Hvad hvis der ikke er ”hænder” nok i fremtiden?
Manglen på arbejdskraft er allerede begyndt at vise sig, især inden for velfærdsområdet i kommunerne.
Bragt i Århus Stiftstidende april 2022
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Når jeg bliver gammel, vil jeg købe mig en lækker hanrobot. Han skal programmeres til at servere lækker mad og rødvin, kun sige søde ord og dresse mig op med perfekt læbestift, hvis motorikken svigter. Kan han ovenikøbet konversere om politik og psykologi og tale lidt italiensk, er det perfekt!
Om robotter findes i en så avanceret version er måske en fremtidsdrøm, men de bliver smartere og smartere. Og robotterne bliver en del af ældreplejen i fremtiden.
Velfærdsområdet allerede udfordret
Manglen på arbejdskraft er allerede begyndt at vise sig, især inden for velfærdsområdet i kommunerne. Derfor er der stor fokus på, hvordan man skaber den gode arbejdsplads for alle generationer.
Hvis de unge medarbejdere fra SoMe-generationer groft sagt forventer indflydelse, mening, ”likes” og at kunne se sig selv i det, hvordan fastholder vi så de ældre medarbejdere fra generation X og XL, der ikke gider det gejl?
Et gråt næsehorn
Rigtig meget kan klares med fokus på rekruttering og fastholdelse, og det sidste år har jeg holdt en lang række foredrag og workshops både på private og offentlige arbejdspladser om SoMe-generationen og samspillet med de andre generationer. Men måske er det alligevel ikke nok. Har vi overset et gråt næsehorn, og står nu på en brændende platform med akut mangel på arbejdskraft?
I bogen The Gray Rhino beskriver politisk analytiker Michele Wucker et gråt næsehorn, som en stor og åbenbar fare, som vi længe har kunnet se i horisonten. Vi vidste, at det på et tidspunkt ville angribe os med en rasende styrke, vi ignorerede det bare. Et gråt næsehorn kan være noget så aktuelt som en viruspandemi eller en krig, men hun nævner også mangel på arbejdskraft.
Flere voksen- end babybleer
Igennem en del år er fødselsraten faldet i den rige del af verden, hvilket betyder, at der kommer relativt flere ældre i befolkningen. I Japan i en sådan grad, at der i dag sælges flere voksen- end babybleer.
Et kik i befolkningsprognosen vidner om den samme udvikling i Danmark. Med mindre pensionsalderen sættes radikalt op, vil problemet med mangel på arbejdskraft kun vokse. Derfor må arbejdspladser nytænke arbejdsgange og intensivere brugen af teknologi, og det sker allerede.
Økonomiske tillæg og "mini-sosu"
Som et akut initiativ er nogle kommuner begyndt at give økonomiske tillæg til sundheds- eller pædagogisk personale for at få fat i eller fastholde den eftertragtede arbejdskraft. Så lang så godt, bortset fra, at der hurtigt bliver tale om en konkurrencespiral mellem kommuner.
Andre kommuner forsøger sig med voksenlærlinge på sosu-området eller sporskifte ordninger, hvor ”fejluddannede” unge kan dreje deres kompetencer i en anden retning. Andre skaber studiejob på plejehjem, dels for at få ekstra hænder men også for at motivere unge til at gå i den retning. Et privat plejehjem tilbyder ferieafløsere en mini sosu-uddannelse, så de får brugbare kompetencer på cv’et.
En del virksomheder forsøger sig i stedet med at tiltrække pensionister til nogle timer ved kassen i det lokale supermarked eller til at nusse om de unge stressede medarbejdere.
Robotter og Ikeaficering
Regeringens tanker om at leje fængselspladser i udlandet kan også betragtes som et forsøg på at løse udfordringerne, mens andre forsøger at tiltrække medarbejdere fra f.eks. Italien og Spanien hvor ungdomsarbejdsløsheden er stor.
Endelig er teknologien i den grad på vej, og her er der reelt tale om at erstatte arbejdskraft. Selvscanning af varer i supermarkedet, robotteknologi i industrien og velfærdsteknologi i kommunerne.
Ligeledes vil der sikkert ske en ”Ikeaficering” i de kommende år. Ligesom vi selv skal samle kommoden, skal vi i fremtiden klare mere via teknologi og selvbetjening på digitale portaler.
Velkommen til lækre robotter!
Når jeg tidligere talte om indførelse af velfærdsteknologi i ældreplejen var der ofte stor mistro og bekymring at spore både blandt ældre borgere og personalet. Men noget begynder så småt at ændre sig, måske i erkendelse af, at der ganske enkelt ikke er varme hænder nok.
For et par dage siden holdt jeg oplæg for 30 engagerede ældre kvinder. Da jeg talte om udsigten til at få en lækker hanrobot frem for at vente passivt på en sosu-medhjælper, bredte der sig mange listige smil. Jeg spår, at der bliver stor efterspørgsel på vakse robotter i fremtiden.
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: