De står på fortovet på min vej til arbejde i Aarhus C. Fuldstændigt synligt for alle, der passerer forbi i bil, bus eller på cykel. Tydeligt fortrængt fra deres arbejdsplads til fuld skue i det offentlige rum. Nyfigent kan vi betragte dem og deres syndige laster. Sosu-assistenter vil jeg vurdere ud fra deres arbejdsbeklædning. De ser nu ikke ud til at skamme sig, men det gør jeg. Hvad er det for en sundhedsdiskurs, der har ramt vores samfund og sendt de syndige – pt. rygerne – i en form for moderne gabestok?

Lad mig sige med det samme, jeg hader røg og vil meget gerne undgå den. Jeg klapper for, at røg er blevet forbudt i restauranter og på kontorer. Men jeg undrer mig over, hvorfor vi går så drastisk til værks, at vi sender folk i skammekrogen eller til udstilling og hvor vi er på vej hen. Det er som om, sundheds og performancemanien tordner ukritisk frem i disse år. Vi må ikke ryge, vi må ikke drikke, vi må ikke få sukker, fedt, gluten og lactose. Til gengæld skal vi løbe, tage ironmen, gå på Paleo, 2:5 kure og udvikle os til at blive en bedre version af os selv fysisk og psykisk.

Skal chefen bestemme over din sundhed? var teamet for en HK konference, hvor jeg for nylig holdt oplæg om fremtidens arbejdsmarked. Sundhed på arbejdspladsen har fået stor bevågenhed i disse år og godt for det. Fysiske og psykiske sunde medarbejdere er sikkert mere effektive og bedre til at tænke innovativt og et sundt arbejdsmiljø kan ofte aflæse på bundelinje i form af færre sygemeldinger. Men man kan vel med god ret spørge, hvor grænsen går. Rager min vægt, min kost, mine ryge- og drikkevaner dybeste set chefen, hvis jeg ellers passer mit arbejde og ikke har for mange sygedage?

Vi har altid været optaget af at være mere effektive  og har sat ind overfor det dyreste og vigtigste led i produktionen. Tilbage i bondesamfundet kunne vi piske hesten, så den gik hurtigere. I industrisamfundet kunne vi tune og smøre maskinerne, i informationssamfundet putte mere RAM i pc´en. I videns og innovationssamfundet er mennesket den vigtigste faktor og derfor er der kommet fokus på den enkelte medarbejders kapacitet. Vi skal udvikles til små globale soldater parate til at konkurrere med kineserne og det kræver udvikling, omstilling og performance. Det er ikke ligegyldigt, hvor hurtigt du er hurtigt til at spænde løbeskoene.

Det er sikkert godt, at vi har fået rusket op i vores magelige vaner. Men hvordan er det kommet så vidt, at vi sender hinanden til offentlige skue med vores laster. Man kunne jo give rygerne et diskret men hyggeligt rygeskur på deres arbejdsplads. Perspektiverne er skræmmende. Hvornår vil indtagning af onsdagssneglen eller fredagsøllen blive henvist til et åbent offentligt areal? Tør jeg i fremtiden sige nej at deltage i kontorets løbe- eller ”cykel på arbejde-gruppe” på Facebook, når alle og enhver ellers vil kunne se, at jeg er en doven hund? Bliver det normalt at kropsscanne ansøgere til jobsamtaler, for at spotte deres mulige uvaner. Og vil det ligefrem blive legitimt, at chefen stiller krav til vores livsstil til MUS-samtaler, så vores fritid invaderes af påduttede sundheds-apps?

”Det er egentlig mærkeligt,” sagde en bekendt, der er ansat i en stor danske virksomhed for nylig til mig. ”For 10 år siden, når vi var til kundemøde, sagde min chef altid, at vi skulle gå med kunderne i baren om aften, for at ”socialise”. I dag siger han, at vi skal huske løbetøjet, så vi kan løbe med kunderne om morgenen.” Pendulet svinger og lige nu åbenbart mod askese og selvkontroI og væk fra den ”danske hygge” i kaffepausen. I fremtiden er der dømt gabestok til de kropsdovne og de syndige, der er mere til luntetrav, rødvin, roulade eller bare nyder et enkelt syndigt hvæs af en smøg. Gad vide, om det er en sund sundhedspolitik?