Hybride arbejdsformer
Ny bog om udviklingen fra fast fremmøde til fleksibel organisering
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Hvordan motiveres medarbejderne i fremtiden? Hvordan skaber man den gode digitale arbejdsplads? Hvilke sociologiske og psykologiske aspekter er vigtige i forskellige hybride fremtidsscenarier?
I den nye bog ”HYBRIDE ARBEJDSFORMER - Fra fast fremmøde til fleksibel organisering” bidrager jeg i kapitlet ”Fremtidens flydende arbejdsformer” med 4 forskellige scenarier for, hvordan digitalt arbejde kan komme til at præge arbejdsmarkedet i fremtiden: Optimering, co-creation, certificering og branding.
Hvert fremtidsscenarie uddybes i forhold til, hvad forbrugere og brugere forventer, hvordan medarbejdere tænker, hvilke kompetencer der er brug for, og hvilke udfordringer og ledelsesformer scenariet kalder på.
Kapitlet forsøger ikke at komme med et færdigt bud på distanceledelse, men lægger op til, at man selv forsøger sig med scenarietænkning i sin egen organisation og tager den spændende debat om fremtidens arbejdsformer og distanceledelse i organisationen.
Dansk Psykologisk Forlag om bogen:
”HYBRIDE ARBEJDSFORMER er en bog til ledere, organisationer og medarbejdere, som ønsker inspiration og hjælp til at lykkes med de fleksible og hybride arbejdsformer, hvor medarbejderne ikke nødvendigvis sidder sammen fysisk.
Den tid er forbi, hvor et arbejde er entydigt knyttet til et bestemt tidspunkt og sted. Processen med at finde frem til fremtidens fleksible og hybride arbejdsformerer er kun lige begyndt.
Det er spændende og udfordrende tider for organisationer. Helt grundlæggende spørgsmål om, hvordan vi designer vores hverdag og arbejdsliv, bliver stillet af både ledere og medarbejdere. Det gælder væsentlige temaer som den enkeltes frihed, autonomi, produktivitet, fleksibilitet, fællesskaber, trivsel, sundhed og forståelsen af ‘et arbejde’.
Den nye bog ”HYBRIDE ARBEJDSFORMER - Fra fast fremmøde til fleksibel organisering” præsenterer centrale udfordringer og giver konkrete bud på, hvordan man bedst leder hybride og distribuerede arbejdsstyrker.
Bag bogen står et stærkt forfatterhold af forskere, psykologer, konsulenter, ledere og medarbejdere, som med skarp faglig indsigt peger på relevante ledelsesmæssige fokusområder for fremtidige arbejdsformer.”
Bogen er redigeret af Rikke Lindekilde og er udkommet på Dansk Psykologisk Forlag april 2023.
HYBRIDE ARBEJDSFORMER - Fra fast fremmøde til fleksibel organisering, 2023, Dansk Psykologisk Forlag Læs mere og bestil bogen
Følg mig her: