Huskøb: fra rig til indholdsrig
Individualiseringen er en stærk fremtidstendens. Derfor skal vores hus ikke længere vise, at vi er rige, men indholdsrige. Vores huse skal afspejle, hvem vi er. Det handler om identitet.
Klumme i HOME Bolignyt juli 2007
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Helt sikkert en god investering, sagde min hjertenskær på vej hjem fra det nyligt indkøbte sommerhus. Selvom jeg var helt enig, havde jeg alligevel et kort øjeblik lyst til at slå ham. Drømmen er jo ikke at blive rig men indholdsrig!
Sommerhuset er helt sikkert i fremtidens tegn og derfor en god investering: Tæt ved Vesterhavet, i fredningslinien, fri udsigt over det smukke lynglandskab og klitterne og uden alt det fancy udstyr, der er i de huse, mine børn lidt frækt kalder en ”tyskercontainere.”
Vi skal ikke leje det ud og behøver hverken spa eller parabol og faldt for det enkle sommerhus væk fra stress, larm og med plads til fremtidens store luksus: Tid, natur og nærhed. I fremtiden vil flere få brug for at springe det moderne turbosamfund over for en tid, søge ind i teknologi-fri zoner med ro og stilhed. Så derfor, ja det er en god investering.
Følelser eller fornuft
Når jeg alligevel ikke var tilfreds, er det fordi, det var hjertet og ikke hjernen, der valgte den vinterdag, hvor vi forelskede os i en udsigt, et udsyn og et fremsyn fra husets terrasse. Dermed trådte vi ind i rækken af fremtidens individualistiske følelsesmennesker, der vælger med følelser frem for sund fornuft og råd fra en investeringsrådgiver.
En anden skudsikker fremtidstendens er, at vi er på vej ind i det, vi kan kalde et følelsessamfund. Igennem historien har vi levet i forskellige samfundstyper med forskellige logikker og tidsånd. Indtil for ca. 50 år siden hed det industrisamfund med vægt på muskler, fysiske produkter og det blot at bygge nok boliger.
Så fulgte informationssamfundet med fokus på statistik, sund fornuft og boligområder med sikre veje. Boligen skulle være funktionelt indrettet med alskens elektronisk isenkram.
Nu er vi så på vej ind i et følelsessamfund, hvor vi mærker efter i stedet for at regne den ud. I fremtiden skal vi leve af innovation, kreativ science og service på wellness-måden, og det betyder, at det kreative og følelsesmæssige får en langt større plads i samfundet og i vores boligvalg. Det skal føles godt for mig at bo og vælge bolig.
Identitet skal afspejles
Individualiseringen er en stærk fremtidstendens. Engang ville vi have det samme hus og den samme bil som naboen. Så tilhørte vi en bestemt type og signalerede det med en krokodille på brystet eller med en 2CV i garagen. Fremover vil vi være unikke og vise, hvilke spændende mennesker, vi er. Muligheden for at skille sig ud er blevet uendelig stor i de vestlige samfund. Vi oplever en eksplosion i udbuddet af muligheder, produkter og global online adgang. Vi kan skifte job, bolig, ægtefælde, livsstil - ja sågar krop via silikoneoperationer. Bakket op af en økonomi, der - set i forhold til resten af verden og fortidens begrænsninger - er ganske overvældende.
Derfor skal vores hus ikke længere vise, at vi er rige, men indholdsrige. Vores huse skal afspejle, hvem vi er. Det handler om identitet.
Det unikke i højsædet
Lægger man et øre ind blandt unge eller et øje ind i teenageværelset, er der ingen tvivl om, at også her er følelser og individualisme på spil. Snakken går mere på føle sig hjemme end på kvadratmeter, Mere på en sofa, der ikke er som alle de andres, end på en standard flytte-hjemmefra IKEA-pakke. Også her skal bolig og møblement afspejle det særlige, det unikke. Der skal stå ting fremme, som jeg føler for, og som fortæller noget om mig. Også selvom der så kun er råd til et kollegieværelse i første omgang.
Tilbage til turen fra Vesterhavet. En god investering ja, men til sin tid kun til glæde for vore arvinger! Det vil næppe være på fornøjelig baggrund, at vi afhænder vores drøm i klitten. Fremtidens boligdrømme handler om at skabe et indholdsrigt liv for mig og mine. Her kommer investeringskalkuler og rigdom til kort.
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: