Generationstyveriet
De vigtigste pointer fra Joseph C. Sternberg: THE THEFT of a DECADE
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Vi kan nyde en avocadotoast eller vegansk granola eller en høj Skinny Chai Latte på vores vej til arbejde. Der er dog stor sandsynlighed for, at der er tale er et tidsbegrænset arbejde med færre goder, end vores forældre havde. Vi kan leve bylivet med konstant stimulans og fornøjelser, men uden udsigt til at få råd til at købe vores første hus eller lejlighed.
Nogenlunde sådan beskriver Journalist og forfatter Joseph C. Sternberg det paradoks, som Millennium-generationen står overfor: Forældregenerationen har skabt en verden for deres børn, som på mange måder er mere tryg, komfortabel og velstående, end den de selv arvede, men udsigten til deres økonomiske fremtid er meget usikker.
Sternberg er selv en del af millennium-generationen, født i 1982. Han skyder i sin bog THE THEFT of a DECADE – How the Baby Boomers Stole the Millennials Economic Future skarpt på Boomer-generationen, som har skabt en usikker økonomisk fremtid for deres børn. Nu kræver Millennium-generation svar på, hvad Boomerne gjorde galt og ret til at kræve nye løsninger.
Millennium-generationen
Ifølge Sternberg bliver der påstået meget dårligt om de unge; de er dovne, spolerede og har ingen drivkraft, og han medgiver, at Millennium-generationen på mange måder har et mere privilegeret liv end tidligere generationer. De er opvokset i en tid med styr på tidligere farlige børnesygdomme som mæslinger, de kan kommunikere via smartphone, få lektiehjælp via Google, finde en hurtig taxa på Uber og en kæreste via Tinder. Generationen kan derfor let opfattes som spoleret og forkælet i modsætninger til Boomer-generationen
Boomers er ifølge Sternberg alle dem, der er født i perioden 1946-64 i en verden med stigende velstand efter 2. verdenskrig. Nok har der været kriser, men generelt var velstanden voksende og arbejdsmarkedet til at regne ud. Det var til at komme ind på arbejdsmarkedet, købe hus og etablere sig og føle sig nogenlunde sikker på fremtiden. Siden finanskrisen i 2008 er arbejdsmarkedet blevet usikkert, og det rammer Boomer-generationens børn.
Millennium-generationen regner Sternberg for børn, som er født fra begyndelsen/midt 1980´erne og derfor i stor stil debuterede på arbejdsmarkedet under finanskrisen. Unge, som er født i 1982, kalder han de mest Millennium af Millennials, fordi de er de første, der mødte den nye usikre virkelighed – de har i den grad fået stjålet et årti af muligheder på arbejdsmarkedet.
I modsætning til tidlige generationer er Millennium-generationen en meget individuel generation og kan være svær at sætte præcis dato og karakteristika på, men noget binder generationen sammen, siger Sternberg: Vi har fået et årti stjålet fra os. Vi er en krise-generation. Krisen i 2007-08 er det fælles. Unge født efter 1990 har kun kendt den dybeste recession, og økonomien kom ikke tilbage på sporet før i 2016. (Bogen er fra før Coronakrisen).
Hvad Boomers gjorde galt
Millennium-generationen er landet i to separate men sammenhængende økonomiske problemer; effekten af selve finanskrisen og en mere langsigtet omstilling af økonomien.
Finanskrisen var resultatet af en fejlslået økonomisk politik, hvor lave renter og en lempelig skattepolitik førte til uholdbare investeringer og långivning, hvilket fik økonomien til at falde sammen som et korthus og dermed finanskrisen.
Sternberg mener dog, at den økonomiske transformation har stået på siden 1970´erne under skiftende regeringer. I 1950´erne og 60´erne løste man produktivitetsproblemer ved at indføre ny teknologi, der komplementerede arbejdskraften, og derfor kom den økonomiske udvikling alle til gode. Siden har den forfejlede skatte- og rentepolitik stimuleret investeringer i maskiner fremfor mennesker. Investorer har ikke haft interesse for investering i reel produktivitet men i afkast og skattefordele og resultatet er en økonomi, der arbejder for færre og færre.
Nok havde Boomer-generationen det også hårdt under oliekrisen i 1970´erne, men den økonomiske politik, man satte i værk, har været mere af det, som ikke virkede og blot forstærket en uheldig udvikling. Det frie marked har ikke fejlet, men skiftende regeringer har fejlet i at få det frie marked til at fungere, som det skulle. Millennium-generationen betaler for Bommers fejlagtige beslutninger omkring den økonomiske politik.
Navigator eller Mappless
Millennium-generationen står overfor et usikkert arbejdsmarked og stor arbejdsløshed.
De rutinejobs, som man ofte startede med på arbejdsmarkedet er afløst af teknologi. Eksisterende jobs kræver mere og mere uddannelse og helst erfaring, og derfor står de ældre og mere erfarne medarbejdere først i køen. Sternberg hævder, at den traditionelle jobstige, hvor man starter på et af de laveste trin og kan arbejde sig op kollapsede efter finanskrisen i 2008.
2019 er det bedste og det værste tidspunkt på jobmarkedet. Der er mange flere spændende nye jobs og muligheder for specialisering, man bliver mødt af en ”positiv arbejdspladskultur” og coachet fremfor bosset. Skal unge ind på arbejdsmarked, må de dog uddanne sig længere og ofte starte op med ulønnede eller meget lavt betalte internships dvs. oplæringsprojekter, hvor de ofte blot fungerer som billig arbejdskraft og ikke nødvendig kvalificeres videre i virksomheden.
Nogle må ”vælge” at arbejde i den ny GIG eller dele/platforms-økonomi, hvor man bliver aflønnet på opgave f.eks. som Uber chauffør eller udbringning af pizza via tjenester som Wolt. I alle tilfælde ender man i en usikker arbejdsfremtid, for hvem vil reelt oplære de unge og hvem vil investere i løse medarbejderes uddannelse?
Arbejdsmarkedet er blev mere og mere usikkert og svært at regne ud og derfor er det blevet sværere og sværere for at navigere uden et kort. De privilegerede unge, der har evnen til at navigere og har ”social kapital” med hjemmefra til at begå sig, skal nok finde vej. Tilbage står taberne, der mangler et kort og ikke evner at navigere, de såkaldte Mapless: De Mapless unge fra Millennium generationen er de største ofre i forhold til Boomers generationstyveri.
Vi skal arbejde for altid!
De unge står altså med udsigt til et prekariat jobmarked, dvs. et arbejdsmarked, hvor man hutler sig fra job til job eller projekt til projekt. Mange har høje studielån, fordi de må uddanne sig længere og længere for at have en chance.
De har derfor svært ved at få kreditlån til egen bolig. Boomers ejer således boligerne og lejer dem ud til unge, der aldrig kommer ind på boligmarkedet. Boomers tjener altså godt på den næste generation. Samtidig skal Millenniums finansiere de voksende sundhedsbudgettet, for den store generation af Boomers vil kræve en masse sundhedsydelser betalt af samfundet og dermed den næste generation.
I nogle lande kæmper de unge med at købe en bolig eller få et job – i andre står de over for et livslangt problem med at betale den nødvendig skat til stigende sundhedsudgifter – og nogle lande står med en kombination af alle tre udfordringer.
De hele betyder, at Millennium kommer til at betale subsidier til forældregenerationen med udsigten til at skulle arbejde for altid.
Stjæl ikke vore løsninger også
Boomers havde udsigt til, at verden blev et bedre sted at være og fik sikkerhed igennem offentlige ydelser og velstand via et fri marked. Vi vil vide, hvorfor det er gået så galt og hvad vi kan gøre for at fikse det, for vil have samme sikkerhed, som forældregenerationen havde, siger Sternberg. Nu vil vi have svar. Nu vil vi finde ud af hvad Boomers gjorde galt og det er både højre- og venstre-politikere, som er skyld i det hele – reelt har de ført den samme forfejlede politik.
Det værste Boomers-generation nu kan gøre, er via deres mange demokratiske stemmer at fratage Millennium-generationen mulighed for at løse problemerne og finde deres egne løsninger for fremtiden. Det ville gøre generationstyveriet komplet.
Sternberg er amerikaner og THE THEFT of a DECADE indeholder en lang beskrivelse af skiftende amerikanske regeringers økonomiske politik helt op til Trump, og selvfølgelig adskiller bogen sig en del fra europæiske og især danske forhold. Ikke desto mindre er den meget tankevækkende i forhold til fremtidens danske/europæiske arbejdsmarked. Især i Sydeuropa er der kæmpe ungdomsarbejdsløshed, og unge må bo hjemme op i en meget voksen alder.
I dansk sammenhæng må mange veluddannede unge få foden indenfor arbejdsmarkedet via internships og midlertidigt projektarbejde og med stor usikkerhed omkring fast arbejde og boligkøb. Er der også sket et generationstyveri i Danmark?
Joseph C. Sternberg: THE THEFT of a DECADE – How the Baby Boomers Stole the Millennials Economic Future. Public Affairs, 2019
Find omtale af andre spændende bøger på Fremtidsbiblioteket
Følg mig her: