Fremtidsblog i Århus Stiftstidende september 2023

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

”Jeg føler mig nærmest lykkelig, endelig er der noget, der er vigtigere end mig selv.” Det er min søn, der taler, da jeg ringer til ham en februardag i 2022 dybt bekymret over Putins angreb på Ukraine.

Selvfølgelig er han ikke ”lykkelig” for invasionen, det berører også ham. Men han mærker dybt i sig selv, at der er noget vigtigt på spil, noget der er værd at kæmpe for. Noget vi måske i mange år har taget for givet nemlig demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder. ”Værdier, der er langt vigtigere end mine karakterer, eller om jeg træffer de rigtige valg, siger han.”

Og der midt i min fortvivlelse spirer en lille optimisme på tidsåndens vegne. Har vi fundet noget større at stå sammen om i individualismens tid?

Drøm, perfom, være robust!

Min søn er barn af performance- og valgsamfundet. Opvokset i et rigt overskudsamfund med muligheder, drømme og sociale medier, men med en undertone af noget; ”det bliver ikke ved.” Den globale konkurrence udfordrer, klimakrisen er overhængende, velfærdssamfundet kan ikke hænge sammen, medmindre de unge arbejder til de bliver 80 år. Drøm, vælg, knokl, perform og vær så lige lidt robust!

Fra optimisme til sortsyn

I sin bog ”Engang troede vi på fremtiden”, beskriver journalist på Weekendavisen Christian Bennike, hvordan han oplever, at vi er gået fra optimisme til sortsyn.

I modsætning til min søn årgang 1995, er han født i 1980´erne og har i sin ungdom været en del af den beruselseskultur, der opstod især efter Berlinmurens fald. Den kolde krig med truslen om atomvåben blev erstattet af samhandel, samarbejde og dialog mellem øst og vest. Demokratiet som samfundsmodel havde sejret. Livet kunne kun blive bedre.

Men tidsånden skiftede med valg af Trump, Brexit, flygtningekrise, klimakrise og gik i fuldt flor, den 24. februar 2022, da det utænkelige skete, at russiske kampvogne kørte ind i Ukraine.

En rasende tilstand

Den tyske sociolog Hartmut Rosa hævder, at samfundet generelt befinder sig i en ”rasende tilstand.”

Udviklingen accelererer, og vi halser efter som hunde for at realisere vores medieskabte drømme og sætte kryds ved vores to-do-lister. Samtidig truer den ene krise efter den anden og vi kan ikke stoppe, for selve vores samfundsmodel gør det nødvendigt, at vi kører med på vækstræset. Er du ikke på, tager andre teten og du bliver arbejdsløs.

Vi løber væk fra en afgrund, der indhenter os bagfra, hævder han, i sit stærkeste udtryk med klimakrisen.

Vores børns fremtid

Vores samfundsmodel har været en succes i mange år, alle havde en fornemmelse af at arbejde for en bedre fremtid. Data viser, at vi arbejdede hårdt for, at vores børn skulle have det bedre, og det skabte en forbundethed mellem generationer, hævder Rosa.

Tilsvarende undersøgelser i dag viser, at vi nu forsøger at forhindre, at det går vores børn dårligere. Tidsånden er blevet pessimistisk, selvom vi reelt fortsat lever i et meget privilegeret samfund.

Husk dine ører

Tør vi tro på fremtiden? Rosa håber, at det går op for os, at hvis et demokrati skal fungere, er det ikke nok, at alle har en stemme. Vi skal også huske at have ører og et åbent hjerte overfor de andres synspunkter, hvilket er svært på de sociale medier, hvor vi hurtigt lukker os ind i et selvbekræftende ekkorum.

Kan vi finde en forbundethed eller ”resonans”, som han kalder det, er der håb om, at vi får den ro og gensidige tillid, der skal til for at drøfte og løse vores udfordringer.

Kriser giver håb

Christian Bennike mener, at vi har lullet også selv i søvn i en optimistisk tidsånd, men er vågnet op i pessimisme og er derfor endelig begyndt i fællesskab at gøre noget ved tingene.

Konsekvensen af Ukrainekrigen blev et forstærket samarbejde i EU og en udvidelse af NATO. Coronapandemien skabte nok kaos, men også en sammenhørighed på tværs af landegrænser. På klimaområdet gør man forsøg på at nå til enighed på tværs af mange af verdens lande. Det giver grund til optimisme, siger han.

Tidsåndsskifte fra MIG til verden?

Har vi været nogle åndsdovne hunde, dulmet af forbrugerisme, sociale medier og fokus på MIG fremfor det fælles og den evige kamp for frihed og demokrati? Og nu tvinger de kriser, som vores adfærd har skabt, os til at stå sammen og handle. Har Putins angreb skabt Rosas resonans; noget større end MIG og MINE behov taler til os.

Det kan lyder naivt, men også min søns spontane reaktion har  givet mig en ny optimisme. Er tidsånden ved at skifte fra MIG, selfies og konstant oplevelse til, at vi vender snuden mod de andre, samfundet og verden igen og finder nye veje og løsninger på verdens kriser?

Ja, så er der vel grund til at være nærmest lykkelig.

Bog af Hartmut Rosa: Demokrati har brug for religion