Fri mig for bilfrakkeri!
En af de helt store knaster er fremtidens infrastruktur og ikke mindst bileksplosionen i byerne
Bragt som klumme i Århus Stiftstidende april 2013
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Min mand træder 2 skridt ud på den tomme busgade for at undgå en bil, der med sin parkering blokerer fortovet. Et øjeblik efter står han med et ødelagt ur og en meget vred mand. Ud af det blå er en spritny og ret imposant Mercedes drønet ind i bussporet i forbindelse med en overhaling. På siden ses nu en tydelig lakskade fra et armbåndsur. Bilmanden råber vredt, men min mand ved nok, hvordan man skal få hidsigproppen til at forstå, at han har en ret dårlig sag. Rasende tager bilisten sin bil på igen og suser videre. Vi er i Palermo – Italien style!
Mange undersøgelser peger på, at de store byer vil vokse voldsomt i fremtiden. Attraktive jobs, rige uddannelsesmuligheder og spændende kulturtilbud vil virke som en magnet på hippe børnefamilier. Fulgt op af fremtidens unge vilde ældre, der vil have oplevelse og citystemning ind i livets otium. Fremtiden er en usikker størrelse, og der kan komme modtendenser til citytendensen. Men mange lande forbereder sig til den formodede vækst og derfor også øget trafik i storbyerne. I Aarhus sker der pt. en sand omlægning af trafikken i midtbyen og den helt nye citynære bydel Aarhus Ø er ved at tage form.
For øjeblikket sidder jeg i to ministerielle tænketanke i Danmark og Norge omkring fremtidens byer. En af de helt store knaster er fremtidens infrastruktur og ikke mindst bileksplosionen i byerne. Flere indbyggere, højere økonomisk vækst, og individualisering der rimer bedst på MIN egen bil, er nogle af de tendenser, der trækker i retning af en ret kaotisk vrimmel af trafik i fremtiden. Og midt i alt dette, ser vi de første krusninger af en livsstil, som jeg vil kalde bilfrakkeri.
Vi danskere er vel kendt for at være rimelig hensynsfulde i trafikken og opdraget, at den blødeste trafikant altid har ret. Efter 5 dage på Sicilien, er stemningen på vejene i Aarhus i hvert fald nice and slow. I Palermo har bilerne forrang selv i de små smalle gader, hvor mødre med klapvogne må springe for livet. Og bilen parkeres hvor som helst, det er smart for MIG, fortov ingen hindring. Det er som om, bilen er en del af en individualistisk evigt mobil livsstil – en overfrakke som forlænger MINE lyster og behov her og nu. Og den, som er mindst bange for at få nogle på frakken, får ret, når de alt for mange biler kæmper om at komme foran hinanden med trut og fagter.
I de senere år er det kommet flere og flere historier om hensynsløse bilister i Danmark. Ambulancer, der ikke kan kommer frem, taxagul kørsel, fartbøller og fuck-fingre til medtrafikanter. For nylig oplevede jeg selv en bilist flå min dør op og kalde mig noget så charmerende som en so pga. en mindre trafikal misforståelse. Måske er bilfrakkeriet kommet til Danmark i en ganske uklædelig form. Individualisering er en stærk megatrend i vores samfund – MIG skal frem koste hvad det vil!
Indrømmer gerne, at jeg selv er bilist med stor B og pendler ind i Aarhus C hver dag. Og jeg har været rigtig irriteret over, at min sædvanlige rute langs Kystvejen er snævret ind og nærmest ufremkommelig. Men det er slut. Fremover kører jeg ikke igennem men udenom på vej til mit kontor i Filmbyen. På en god solskinsdag vil jeg ligefrem love mig selv at cykle. Hensynsfuld ruteplanlægning og kørsel i øvrigt må ikke gå af mode. Lad os satse på en levende midtby med gode byrum. En by, hvor vi kan mødes og færdes uden at springe for et hæmningsløst bilfrakkeri!
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: