Bragt i Århus Stiftstidende august 2020

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Handschuhe an! formaner en hotelmutter mig på et meget kommanderende tysk ved en morgenmadsbuffet i Harzen. I min iver for at spritte hænder har jeg overset pakken med plastikhandsker. Mutter iført visir og stram mine har selvfølgelig ret, men får mig til føle mig som en uartig skolepige og stemningen i lokalet er i det hele taget klinisk renset for hygge. Vi er på gennemrejse hjem fra Toscana, som nok har budt på mundbind, sprit og ofte temperaturmåling ved indgang til supermercato´s, men altid en munter italiensk service.

Robotterne kommer

Når jeg holder foredrag om fremtidens arbejdsmarked, oplever jeg ofte en bekymring overfor, om vakse robotter og Big Data vil overtage vores job. Det er rigtigt, at mange job vil blive udfordret i de kommende år, men ingen grund til bekymring. Vi er ”bare” på vej ind i et innovationssamfund, hvor vi skal omstille os til at leve af det særlige menneskelige. Alt det, som robotter og digitale løsning ikke kan præstere; hitte-på-somhed, samarbejde på tværs af kompetencer, design, udvikling og empatisk service. Det er os, der skal styre maskinerne ikke omvendt.

Simple digitale kompetencer

Efter at verden blev lagt ned af Corona, kom det hele i første omgang til at handle om hard core teknologi og simple digitale kompetencer. Det var bare at komme i gang med Zoom og Teams, arbejde hjemmefra og holde digitale møder. Bare skidtet fungerede, så var det næsten nok. Man skulle lige skulle have styr på at få lyd og billede til at fungere, og smutte ind i de rigtige digitale grupperum. Udvikling af enkle digitale kompetencer er til at håndtere for de fleste. Helt så enkelt er det ikke med det, der handler om psykologi og arbejdskultur.

Soft Core kompetencer

Hvor mange uinteressante køkkenlåger har du kigget på i den senere tid? Eller blikke, der stirrede konstant stift ind i kameraet. Oplevet forstyrrelser fra familiemedlemmer, der ikke helt havde respekt for det digitale kontor. Det er måske sjovt i en opstartsfase, men på sigt har vi brug for også nye soft core kompetencer at begå os på det digitale arbejdsmarked. Hvordan skaber man den professionelle baggrundsskærm tilpasset den konkrete situation; er det kundemøde eller udviklingsmøde med teamet? Og for at være topprofessionel udadtil: Passer skjortens farve visuelt godt til baggrunden? Holder det på skærm? Den kjole, der bare ser stanggodt ud i fuld figur, kan være skåret helt forkert til skærm eller vise sig alt for dristig på en times koncentreret skærm. Her har vi noget at lære om set up og design, hvis vi vil slå robotterne.

Et digitalt pilotprojekt

Robotter kan om-programmeres ret hurtigt, det kan mennesker ikke. Den digitale motorvej til det virtuelle arbejde har i virkelig længe ligget klar, men det tager tid at ændre arbejds- og ledelseskultur. Nu kom Coronakrisen som et pilotprojekt og har vist, at digitalt arbejde faktisk kan fungere. Hvad der normalt ville tage 5-10 år i omstillingsprocesser og forhandlinger i medarbejder-udvalg og faglige organisationer, lykkedes nærmest i løbet af en formiddag. Måske vil muligheden for mere digitalt arbejde give mere effektive møder, mindre stress og mere plads til fordybelse? Til gengæld er spørgsmålet, hvad der sker med identiteten på arbejdspladsen, og mon ikke de udadvendte typer vil opleve en stærk social sult? Dertil kommer, at mange af de ting, vi netop skal leve af i fremtiden nok udvikles bedst i fysiske møder, og hvor inspirationen deles ved kaffemaskinen.

Empati gør forskellen

Tilbage til Harzen. Ikke alle job kan digitaliseres, slet ikke godt værtskab. Mange medarbejdere inden for handel, service og kunde-/borgerkontakt skal vænne sig til en hverdag, hvor hygiejne er i centrum uden at smide kunden ud med badevandet. At kunne håndtere corona-udfordringer og samtidig være venligt vejledende, munter og serviceorienteret bliver en særlig kunst. Det er ikke nok at tage et hygiejnekursus, det er empatiske evner, der gør forskellen. Udføres arbejdet for klinisk, kan vi lige så godt blive serviceret af en robot – det er også her, at vi skal bevise, at mennesket fortsat er smartest – med eller uden visir.