
Fedt nok!
Står fremtiden virkelig i fedmens tegn med et utal af monstrøse mennesker og eksplosivt voksende sundhedsudgifter?
Bragt som klumme i Århus Stiftstidende august 2011
Af Fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
”Spiser du vores største burger og en stor pommefrites op, får du 200 kr. kontant fra kassen”, stod der på et skilt, jeg for nylig passerede i Århus. Lige en udfordring for min glubske teenagersøn, hvad angår appetit og evig pengemangel. Derfor tog jeg et fluks et foto af skiltet. Men efter 14 dages rundrejse i USA med ”All you can eat” skilte over alt og en ubeskrivelig mængde overvægtige mennesker i gadebilledet, er jeg blevet i tvivl, om han skal se det. Der er simpelthen fedt nok.
Fedme er udråbt til at være en af fremtidens helt store udfordringer. Allerede i dag skulle ca. 13 % af danskerne være svært overvægtige. Eksperterne taler ligefrem om fedmeepidemi og kalorienarkomani. En virus der spreder sig med diabetes, gigt, forhøjet blodtryk og for tidlig død i sit kølvand. Tror vi på, at USA er 10 år foran os, så velbekomme. Mængden af løsgående fedt er ganske enkelt ubeskrivelig. Og vi taler ikke det der med 5 kg for meget eller nogle få overvægtige med en spiseforstyrrelse. 34 % af amerikanerne siges at være alt alt for fede. Og fedtet flyder bogstaveligt talt rundt på sæderne i enhver fastfood restaurant med respekt for sig selv.
Med på rejsen havde jeg en spændende bog af den norske antropolog Hylland Eriksen. Temaet var, hvad der danner os som mennesker; gener, miljø eller vores eget frie valg. Med andre ord, er nogle mennesker arveligt disponeret for fedme og overspiseri, og går derfor helt galt i et overflodssamfund med frit valg på alle hylder, bugnende kølediske og fyldige buffet’er. Eller er det vores miljø og opvækst, der sætter spor i en usund livsstil? Er det uvidenhed, ignorance, behov for ”hygge” eller problemer med at overkomme tilværelsen, der får nogle til at grovæde og give los på børnenes slikskål? Her taler vi i stedet den sociale arv. Men uanset det ene eller det andet, har vi så reelt et frit valg til at vælge anderledes, som eksistentialisterne siger? Lukke munden og sige nej tak til ”All you can eat!” Er vi som individualister vor egen lykkes (fede) smed?
Når man ser to gigantisk forældre hælde mad i deres svulmende barn til en morgenmadsbuffet, er det svært at se, at barnet har et valg. Den vinkel har da også hen over sommeren givet anledning til debat herhjemme. Er der nærmest tale om omsorgssvigt, når forældre lader deres børn blive så fede, at de knap kan lege normalt med andre børn. I nogle kommuner er det ligefrem praksis, at sundhedspersonalet anmelder voldsom overvægt hos børn. Men forældrene, du og jeg, kan vi mon vælge? Spise mindre, bevæge os mere, holde os fra de overdådige buffeter og fed drive-in fastfood? Sige nej til vores børn? Eller står fremtiden virkelig i fedmens tegn med et utal af monstrøse mennesker og eksplosivt voksende sundhedsudgifter?
Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt og forkert og debatten om stigende fedme i befolkningen kan være meget følsom og ofte sort-hvid. Angående min egen søn, tror jeg heldigvis ikke, at han er arveligt disponeret for fedme. Vores generelle sunde levevis skulle heller ikke medføre overvægt. Især ikke fordi vi altid har stoppet ham, når der har stået for mange store bøffer og svulstige kager i øjnene på ham. Alligevel vil jeg ikke risikere noget og sletter for en sikkerheds skyld mit foto ubeset. For her har jeg i hvert fald et frit valg og det synes jeg sådan set, er fedt nok!
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: