
Regningen er vist din skat!
Har individualisme og valg af livsstil afløst kønsroller og vild macho?
Bragt som klumme i Århus Stiftstidende februar 2013
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Scenen en fantastisk restaurant i den gamle bydel i Bergamo. Stemningen meget italiensk og meget romantisk. En tjener giver os med betydningsfuld mine det imponerende menukort og vi har lyst til det hele. Jeg undrer og bekymrer mig dog over de manglende priser. Om formiddagen har vi slentret rundt i de mest hippe modegader i Milano for at indsnuse trends og design. Her er heller ingen priser i vinduerne, her er den trendy livsstil vigtigere end, hvad der skal trækkes på masterkortet. Gad vist, om vi er havnet på en meget dyr restaurant?
Mandschauvinisme! Kvindeundertrykkelse! Ville jeg nok have raset i mine yngre dage, da det går op for mig, at der selvfølgelig er angivet priser. Bare ikke på min – kvindens menu. Nu kom vi i stedet for til at grine over at finde reminiscenser af et kønsrollemønster som i Matador. Måske ikke så forbløffende i et land, hvor den tidligere ministerpræsident Berlusconi står godt i meningsmålingerne trods sager om avancerede bunga bunga parties med ret unge kvinder. Macho gør sig fortsat godt i Italien.
Nu har jeg ikke noget imod mascho i light versionen. Og heller ikke et koket spil mellem mand og kvinde. Da jeg var ung, var det i en periode ret kedeligt at være kvinde – og vel også mand for den sags skyld. Hold op hvor har jeg iklædt mig mange mærkelige løse og firkantede gevandter og begrænset min egen naturlige kvindelighed. Vi ville nemlig ikke være ofre for kønsrollemønstret og betragtes som sexsymboler! Ve den mand, der forsøgte at holde døren eller betale regningen.
Oprøret var nok godt og nødvendigt. Datidens kvinder var prisgivet deres mænds luner og pengepung. Min egen mormor var gift med en utro sjuft og måtte, da hun endelig forlod ham med 3 børn, forlade sig på sin mors hjem og nåde, indtil hun fandt en ny og bedre mand og forsørger. Vi kammede måske lidt over i vores rødstrømpeiver men uddannelse fik vi og dertil job og egen løn. ”Du skal få en uddannelse og ALDRIG blive økonomisk afhængig af en mand”, hvæsende min mormor og sådan blev det!
Vi fortalte vores teenagere om de to menukort og legede gætteleg om, hvori forskellen bestod: Mere kød på mandens end kvindens? Forskellige farver papir? Kun vinkort på det ene? Først til sidst kom et forsigtigt gæt på prisen. Da vi svarede bekræftende udbrød min datter: ” Nice! Sådan nogle restauranter skulle der også være i Århus!”
Min datter er vant til at sætte scenen i sit eget liv. Hun opvokset i et rigt individualistisk velfærdssamfund og er barn af et hjem med to ligeværdige voksne. Tager det som en selvfølgelighed, at hun skal tage en uddannelse, få et job og tjene sine egne penge. Ved at ægteskabet kan være en skrøbelig størrelse, og det derfor er vigtigt at kunne klare sig selv. Hun er stolt af at være en ung smart kvinde og eksperimenterer med sin livsstil i tøjvalg, makeup og ikke mindst sko. Unge mænd betragtes i øjenhøjde og det er da kun fedt, hvis manden lige kunne betale. Det er hun ikke vant til.
Oplevelsen med menukortene var pudsig og mindede om, at det ikke er så mange år siden, at roller og muligheder var meget mere bundne. I dag og i fremtiden kan kvinder som mænd vælge den livsstil, de ønsker. Selvom ultrakonservative kræfter ind imellem dømmer kvinderne hjem til kødgryderne, tror fremtidsforskeren dog ikke på, at den patriarkalske tidsånd igen kommer på mode. Vi er et andet sted. Derfor følte jeg mig heller ikke kaldet til at rase over de forskellige menukort, men smilede sødt til min mand og sagde: ”Regningen er vist din skat!”
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: