Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Flyvende biler, byer på Mars og dræberrobotter, der udsletter menneskeheden. Det har ikke skortet på fantasien, når man igennem historien har prøvet at forestille sig fremtiden.

Da jeg startede som fremtidsforsker for snart 25 år siden, fandt jeg det ganske eksotisk at betragte fortidens fremtider. Hvad havde fremtidsforskere sagt de sidste 25 år? Og kunne man virkelig forudsige fremtiden, var jeg på vej ind i et fag, der reelt gav mening?

Det gør det i den grad. Som fremtidsforsker handler det ikke om at påstå en masse vilde ting om fremtiden, men at arbejde med de mest sandsynlige fremtidstendenser, såkaldte megatrends og opbygge forskellige mulige og realistiske scenarier for fremtiden.

Fremtidsforskning er ikke bare en avanceret form for krystalkugle-kiggeri, men et fantastisk værktøj til at diskutere sine muligheder og udfordringer i en fremtid i hastig forandring.

Fremtidsskepsis

Vilde forestillinger som flyvende biler og dræberrobotter skaber naturligvis modstand, og der findes da også gode eksempler på, at man ikke har taget fremtidens tegn så alvorligt eller troet på deres omvæltende kraft.

“Jeg tror, at markedet for computere på verdensplan vil være fem,” udtalte bestyrelsesformand i IBM Thomas Watson i 1943. Havde han tilføjet, ”fem i hver familie,” havde vi grinet knap så meget af citatet i dag.

Der blev smilet overbærende over fænomener som The Beatles og Elvis i 1960´erne, ingen havde fantasi til at forestille sig, at de indvarslede et ungdomsoprør mod traditioner og autoriteter.

Et billede af Bill Gates og samtlige 11 ansatte i Microsoft fra 1978 var heller ikke noget, der skabte den store opmærksomhed i begyndelsen. Det var svært at forestille sig, at de langhårede gutter skulle ændre verden.

Jeg arbejdede i en landboforening i slut 1999´erne, hvor der kun tøvende blev tilsluttet en enkelt computer til det farlige, muligvis virusbefængte internet. Det skete i Planteavlsafdelingen, for som man sagde muntert, det er dem, der har mest forstand på, hvordan man bekæmper virus også i marken. Andre skulle heller ikke bruge tid på det pjat, men passe deres arbejde.

Som fremtidsforsker er jeg da også blevet mødt med sund skepsis igennem årene, og man skal selvfølgelig ikke bare sluge fremtidspostulater råt. Selv er jeg den fødte tvivler, hvilket faktisk er en god egenskab, hvis man vil arbejde med fremtiden.

Det er vigtigt at kunne forholde sig åbent, nysgerrigt og fagligt til nye udviklingstendenser og ikke bare hoppe med på lette trends. Jeg har igennem tiden mødt mennesker, der har været så forblændet af deres egen opfattelse eller politiske overbevisning, at de har haft svært ved at lege med og stille spørgsmålet; hvad nu hvis.

Da jeg for nylig havde 20 års jubilæum som selvstændig fremtidsforsker kunne jeg ikke dy mig for at gå tilbage til mine gamle foredrag for at se, om jeg har ramt skiven nogenlunde igennem tiden eller været lidt for vild eller bagstræberisk. Hovedet på blokken, jeg fandt en rigtigt pinlig udtalelse!

Aldrig på Facebook!

Jeg har helt alvorligt sagt, at jeg aldrig nogen sinde ville på Facebook. Hvad skulle jeg dog der? Jeg havde ikke behov for at føre mig frem, det var kun for de unge. Til et foredrag i 2011 havde jeg et citat med fra nogle piger, der døjede med at passe skolen og få lavet lektier fordi: ”Der sker alt for meget på Facebook ”. Det grinede vi meget af, for hvad kan der lige ”ske” på Facebook

En hel masse ved vi nu. De sociale medier har i samspil med smartphonen ændret måden, vi handler på, kommunikerer på, dater på og er sociale på. De påvirker demokratiet og sluger mere og mere af vores opmærksomhed.

Gamle skolekammerater er blevet socialt forbundet, mange events annonceres på sociale medier og kan ske spontant, og virksomheder og organisationer spreder deres tilbud og synspunkter. Såkaldte influencere kan leve af at dele glimt fra deres fantastiske verden eller viden om surdej på instagram eller YouTube og mange 10-årige drømmer om en karriere som TikTok ´er.

På det håbefulde karrieremedie LinkedIn er der ikke grænser for, hvor mange der fører sig frem med kursusbeviser, nyt job, smarte ord om ledelse og indsigtsfulde artikler - inklusive mig selv, der som selvstændig skal sælge mig selv ved at virke utrolig interessant.

I løber af få år er det sociale liv blevet reorganiseret, siger den norske antropolog Thomas Hylland Eriksen i bogen: ”Appernes planet - Hvordan smartphonen ændrede verden”. Fra at smartphonen var en eksotisk gadget for de rige, kan man stort set ikke klare sig uden. Du lever i en mikrosociologisk verden, hvor alle er i universets centrum på deres egen Facebook eller Instagramprofil. Og Likes virker som sukkerstads for hjernen på linje med kokain og speed. Vi er hooked!

Så ja, jeg tog fejl og jeg kom på Facebook.

Fra gris til drømmekoteletter

Større held havde jeg, da jeg som ny fremtidsforsker læste Rolf Jensens Drømmesamfundet fra 1999 og slugte den råt. I fremtiden vil det ikke længere være en vare, der har værdi men de følelser, som den vækker i os og de oplevelser, vi får hver især. Derfor skal virksomheder opfinde et attraktivt brand med en stærke følelser, og så kan de i princippet sælge hvad som helst, der matcher deres historie.

Jeg kom lige fra et job i en lokal landboforening og mine landmænd kløede sig noget i skægget, da jeg hævdede, at de i fremtiden ikke skulle sælge gris til lavest mulig pris, men i stedet drømmekoteletter.

I dag kan man ikke gå igennem et supermarked uden at blive følelses-bombarderet med historier om lykkelige høns og glade grise. Vand iklædes smarte flasker og perlende historier. Fra informationssamfundets fokus på mængde, nemt og billigt slog drømmesamfundet fuldt igennem på ganske få år. Folk står i kø foran Instagram-bagere, og det nyeste skud på stammen er kendis-vin, hvor - ifølge vinanmeldere - simpel vin sælges til pænt høje priser pga. et kendisnavn på etiketten.

Drømmesamfundet slog igennem og kaldes i dag oplevelsessamfundet eller følelsessamfundet. I Psykologiprofessor Sven Brinkmanns seneste bog "Oplevelsessamfundet - om det vigtige i at opdage, at dit liv består af andet end oplevelser," beskriver han, hvordan der er gået inflation i oplevelser. Alt skal ”mærkes”, om det så handler om livsstil, valg af arbejde og uddannelse, sundhed, politik og sågar oplevelsen af vores toiletbesøg, hvor vi kan give point på en smileyskala.

Udviklingen har vist, at den megatrend, der hedder ”følelser”, langt hen ad vejen har præget tidsånden mere end den rationelle tankegang fra informationssamfundet.

Noget, der virkelig skaber debat ude på arbejdspladserne i disse år, er generationsforskelle, og en af årsagerne kan være, at forældre- og bedsteforældre-generationer er vokset op i en helt anden rationel tidsånd og kan have svært ved at forstå de ”følsomme” unge, der skal mærke det hele i maven.

For ikke så mange år siden var det no go at tage følelser og ”det private” med på arbejde, det handlede om at være professionel og lade sine private følelser bliver hjemme. Det var ikke professionelt at græde til møderne. Heroverfor står SoMe-generationen, der er opvokset i et oplevelsessamfund og i stedet mærker efter, om det giver mening og ja; I fremtiden græder vi til møderne.

Vi er gået fra gris til drømmekoteletter de sidste 25 år og selvom man ofte kan nå kvalmegrænsen over alle de historier om dette og hint, har vi næppe set enden på det følsomme samfund.

Da en latterlig virus spændte ben for fremtiden

Knap havde vores statsminister på TV primetime sagt ikke hamstre, før vi fes ud som gale egern og hamstrede toilet papir og gær. Det utænkelige var sket, at en latterlig lille virus fra Kina lukkede Danmark og resten af verden ned i løbet af ganske få timer. Vi vågnede op til en virkelighed, hvor vi alt blev aflyst, lufthavnen lukket og vi skulle arbejde hjemmefra med ægtefæller, børn og hunde omkring os og lære noget der hed Zoom eller Teams prompte.

Det havde ingen, heller ikke fremtidsforskere set komme.

Coronapandemien kom som en tyv om natten, og er det, vi indenfor fremtidsforskningen kalder for et wildcard. En hændelse der sker uventet, pludseligt, uden mulighed for gradvis tilpasning og med store konsekvenser.

Andre klassiske wildcards er den 11. september og Berlin-murens fald. Det kan godt hænde, at kloge hoveder efterfølgende har givet udtryk for, at de havde set det komme, men f.eks. viser en tysk undersøgelse fortaget kort tid før murens fald, at kun 3 % troede, at det muren ville forsvinde i deres levetid. I nyere tid har vi ud over Coronapandemien oplevet Ukrainekrigen, som over en nat i 2022 brød den fornemmelse af fred og ingen fare, som har præget tidsånden siden Berlinmurens fald med øget handel mellem øst og vest.

Wildcards er det vilde, det man ikke kan forudse og bringer også en fremtidsforsker ydmygt på knæ. Det spændende er bagefter at diskutere, hvordan et wildcard har påvirket tidsånden. Har Coronakrisen rykket tidsånden?

Arbejde flyder

En af de ting, jeg har mødt modstand på, er oplæg om fremtidens flydende arbejdsmarked.

Det er simpelthen for ekstremt, var tilbagemeldingen på et af mine foredrag i 2012. Tilhørerne var repræsentanter fra europæiske regioner, der deltog i et projekt om mulighederne for at skabe vækst i yderområderne i Europa via fjernearbejde. Kan man f.eks. bo i Nordjylland men via teknologi arbejde i spændende og udfordrende jobs i København, Berlin eller Shanghai?

Mit bud var et arbejdsmarked, hvor vi pga. teknologien kan arbejde hvor som helst og når som helst, som det passer os. Mange af vores kollegaer sidder på andre destinationer rundt omkring på kloden, og vi er derfor i princippet altid på arbejde. Kloden og projektet sover aldrig. Geografi og tidszoner mister betydning og vi skal konkurrere på talent og innovation. Faste livslange job er erstattet af netværksbaserede projekter, og mange arbejder som frie agenter. Noget som passer en individualistisk globalt orienteret ungdomskultur ganske godt.

Var det lidt for ekstremt, som nogle af deltagere mente? Næppe. Det flydende arbejde har længe været på vej, den digitale motorvej lå klar, men normalt tager det tid at ændre en arbejdskultur og der skal ske forhandlinger i de faglige organisationer. Så kom Coronapandemien og vi blev kastet lige ud i det. Når først vi har oplevet, at vi kan arbejde frit, har det været svært at trække folk ind på det fysiske kontor igen.

Pandemien har fremskyndet den nødvendige proces på vej mod det hybride arbejdsmarked, hævder Lynda Gratton professor i ledelsespraksis ved London Business School sin bog ”Den hybride arbejdsplads - En guide til at redesigne arbejdet i organisationer.”

Mange oplevede, hvad der sker, når man undgår lange transporttider og drænende timer bag skrivebordet og til gengæld får mere tid til sig selv og familien. Også lederne oplevede det hele på egen krop. Pandemiens erfaringer fjernede den bureaukratiske forsinkelse, som kan gøre udviklingen træg, siger Gratton.

Acceleration

Stress-relaterede diagnoser som angst og depression er virkelig kommet på dagsordenen i den tid, jeg har arbejdet med fremtiden og med en uddannelseskombination i statskundskab og psykologi har det selvfølgelig haft min interesse. Er der nogle tendenser i samfundsudviklingen, som er for heftige til at vi kan holde til det?

Der er mange gode forklaringer at hente i megatrends: Vi bliver mere og mere individuelle og selvfølgelige fællesskaber brydes op. Vi mærker som sagt mere efter, fordi vi leve i en følsom tid og forsøger ikke bare at holde ud. Arbejde er på godt og ondt er blevet flere flydende og dermed skifter vi mere mellem følelsen af succes og usikkerhed. Endelig har de sociale medier skabt en glansbillede-kultur, som intet menneske kan leve op til.

Den tyske sociolog Hartmut Rosa hævde i bogen "Fremmedgørelse og acceleration," at  acceleration er den mest afgørende megatrend i vores tid. Forandringer kommer stadigt hurtigere og er nærmest løbet løbsk. De valg, du træffer i dag, er måske forældede i morgen og du må igen og igen tilkæmpe dig en plads på arbejdsmarkedet og være i evig udvikling.

Fremtidsforskning som antistress

Indenfor min egen branche har det været sjovt at se, hvordan nye smarte management ord har skabt uro. Det ene år hedder det disruption, så resiliens, så b(-v)æredygtig ledelse, så agilitet og pt. skal man have et AI foredrag på hylderne, hvis man vil være noget ved musikken.

Det er herligt at få noget nyt at arbejde med, men indimellem kan jeg ikke lade være med at tænke, at meget af det nye sorte indenfor fremtidsforsker- og konsulentverdenen også handler om at skabe lidt uro, så vi kan finde noget nyt at holde oplæg om. Mange af de nye ord kan nemlig fint kobles på ord, vi allerede kender eller på en overordnet megatrend.

Ofte når jeg holder oplæg har jeg en slide med alle de smarte ord, som jeg binder op på overordnede megatrends.

Disruption er vel i bund og grund konkurrence, der er kommet på speed? Globalisering og digitalisering danser pludselig sammen, og i dag kan du ikke holde øje med dine konkurrenter på samme måde som tidligere – din næste konkurrent kan blive synlig på nettet over en nat og ligge i Portugal eller Kina.

Agilitet kender vi vel også fra almindelig fleksibilitet og omstillingsparathed, som vel ikke er så vildt nyt – det er vel her tæt på bl.a. det nye flydende arbejdsbegreb, der kobler sig med acceleration.

AI er rigtig spændende, men udviklingen har jo reelt været længe på vej, og mon ikke vi lige nu er benovede, men om 10 år blot vil erkende, at AI lige så stille sivede ind i vores arbejdsrutiner på samme måde som computeren og de sociale medier.

Jeg er ret vild med et Bill Gates citat fra 1995, hvor han siger at “Vi overvurderer altid de forandringer, der vil ske over de næste to år og undervurderer den forandring, som vil ske inden for de næste 10”.

Måske vi skal stresse lidt mindre over heftige nye teknologier og tilsvarende modeord og blot gå det nye nysgerrigt og sagligt i møde.

Jeg er her meget inspireret af den svenske læge og statistiker Hans Roslings bog ”Factfulness - 10 grunde til at vi misforstår verden - og hvorfor den er bedre end vi tror.” Hans opfordring er netop, at vi holder hovedet koldt og brug saglighed eller data som terapi mod mismod og stress.  Verden er bedre end sit rygte, og data kan faktisk være god terapi, fastslår han

Indsigt får pilen væk fra DIG

Indsigt i fremtidens eller nutidens tendenser kan også være god terapi på det personlig plan. Ofte når jeg har holdt oplæg, kommer der nogen op til mig og siger, at de længe har følt sig stressede og bagud. Det føler de sig stadig, men nu forstår de hvorfor. Det gør mig ufattelig glad!

Vi kan ikke fjerne den form for stress med et fingerknips, men der er ingen tvivl om, at forståelse for de vigtigste megatrends og den tid, vi lever i, kan fjerne den tunge byrde, der hedder, at det også bare er MIG, der ikke kan tåle mosten.

Når vi forstår spillet, kan vi også lettere træffe eksistentielle valg om vores eget liv i et hastigt samfund og få ro til at træffe de kloge valg med for eksempel fokus på nye kompetencer.

Især unge, der hvirvles direkte ind i en heftig verden, kan have godt af at se spillet mellem megatrends og forstå, at det ikke er DIG, der er forkert.

Mennesket den afgørende faktor

Indimellem er jeg blevet mødt med den holdning, at fremtidsforskning er alt for fluffy, i hvert fald den del der handler om de sociologiske og psykologiske tendenser. Økonomi, teknologi og statistik er til at forstå, men det med tidsånden er for tåget!

Her fik jeg det bedste forsvarsargument fra noget så hard core som en teknologiprofessor fra DTU.

Jeg deltog for en del år siden i et projekt omkring forsknings- og udviklingsområder i forhold til fremtidens vandkredsløb i storbyer på baggrund af en megatrend-analyse. Jeg var lidt bekymret for, om de mange kemikerne og ingeniører på projektet med deres naturfaglige baggrund ville opfatte mine indspark som lidt for luftige, og her var det, at den ældre professor satte tingene på plads for mig. Han sagde, at hans erfaring igennem tiden var, at ” Det er ikke teknologien, der sætter grænser. Det er den menneskelige faktor.”

Et billede fra fortidernes fremtid kan illustrere pointen. Igennem alle årene har jeg ind imellem brugt en illustration fra 1950´erne, hvor nogle fremtidsforskerne har forsøgt at forudse, hvordan vi ville leve i vores hjem i fremtiden.

På billedet er der masser af teknologi; selvrensende gulvtæpper, mange smarte køkkenmaskiner, en kvinder der taler over skærm og en helikopter, der er landet med madleverance til familien. Alt sammen meget godt set med datiden øjne i forhold til teknologi og fremtid.

Ser vi derimod på illustrationen med mere psykologiske øje, er det et helt andet billede, vi ser. I stuen står en mand og ryger, mens børnene ser TV sammen og kvinderne myldrer aktivt rundt i køkkenet. I dag er kvinderne på arbejdsmarkedet, børnene sendt i daginstitution eller sidder med hver deres iPad og mændene rumsterer i køkkenet med dyre køkkenmaskiner og rå knive.

Den lille detalje, der hed ændring i vores kønsrollemønster i løbet af relativt få år, var der ingen, der kunne forstille sig. Det ER meget svært at forudsige noget om den menneskelige faktor og derfor er det så spændende!

Med andre ord, vi kan opfinde alle de teknologier vi vil, men om vi vil tage de nye teknologier til os og på hvilken måde, handler om mennesker og den tidsånd, der er i samfundet på et givent tidspunkt.

Og det er netop det, som fremtidsforskning handler om, samspillet mellem samfund, mennesker, ny teknolog og uventede udfordringer. Noget vi ikke bare kan regne ud, men skal møde nysgerrigt og diskutere ned hinanden. For at forberede os på en spændende fremtid de næste 25 år.

Fremtidens udfordringer de næste 25 år?                                        

En fremtid hvor vi aktuelt må forholde os konstruktivt til en klode, der er belastet af vores levevis igennem mange år og derfor et skift til mere bæredygtige løsninger og udvikling af nye energikilder. Til de negative konsekvenser af, at de sociale medier i forhold til demokrati og vores børns udvikling. Til et flere flydende arbejdsmarked, der vil bryde op i vores traditionelle måder af organisere os på til fordel for forventninger fra den nye SoMe-generation.

Endelig er der den eksploderende teknologiske udvikling med AI og ChatGPT og en helt ny sikkerhedspolitisk situation i Europa efter Ruslands invasion af Ukraine og den genopblussede Palæstinakonflikt. Det er her, man faktisk godt kunne blive lidt bekymret over fortidsfantasierne om dræberrobotter faktisk kunne gå hen og blive fremtid!

Andre artikler om Fremtidsforskning