gå over og erkende, at den rustrøde fede flodhest var mig. Selv en sød veninde indrømmede, at ”det er et skidt foto” og min datter kunne ikke stoppe med at grine.
Jeg er en moden dame og kommer mig nok over den grimme flodheste-intimidering, men stakkels de unge, som nok er lidt mere sprøde i sindet og identiteten. Det må ikke være sjovt at have opbygget en Insta-lækker profil som trendy klimabevidst veganer og så blive afsløret med en stor rød bøf på tallerkenen. Eller få udfordret sit Crossfit image med et foto, hvor maven slasker lidt løst. Skolefotografer fortæller om forældre, der henvender sig for at få retoucheret fotos af deres børn for at gøre dem lækre på frontstage, men de skæve tænder og begyndende bumser skal nok blive afsløret på alle andre fotos på SoMe.
Vi må nok se i øjnene, at lige meget hvad vi gør for at fremstå fantastiske, kan vi blive afsløret i fremtiden, og som ansat må man bande indvendigt og smile skærmklart til selv den mest irriterende rod på Vesterbro Torv.
Følg mig her: