
Virtuelt nærvær – og fravær
Hvad sker der, hvis de unge tager vanerne med ind i ”voksenlivet”. Hvis mobilen bliver vigtigere end babyen?
Bragt som klummme i Psykolog Nyt nr. 9 2012
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
”Min største bekymring er, at de unge forældre har større fokus på deres smartphone end på deres barn.” Ordene stammer fra en pædagogisk leder i en kommune i Danmark. En kommune, der har set sig nødsaget til at sætte ”mobil forbudt” skilte i daginstitutionerne, for at det pædagogiske personale ikke skal spilde tid på, at far bliver nærværende i forhold til beskeder. Eller at Mathilde eller Nikolaj ikke skal kæmpe forgæves for at vise mor deres fine tegning eller få hjælp med flyverdragten. Er vi på vej ind i en verden af virtuelt fravær?
Udfordringen er klar i forhold til ungdomskulturen. Når jeg holder foredrag på uddannelsesinstitutioner eller arbejdspladser, hører jeg ofte historier om unge, der konstant er ”ON.” For nylig oplevede jeg selv som underviser i fremtidsforskning, hvordan eleverne sad klar med deres computere, parat til at skrive mine guldord ned. Troede jeg. Hurtigt blev det tydeligt, at der var en dialog i gang, som ikke nødvendigvis havde meget med undervisningen at gøre.
At unge er optagede af andet end undervisningen eller søger ly for forældreindblanding, er ikke nyt. De virtuelle rum er blot en ny mulighed for at forsvinde og mødes. Når du åbner døren til teenageværelset, gør du klogt i først at undersøge, hvor mange der er ”til stede” i lokalet. Man kan som forældre hurtigt komme til at sige noget upassende pinligt. Men hvad sker der, hvis de unge tager vanerne med ind i ”voksenlivet”. Hvis mobilen bliver vigtigere end babyen?
Den evige opkobling til arbejdspladsen er allerede en udfordring for mange familier. Undersøgelser viser, at familien føler sig klemt mellem tid nok til både arbejde og børn. Og at arbejde tilsyneladende har sneget sig ind som en lille bacille. Dels pga. de teknologiske muligheder, men også fordi arbejde ikke længere blot handler om at tjene penge men om identitet og selvudvikling. Arbejde er ikke længere nødvendigvis en sur pligt. Vi arbejder i spændende projekter og teams og bliver rost for vores engagement. Det sker sjældent i lavpraktiske gøremål i privaten med opvaskemaskinetømning og lektielæsning. Derfor kan vigtige mails fra de spændende kollegaer tage fokus fra godnatlæsningen. Men måske er arbejdet ikke den eneste ”on-faktor”?
Med smartphone og IPad er alle muligheder fristende nær. Tilbud tikker ind, sjove statusopdateringer på Facebook, et link med det sejeste klip på YouTube. Og det vil kun blive vildere i fremtiden. For nylig var jeg til et foredrag om fremtidens sociale tv. Her vil vi kunne integrere tv, smartphone og IPad i en heftig dialog med ”vennerne” og medieforskere forudser, at den afstemning af værdier i familien, der tidligere er foregået i dagligstuen, i stigende grad vil foregå i individuelle meningsudvekslinger på vores IPad. Mon børn i fremtiden vil vide, hvad far og mor tænker og mener?
Mange unge giver udtryk for, at den virtuelle verden er lige så vigtigt og ligefrem virkelig, som den, de voksne kalder den virkelige. En virtuel dagligstue, hvor det handler om at være til stede, byde ind og svare her og nu. Alt andet er uhøfligt. Er du ikke på, er du ikke med, når den næste event eller fest finder sted i det fysiske rum. Måske den virtuelle verden næsten har forrang for den ”virkelige”.
Det er vel altid et kedeligt alderdomstegn, når man begynder at bekymre sig over den nye teknologi og for den kommende generation. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at overveje, hvordan de unge vil forvalte det virtuelle liv, når de får børn og hvad det vil gøre ved børn i fremtiden. Allerede i dag kan man på cafeer se unge par, der med hver sin smartphone virker meget virtuelt fraværende – nogle gange med en særdeles kontaktsøgende virkelig baby i midten.
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: