Bragt i Århus Stiftstidende juni 2021

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Hvordan undgår vi genåbningsstress, lød en avisoverskrift fornylig, hvilket fik mig til studse. Hvorfor skal der sætte diagnoser på alt, der er en smule udfordrende her i livet? Burde vi ikke bare gladeligt vælte ud i det åbne liv og få hverdagen i gang igen?

Når noget irriterer, er det ofte fordi, det rammer noget i en selv, lyder lidt lommeulds-psykologi. Og sagen er, at jeg nok må erkende, at det er lige præcis det, jeg lider af - genåbningsstress. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste.

Fra ven til smittekilde

Corona´en kom som en tyv om natten. Tæppet under vores normale hverdag og rutiner blev trukket væk, og man kunne få fornemmelsen af at miste fodfæstet. Noget som faktisk kan være ganske stressende.

Mange skulle med ét arbejde hjemmefra og lære Zoom og Teams, andre håndtere at være fysisk stede på arbejdspladsen med risiko for smitte. Ven og kollega blev pludselig mulig smittekilde og en tur i supermarkedet et afspritnings-løb på distancemåden.

Krybdyrhjernen på spil

I bogen ”Det epidemiske samfund” beskriver en række forskere, hvordan Corona´en greb ind i alle dele af vores liv fra arbejde, kulturliv til synet på døden.

Vores instinkter eller krybdyrhjerne kom på spil i vores færden i byen. Det ubemærkede sociale kit mellem mennesker og de sensorer, vi normalt navigerer efter, blev afløst af konstant opmåling og monitorering af de andre. Bare det at passere et andet menneske på gaden, kunne få alle børsterne til at rejse sig – især hvis det var en prustende løber.

Vi blev politibetjent for vores egen adfærd og måske også overfor de andre, der ikke rettede ind på coronamåden.

Rusten skal bankes af

Men nu lysner det i sjæl og krop. Det er så småt slut med sociale bobler, skærmangst, hudsult, social sult eller hvad man nu ellers har lidt af. Slut med corona-stress og tak for det, men ind kommer så åbenbart genåbningsstressen.

Man skal forsøge at genfinde dagligdagens rutiner, som før kørte på rygraden: Fra vækkeur til arbejdsplads med ”kontortøj”, madpakker, morgentrafik og hurtig indlevering af børn.

Finde eller genfinde sin plads og rolle blandt kollegaer med de mulige nye konstellationer, som det virtueller arbejde har skabt.

Rusten skal bankes af den sociale muskel, og for de, som mentalt egentlig har nydt godt af ”working from home”, kan det være noget af et infernalsk sanse- og pligtbombardement igen at skulle leve op til kageordninger, pligtmøder og bare de andres støjende rytme og forstyrrelser.

Og midt i forsøget på at komme tilbage til normalen vil vi opdage, at der ikke længere er noget, der er helt normalt. Pandemier og kriser sætter spor.

Krise-krater

Kriser bliver faktisk det nye normale i fremtiden ifølge professor Mikkel Vedby Rasmussen. Tiden siden 2. verdenskrig har været en undtagelse i historien med relativ fred og harmoni.

I fremtidens mere komplekse og uforudsigelige samfund vil krisen være en tilstand, et vilkår for vores tid med finanskrise, klimakrise og nu Coronakrisen, hævder han i bogen ”Krisesamfundet.”

Hvor kriser traditionelt har haft en begyndelse og en forløsning, genopstår de i dag som nye risici, der skal håndteres. Vi befinder os oftere i et kriseberedskab, både personligt og samfundsmæssigt.

Vedby Rasmussen mener ligefrem, at der i fremtiden ikke bliver brug for traditionelle bureaukrater, der kan planlægge og styre, men krise-krater, der formår at navigere i oprørt hav. Det en kompetence at stortrives i kriser, uanset om man er leder, medarbejder eller politiker.

Fremtidens diagnose: Krisestress

Hvis Vedby Rasmussen har ret, og hvis den slovenske sociolog Slavoj Žižek vurdering af, at Coronakrisen blot er en kostumeprøve på de udfordringer, vi vil opleve i forhold til klimakrisen. Så tør jeg godt spå, at både coronastress og genåbningsstress i fremtiden vil få baghjul af den nye diagnose; krisestress.

Og det i sig selv er frygtelig stressende at tænke på.

Foredrag: Fremtiden efter corona-krisen

Foredrag: Arbejdsmarkedet efter Coronakrisen