Bragt som klumme i Århus Stiftstidende oktober 2016

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Der gik kun et splitsekund fra jeg kørte vores nye Volvo ind i indkørslen i Ugelbølle, og til den var omkranset og fyldt af en flok opstemte og animerede mænd. Dytten skulle vurderes, indtrækket og fælgene kommenteres, og flere var optaget af at sætte træk og cykler på. Det hele skete højrystet og med så drilske mandegrove kommentarer, at man hurtigt kunne høre, at her er tale om virkeligt venskab. De har kendt hinanden ”altid” og fulgt hinanden, mens kvinder, koner og kærester er kommet og gået og børn er vokset op. Det her er fremtiden, tænkte jeg, da jeg forlod Ugelbølle med en del af min mands fasttømrede mandegruppe til hjemtransport.

Vi lever i en stærk individualistisk og omskiftelig tid, hvor folk skifter arbejde, boligområde og ægtefælle i et væk, og intet tyder på, at der kommer mere ro på i fremtiden. Der er ikke mange ”sikre steder” eller faste pladser at læne sig op af. På kærlighedsfronten går sociologen Zygmunt Bauman ”all in” og taler om flydende kærlighed i fremtiden. Andre sociologer peger på, at vi som potteplanter bliver revet op med rode, før vi når at danne et ordentlig rodnet af relationer i et lokalområde. Udsigten til et mere projektorienteret arbejdsmarked lover heller ikke fast grund under fødderne eller stærke kollegaskaber. På godt og ondt er vi blevet frie til at vælge i livets overflødighedshorn, men kan måske indimellem komme til at føle os rodløse og sårbare.

Den britiske professor i management Lynda Gratton hævder i sin tankevækkende bog The Shift, at vi har behov for at have en bevidst netværksstrategi i en hektisk omskiftelig fremtid. Gratton har i et større globalt forskningsprojekt analyseret fremtidens arbejdsmarked, hvor vi arbejder individuelt, globalt og digitalt, og ikke nødvendigvis er forankret i langvarige relationer med kollegaer, naboer eller i vores lokalområde. En individualistisk fremtid, hvor vi i øvrigt heller ikke kan regne med stabile familierelationer. For at stå distancen, skal vi derfor have tre vigtige ringe af netværksrelationer, mener hun.

Yderst ”The Big Idea Crowd”, som kan inspirere os fagligt og sikre os, at vi ikke gror fast i selvtilstrækkelighed. Skal vi leve af innovation og udvikling i fremtiden, er det vigtigt, at krydse klinger med andre fagligheder, kulturer og holdninger. Næste led er ”The Posse”. Dygtige projektmennesker, som vi kan arbejde sammen med på forskellige projekter og sammen byde ind på nye. Folk, der supplerer vores egen faglighed, og som vi ved performer godt på jobbet, og som vi kan regne med menneskeligt og etisk. Og endelig tæt på, får vi brug for et regenerativt fællesskab. Gratton mener, at vi i en individualistisk omskiftelig verden, er så meget på rulleskøjter, at vi bliver nødt til bevidst at dyrke de nære relationer og give dem tid og næring. For mennesket har ekstra brug for tryghed, når alt andet er i bevægelse. Rigtige venner, som er med på vognen i glæder, sejre, fyringer, flytninger og endnu en skilsmisse.

Har Gratton ret kan det nok være en god ide at få kigget sin netværksstrategi efter i sømmene og ikke mindst dyrke de nære vigtige relationer, også ud over vores pt. familiekonstellation. Mon ikke venner kan få endnu større betydning fremover, ikke mindst efter devisen; ægtefæller forgår, venner består? Mon ikke vi alle sammen får brug for en mandegruppe i fremtiden?