Kronik i dknyt 29. januar 2010

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria og lektor Oluf Kjær Nielsen

Popstars-generationen træder for alvor i karakter i disse år, og historierne rundt omkring fra uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser tegner et billede af en generation, der vil det hele, men ikke hvad som helst. Det ser ud til, at vi står over for en ungdomskultur, som selvbevidst forventer og kræver og ikke gider hvilket som helst job. De vil være skuespillere, stjernekokke, studieværter, kendte kirurger eller måske bare 'kendte'. Høj løn er ikke nok, ej heller pligtfølelse, nej der skal være lidt starquality, mulighed for selvrealisering og fuld fleksibilitet. Skal vi på den baggrund tro og håbe på, at popstars-generationen gider et job i kommunen?

I forbindelse med vores nye bog om popstars-generation har vi talt med 40-50 unge popstars, og der er rigtig nok tale om mange store drømme og missioner og helst skal det foregå i New York. Samtidig giver mange af de unge dog udtryk for, at de gerne vil noget meningsfyldt, gøre en forskel og arbejde med 'noget med mennesker'. Et job som folkeskolelærer, pædagog eller social- og sundhedsassistent burde ligge lige for. Det gør det bare ikke.

Popstars-generationen er opvokset i en tid med ufattelig mange medie- og drømmebilleder, en udvikling der for alvor kom turbo på med programmet Popstars for 10 år siden, hvor man kunne gå lige ind fra gaden og blive en berømt popstjerne. Og far og mor, papforældre og papbedster klappende med fra sidelinjen. Aldrig før igennem historien har forældre lagt så meget mening i deres børn, de er blevet opmuntret og curlet som små prinser og prinsesser.

Selv når junior bliver 18 år, står far og mor klar til at dykke ned som en helikopter, hvis noget går Peter imod på jobbet. Så lader de høre fra sig! Oveni blæser der en stærk individualistisk vind over de vestlige lande uden fælles normer og retning, og den fremtid, der venter de unge popstars, gør det måske ligefrem til en helt central kompetence at kunne indtage scenen. Fremtidens samfund og arbejdsmarked lægger ikke op til en forudsigelig tilværelse med faste pladser.

Tværtimod bliver det centralt at kunne navigere i kaos og zappe ind og ud af netværk. Skal vi forstå, rekruttere, motivere og fastholde popstars-generation er det vigtigt at forstå denne baggrund. De unge er nemlig måske nok forkælede og privilegerede men ikke dovne eller selvtilstrækkelige. Alle de unge, vi har talt med, vil faktisk gerne noget positivt og vigtigt med deres arbejdsliv.

Det er ikke lige sådan at få kørekort til popstars-generation. Det første er nok at forstå, at de unge er et produkt af den tid, de er vokset op i, og derfor skal de motiveres noget anderledes end forældregenerationen.
Jobbet skal sælges og gøres meningsfuldt på en helt ny måde.

Hvis de unge får indtryk af, at det at være sosu handler mere om at sætte de rigtige krydser i et skema end at udføre mission 'pas godt på byens bedster', står de af. Selvfølgelig går det galt, hvis man lyver med smarte ungdomsrettede kampagner for at fange de unge, for de skal nok springe fra igen, hvis det bliver for rugbrødsagtigt. Men det er tankevækkede, hvor mange unge, der pludselig søgte ind på linjen som anlægsgartner i slipstrømmen på tv programmet som Hokus Krokus.

Et meningsfuldt job, hvor jeg kan udvikle mig, arbejde sammen med nogle fede folk og sparke igennem, siger de unge. Udvikling og netværk ser ud til at være vigtigt. Et job må aldrig blive for rutinepræget, det skal være skridtet til det næste spændende projekt. Der skal også være plads til at holde netværket varmt. Dels er medier som Facebook og sms'en navlestrengen til det vigtige fællesskab, dels er det netværket, der kan hjælpe dig med viden og på vej til det næste projekt. Derfor er det en dødssynd at forbyde Facebook i arbejdstiden!

Endelig er frihed og fleksibilitet et must. Langsigtet vagtplanlægning hæmmer de unges hang til at 'holde den åben' - holde alle muigheder åbne til sidste sekund. På en workshop med sosu-medarbejdere i Horsens Kommunen for et par år siden kom den ide frem, at de unge medarbejdere skulle være i et team med ansvar for en gruppe ældre. Hver dag kunne de unge så mærke efter, om de følte for at tage en vagt i dag. En imødekommelse af popstars-generationens behov for at kunne agere følsomt i den enkelte situation og den ældre får besøg af den medarbejder, der er mest motiveret i dag. Det hedder vist en win-win situation forudsat selvfølge, at der er en, der føler for at tage vagten!

Den kan lyde lidt letkøbt, men let bliver det ikke! Popstars-generationen bliver en udfordring for kommunen i fremtiden. Mange tjekker ud af arbejdsmarkedet i de kommende årtier og vi har ikke taget os sammen til at føde nok børn til at tage over. Popstars-generation er en relativt lille generation. Så uanset om vi kan lide tendenserne eller ej, bliver vi nødt til at tænke nyt. Vi får brug for alle de unge popstars!