Bragt som klumme i Århus Stiftstidende juli 2012

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Hvad tænker de mon, mændene på Centralværkstedet i Århus, overvejer jeg, da jeg kigger ud over ca. 100 hårdtarbejdende BUPL-pædagoger. Kunne jeg med et fingerknips vække de muskuløse mandfolk på fotoet på væggen til live, ville de sikkert stirre vantro på det scenarie, der udspillede sig på deres tidligere arbejdsplads en dag i juni anno 2012.

Temaet var fremtidens pædagogiske ydelser, da BUPL-Østjylland havde inviteret ledere og tillidsrepræsentanter til en temadag i Centralværkstedets flotte lokaler, der netop er blevet overtaget af restaurant Früd.  I løbet af 3 timer bad vi i en scenarieproces deltagerne om at forholde sig til en række spørgsmål omkring deres fremtidige arbejde: Hvilke pædagogiske ydelser skal/kan den pædagogiske profession tilbyde og hvordan skal ydelserne organiseres? Hvor vil spændingsfeltet for den pædagogiske leder, tillidsrepræsentanten og det pædagogiske arbejde være i fremtiden? Og hvordan ruster den pædagogiske leder, tillidsrepræsentanten og BUPL sig bedst til fremtiden? En spændende eftermiddag, hvor der virkelig blev gået til den og arbejdet både kreativt og hårdt!

Arbejdsbegrebet har gennemgået en radikal udvikling de sidste 100 år fra muskler til ”snak” som vigtigste arbejdsredskab. Indtil for ca. 60-70 år siden levede vi i et industrisamfund, hvor vi skulle møde til tiden hver dag, når samlebåndet eller arbejdssjakket gik i gang, og vi skulle bruge vores hænder og muskler. Vi lærte vores unger, at de skulle være stabile, tage fat og ikke stille frække spørgsmål. Gradvist overtog maskinerne meget af muskelarbejdet og vi gik ind i informationssamfundet. Nu kom hjernen på arbejde også. Vi skulle arbejde på kontor og ved kasseapparat, og selvom man blev på fabriksgulvet, kom der styringsmanualser måske på engelsk og det blev vigtigt at kunne styre teknologien. Og vi sendte unge mennesker ud i livet med besked på at tage en uddannelse og nogle kurser, uanset hvad de ellers skulle beskæftige sig med – helt ufaglært var ikke nok.

I disse år overtager avanceret (robot)teknologi mange jobs, eller vi trykker på en knap og jobbet sendes tværs over kloden til Indien, hvor der er masser af veluddannet arbejdskraft til en væsentlig lavere timepris. Fremtidens job handler i stedet om innovation, hittepåsomhed og kvalificeret teamwork. Vi skal gøre tingene smartere, bedre, udvikle nye løsninger og sætte industrirobotterne i arbejde. Vi skal leve af udvikling i innovative processer og projektet eller med andre ord leve af at snakke sammen! Det gjorde vi så rigeligt i Centralværkstedet den junidag og der kom rigtig mange kvalificerede bud på fremtidens børnepasning og udfordringer. 

Under gruppedialogen gik jeg lidt rundt i lokalet for at tjekke, at debatten var godt i gang, og da fik jeg pludselig øjenkontakt med en mand på et foto fra en fjern fortid. År 1900 stod der på billedet, hvor træarbejderne positionerede sig til glæde for fotografen og fremtiden. Mænd der tydeligvis brugte muskler i deres daglige arbejde på DSB’s hovedværksted for vedligeholdelse og reparationer i det jysk-fynske distrikt. Det slog mig, hvor hurtigt udviklingen er gået og hvor svært det må være for folk i den ældre generation at fatte, hvad det egentlig er, vi taler om på arbejdspladserne. Og kan vi nu leve af det? Vil jeg selv om 30 år fatte noget som helst af, hvad mine børnebørn foretager sig? Og hvad mon Centralværkstedet vil være for et sted til den tid? Træarbejderne ville i hvert fald i dag have undret sig noget over, hvad der foregik i Centralværkstedet den dag. Hvorfor kvinderne ikke var hjemme og passe deres børn i stedet for at tale om, hvordan de skal gøre det. Og hvad de ville tænke om de mandlige pædagoger, tør jeg slet ikke tænke på!