Bragt som klumme i Århus Stiftstidende maj 2011

Af Fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

”Pas på vores små prinsesser”, står der på skilte, som i disse dage er placeret ved indkørslen til en række byer i Østjylland, og små prinsesser titter frem i lyserødt og med krone. Kampagnen er et samarbejde mellem Østjyllands Færdselssikkerhedsudvalg og 80 mindre byer og landsbyer og skulle det få bare én fartglad bilist til at sænke foden fra pedalen, så hurra for det. Hvis de traditionelle ”Pas på mig” eller ”Legende børn” skilte ikke længere er nok, så lad bare prinsesserne komme på banen. Men tænksomt er det, hvis børn ikke længere bare er børn men drømmefigurer i evigt tyl og storhed. I hvert fald ser det ud til, at børn i dag ikke bare leger prinser og prinsesser, de omtales og behandles, som om de var det. Som det lyder på kampagnens hjemmeside: Vores børn er det dyrebareste, vi har - vores prinser og prinsesser

I løbet af de sidste 100 år er der sket en markant udvikling i familiens funktion og roller. Fra at børn var givet og havde en funktion, er børn i dag et ønske og giver mening til deres forældre. Især de sidste 10 år har sat turbo på barnet som meningsgivende projekt – børn er ikke bare børn, de er virkelig prinser og prinsesser.

Familiebegrebet i dag er en noget flydende størrelse uden klare roller. Man taler om, at familien er blevet funktionstømt og derfor let at forlade, hvis der er for meget hverdag eller en mere spændende partner dukker op. Kvinderne har fået selvstændig økonomi, vi kan købe alt i supermarkedet og omsorg og pasning er blevet outsourcet til institutionerne. Der er ingen nødvendighed, ingen klare roller eller naturlig forældreautoritet tilbage i familien. Vi knokler derud af og så er det træls at skulle bruge kvalitetstiden på at opdrage og sige nej.

I stigende grad sætter vi vel forhåbning til, at børnene vil være limen, der holder det hele sammen. Projektbørn, der skal overbevise os om, at denne gang holder det. En tysk sociolog hævder ligefrem, at hvor vi engang fik børn som et værn eller en hjælp i alderdommen, får vi i dag børn som et værn mod ensomheden, fordi børn er den eneste relation, som vi tør satse på varer et helt liv. Børn bliver meningen med fars og mors liv, trofæer vi viser frem og servicerer og curler for, at det mindste fnug ikke skal genere dem på deres vej. Og brister forholdet får det hele blot turbofart nu med også velmenende papforældre og papbedster. Husk endelig at klappe med når prins Mathias har tegnet en grim gris.

Selvom det er sødt og sjovt med de små lyserøde prinsesser, kunne man vel nok få den tanke, om hele prinsessemenageriet i grunden er sundt for vores børn? Glemmer vi forældre i al vores fascination af vores børn at forberede dem til et helt almindeligt liv uden tyl og evig applaus? Studievejledere fortæller om, hvordan de i stigende grad må fungere som drømmeknusere, fordi far og mor ikke har nænnet at fortælle, at livet også kan byde på modstand og være helt banalt. Man kunne jo håbe, at fremtidens forældre ikke blot lægger flere bløde dyner på, men lader deres børn mærke livets virkelighed og ært at kende. Men indtil videre ser det ikke ud til, at det er trenden. Prinse- og prinsessebølgen hærger som aldrig før i opdragelse, reklamer, forbrug og nu også på vejene. Som antropologen LeVine udtrykker der: Det kan se ud som om vor tids fokusering på børnene alene har sit historiske sidestykke i opdragelse af prinser!