Bragt i Århus Stiftstidende december 2020

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Min blinde mor nægtede at tage ind til byen i december. Bedst som hun stod ved et lyskryds og koncentrerede sig om at lytte, kom der ofte en julebehjertet sjæl og hjalp hende over på den anden side. Og på den anden side var altid der en anden juleengel, der nærmest bar hende tilbage igen. Sådan kunne der gå noget tid med at komme frem til den ønskede butik. Min mor nænnede ikke at fortælle, at hun faktisk godt kunne selv.

Blinde jagtet vildt!

De blinde er jaget vildt i december, sagde min hun og morede sig over, at folk op til jul blev så fokuserede på at være MIG godgørende, at de blev blinde for almindelig empati, nemlig at spørge, om ”ofret” har brug for hjælp.

Julen 2020 bliver empatiens år, det står tydelig skrevet i den snedryssende krystalkugle. En jul hvor vi åbner øjnene eller fjerner blikket fra vores egen navle, ser hvad de andre har brug for og gør vort til at skabe en fælles dejlig aften. En aften, hvor alle blinde MIG´er daler ned i skjul.

En voldsom trængsel og alarm af MIG og MIG

Siden 1960´erne har individualiseringens følsomme vinde blæst med tiltagende stormstyrke, og alle normer og plejer er revet op. Det er sikkert godt, at der er rusket lidt op i så meget normbunden pligt og ukritisk nedarvede traditioner, men det blev på et tidspunkt måske lidt for svært at finde fælles englelyd til jul.

Den traditionelle hyggelige juleaftenkamp mellem and og flæskesteg er kommet på speed med MINE behov og MINE holdninger. Nikoline vil ikke spise kød, Jesper kun have proteinpulver til at booste næste Ironman, Sanne har igen strikket økologiske karklude som gaver for at minde alle om klimaet, og onkel Jens har beordret et kødorgie af and, flæskesteg og medisterpølse og lader sarkasmen drive i forhold de økologiske dadler, som Nikoline har købt i en pop-up bod på Nørrebro. Børnene får lov til at forsvinde ind i deres iPads under julemiddagen, for det er da så svært for MIG at vente. Og midt i det hele forsøger Signe at knipse det ultimative julefoto til sin selviscenesættelse på Insta og er pirrelig, fordi hun kun får 12 likes. En voldsom trængsel og alarm af MIG og MIG, men i år bliver det anderledes!

Nostalgi-epidemi

Vendepunktet kom måske, da vi var færdige med at hamstre gær og toiletpapir og begyndte at synge sammen med Phillip Faber. Coronapandemien er fulgt op af en nostalgi-epedemi og længsel efter alt det, der var, og ovenikøbet de andre. Når vi siden foråret har skullet holde igen, holde ud, holde afstand og zoome fremfor at kramme, kan Nikoline og onkel Jens måske ligefrem savne drillerierne og farmor trænger i hvert fald til at blive lukket UD af lokalcentrets indelukke. Vi savner det sociale og familiens skød, uanset hvor sammensat den er af skilsmisser, pap-pap-bedster og hurtige holdninger.

Højest 10 MIG´er

Det er sikkert og vist, at julen har englelyd i år, men skulle min fremtidsforskerkugle være lidt for fedtet ind i et barnligt håb, kan vi glæde os over, at den familiemæssige kompleksitet er stærkt forenklet i år. Med højest 10 MIG´er til den signede aften er der færre hensyn at tage og måske vi ligefrem med empatisk hjerte vil forsøge at forstå de andres drømme, håb og behov. Åbner sindet og blikket og får øjnene op for det, vi har fælles - trods alt. Så sprit af og læg din hånd i min, det bliver ikke en MIG-blind jul i år.