Artiklen har været bragt i "Ledelse i udvikling" nr. 3, 2011, udgivet af PID - Personalechefer i Danmark.

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Hvem vil ikke gerne have succes på sit arbejde, anerkendes for sin indsats og stå sig godt i ”kampen” om de fede opgaver? Og lidt stræbsomhed og konkurrence er vel med til at skabe dynamik og udvikling på arbejdspladsen. Men kan det blive for slidsomt og i sidste ende negativt på bundlinjen, hvis medarbejderne hele tiden er i tvivl om egen position og værd? Ifølge en fransk filosof er vi nemlig i stigende grad drevet ikke af sund konkurrence men af en måske destruktiv statusangst. En statusangst, der handler om noget mere end det, at naboen har fået en større webergrill end vores.

Statusangsten skyldes, at vi grundlæggende er usikre på vores eget værd og derfor afhængige af andres opmærksomhed. Børn er nogenlunde sikre på deres forældres betingelsesløse kærlighed, men når vi bliver ældre, tvivler vi på, at nogle altid vil være der for os. Familie og venskab kan indimellem gøre os trygge, men som Filosoffen Alain De Botton udtrykker det; kun den uforbederlige optimist tør satse alene på det! Kun succes gør os helt sikre på andres opmærksomhed.

Derfor har vi igennem historien efterstræbt succes og der har altid været helte og forbilleder, som vi har målt os i forhold til. Men tidligere var opfattelsen, at vores placering i samfundet var ”skæbne-” eller gudsbestemt. Man var født som f.eks. adelig eller fæstebonde og derfor var skæbnen til at bære. Senere kunne vi henvise til hierarkier og klare roller, det var afgørende, hvem man var, ikke hvad man gjorde. Der var en forklaring, der ikke skyldtes vores egne evner.

I det senmoderne samfund har alle som udgangspunkt lige muligheder, stort set ingen fødes til sin position. Vi er alle vores egen lykkes smed og kan ikke undskylde vores manglende succes. Samtidig er verden blevet mere usikker og alle relationer er indtil videre. Livslange arbejdspladser, lokaltilknytning og ægteskaber er en saga blot. Vi er frie til at vælge og vælge om igen, men dermed også latent i risiko for at stå alene. Derfor handler det om at bevare sin markedsværdi, iscenesætte sig selv som succesfuld og give den krybende statusangst baghjul.

Også arbejde bliver mere flydende. I takt med den øgede globale konkurrence vil flere opleve, at deres job outsources til ny teknologi eller til medarbejdere i andre lande. Virksomheder begynder at organisere sig fleksibelt med færrest muligt ansatte, og klare organisationsdiagrammer og titler erstattes af midlertidige projekter og selvstyrende teams. Samtidig forældes viden konstant, efterspørgselen efter kompetencer ændrer sig hurtigt og succeskriterierne skifter hele tiden. Uden faste pladser og roller er du i grunden ikke mere værd end dit sidste projekt. Fleksibilitet betyder ifølge den tyske sociolog Ulrik Beck reelt: ”Glæd dig, din viden og kunnen er forældet og ingen kan sige dig, hvad du skal lære for at blive brugt i fremtiden”. Var der nogen, der sagde statusangst?

Måske en lidt for pessimistisk beskrivelse af fremtidens arbejdsmarked, for der er da også fut og energi i fremtidens mere flydende arbejdsmarked uden stive hierarkier, hvor vi mødes i projekter og netværk og udvikler nye innovative løsninger. Men grundvilkåret om en sikker platform med fed løn og titel er i den grad passé. Der er ingen faste pladser i fremtidens samfund. Din status er hele tiden i spil.

Hvad kan vi stille op med statusangsten på arbejdspladsen? Nærmest på en hands on løsning kommer måske sociologen Zygmunt Bauman. Bauman påpeger, at det i dag er nødvendigt hele tiden at rage op for at blive set i mængden, en meget sårbar proces, på linje med statusangst. Løsningen er, at vi finder sammen i nogle ”knagefællesskaber”, som vi kan koble os på for en tid. Det kan være fælles oplevelser, interesser eller problemer; os, der skal til Rolling Stones koncert, os der er på ananaskur, os der læser Jussi Adler Olsens nyeste krimi. Trygge midlertidige zoner, hvor vi kan lade op og blive anerkendt i fællesskabet, men som stopper, før vi begynder at sammenligne os med de andre og ny statusangst sætter ind. På samme måde kan der etableres platforme på arbejdspladsen, der sikrer, at folk kan blive del af flygtige fællesskaber med fælles mission, uanset om det hedder gemmeleg på arkivet, tab tilsammen 100 kg eller vi laver meximad sammen i kantinen på onsdag. Oplevelser, hvor alle kan være med uanset aktuelle performancemål. Et helle for en tid.

Vi kan selvfølgelig også bare udnytte statusangsten!  Pirre konkurrencen og skifte succeskriterier hele tiden, så skal der nok blive knoklet igennem og det er der rigtig mange, der allerede gør. Problemet er bare ifølge sociologen Richard Sennett, at stor usikkerhed kan undergrave tillid og loyalitet. Virksomheder, som lovpriser konkurrence og fleksibilitet, kan forstærke deres medarbejders fornemmelse af sårbarhed i stedet for som tilsigtet at opildne og inspirere dem. Vel egentlig ikke så smart, hvis vi skal leve af samarbejde, kreativitet og service i fremtiden?

Fremtidens arbejdsmarked er turbulent og uforudsigeligt og måske vi ”bare” skal finde et indre anker af værdier og selvværd at holde fast i, når statusangsten bider. Og trøste os med, at kriterierne for succes hele tiden skifter. I dag er det vel nærmest pinligt og et signal om stagnation at fejre 40 års jubilæum, i fremtiden kan det være latterligt at have behov for en smart titel som brandmanager. Hvem ved; måske det ligefrem bliver trendy at turde stå stille i nuet, selvom de andre hele tiden er på vej?