Har julen en fremtid?

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Bragt i Århus Stiftstidende december 2017

I en tid, hvor villavejene oplyses af lyskæder, postkassen bugner af julekataloger og byen fyldes af travle juleforbrugere, kan det virke unødigt kættersk at spørge, om julen har en fremtid. Den er jo overalt, lige NU og den næste måned frem. Men ser vi i krystalkulen, så er julen truet!

Julefreden har altid været udfordret af vigtige spørgsmål som and, gås eller flæskesteg, eller antal mandler i risalamanden, men det er intet i forhold til den bølge af nysyn og hensyn, der skyller ind over den velsignede aften i disse år. Nogen vil kun have økologisk, andre fedtfattigt, nogle kun med fuldkornsislæt. ”Frifor” bølgen med glutenfri, lactosefri, sukkerforskrækkelse og kødfri har ramt mange hjem, så der røg vist både and og sovs. Måltidet er blevet en scene for individualitet og selviscenesættelse, der skaber en meget lav mindste fællesnævner for julemåltidet. Og det har næppe toppet. Kål med chiafrø og stegte mider lurer i fremtids-korridoren og skal nok gøre det svært at skabe et holdbart kompromis om en fælles julemiddag.

Skulle det på forbløffende vis lykkes at nå til enighed om julemenuen, vender udfordringen tilbage næste år, når holdopstillingen for den glade fest er en ny. Den fast forankrede kernefamilie er vigende til fordel for mere flydende familietyper med dine og mine børn og skiftende pap-bedster, onkler, tanter mv. Alle med hver sin erindring om ”en rigtig juleaften”. I dag opløses næsten halvdelen af alle ægteskaber og intet i krystalkuglen antyder et tilbage til ”de gode gamle dage”. Sociologer taler om begrebet ”rene forhold” – i dag er ægteskabet blottet for den nødvendighed, der lå i de traditionelle roller og et økonomisk fællesskab. Både mænd og kvinder arbejder, kan lave mad, passe børn og realisere sig selv i et rigt overflodssamfund. Derfor bliver vi i ægteskabet, så længere, der er noget i det for MIG, eller til der dukker noget bedre op. Allerede i dag er juleplanlægningen lidt af en sudoku. Hvem skal have børn, bedster eller paptanten juleaften? Og ikke at forglemme hunden?

En tredje trussel kommer fra vores egen glubskhed og hang til selviscenesættelse. Forbrugerismen med eksploderende gavemængder, julestress og julekataloger i oktober, kan vel nå et mætningspunkt. Glæden, hyggen og duften af gran, kan hurtigt blive afbrudt af buddet fra den næste internetbutik, overspisning og forsøg på at leve op til damebladenes eller Instagrams perfekte julebilleder, hvor der ikke er plads til pap-ungernes barnagtige pynt fra børnehaven. Selv for en inkarneret juleelsker kan det blive for meget. Anti-jul, øko-jul, tv-jul kan måske være at foretrække, hvis ikke vi helt snyder juleræset og tager i bootcamp på La Santa Sport eller gemmer os på en canarisk ø.

Men hvad med kærlighedsbudskabet om julen, det nyfødte barn, nu glædes gamle og unge? Grundfæster det dog ikke julen med dyb mening? Tja, flere og flere melder sig ud af folkekirken og springer ud som ateister, budister eller opfatter religion som en tapasmenu, hvor jeg selv kan sammensætte MIN tro. Det bliver interessant at se, hvordan fremtidens jul skal kunne skabe et enigt grundlag ikke bare omkring deltagere, mad og gavepolitik men også omkring meningen med at samles til noget, man kunne kalde juleaften.

Og så alligevel. Måske er meningen det forløsende juleglade budskab i senmoderniteten. Uanset opbrud, individualisme og religion kan vi trænge til nogle ritualer som rammer i en løbsk verden. Det er herligt at kunne vælge og vrage i livets overflødighedshorn, men det kan være lidt svært at skulle være cirkusdirektør for sit eget liv hver dag. Måske har vi brug for noget selvfølgeligt, nogle inkluderende samlingspunkter og ritualer, der kan skabe lidt struktur i kaos om ikke andet så til jul. Så mon ikke, på trods af den accelererende og stressende julefryd og englelyd og sikken voldsom trængsel og alarm, at julen har en fremtid?