Artiklen har været bragt i Ledelse i udvikling 3, 2013, udgives af DANSK HR

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

3 måneder inde i efterlønnen ringede han til sin tidligere arbejdsgiver og meldte sig klar igen på arbejdspladsen. Det var simpelthen for kedeligt ikke at arbejde! Han – min sidemand på et fly for nylig - er nu 65 år og har ingen aktuelle planer om at stoppe. Min gode fremtidsforskerkollega Johan Peter Paludan stikker heller ikke op for et tilfældigt tal på en dåbsattest. I en alder af 67 år forlod han sit faste job på Instituttet for Fremtidsforskning, sprang ud som selvstændig fremtidsforsker og turnerer fortsat land og rige rundt.

De to herres tilgang er imponerende men også på forkant med fremtiden. Krystalkuglen spår, at det bliver almindeligt at arbejde helt op i ”oldingealderen”. Enten fordi vi slet ikke ønsker at droppe arbejdslivet, eller fordi vi ikke får lov eller har råd. Vi bliver flere og flere ældre og har ikke været flittige nok til at producere tilstrækkeligt med børn, der kan drive velfærdssamfundet videre.

Det kan være provokerende at sige i en krisetid med mange arbejdsløse, men pilen peger på mangel på arbejdskraft i fremtiden. Hvis vi altså ikke ret hurtigt får sat fut i privaten. Et kreativt løsningsforslag kommer fra den amerikanske demograf James W. Vaupel. I et interview i DJØF bladet foreslår han, at arbejdstiden nedsættes til 25 timer. Presset på de unge forældre for at få arbejde og familie til at hænge sammen, er i dag så stort, at de ikke orker mere end 1-2 børn eller helt fravælger børn. Derfor ordineres en arbejdsuge på 25 timer. Til gengæld skal vi så arbejde til vi bliver 80 år.

Og det er vel ikke en helt tosset tanke? Ifølge aldersforskere vil mange i fremtiden blive over 100 år. Det kunne gå hen og blive et gabende langt otium, hvis vi går på efterløn eller pension før de 70 år. Og måske kan vi sagtens arbejde op i ”oldingealderen”? Fremtidens ældre er ikke, hvad ældre har været. De er ikke alle nedslidt af hårdt fysisk arbejde. De er opvokset i velfærdssamfund med gode fødevarer og lægehjælp, og med de landvindinger, vi må forvente indenfor teknologi og sundhed, er det måske muligt at holde skruen i vandet op i en ret høj alder. Og så er arbejde i fremtiden ikke nødvendigvis forbundet med en stærk fysisk krop – det er de faglige kompetencer, der er på spil kombineret med empati, kreativitet og ånd – og den slags har jo ikke nødvendigvis nogen alder.

De mere sortsynede sociologer mener, at der bliver hårdt for ældre medarbejdere i fremtiden. Vi lever i et globalt omskifteligt konkurrencesamfund, hvor vi skal være fleksible, omstillingsparate og altid på vej. Fundamentet for viden skifter hele tiden og man kan ikke længere læne sig op af sin erfaring og påberåbe sig et bestemt anciennitetstrin i overenskomsten. Ældre medarbejdere, der troede sig færdiguddannede og erfarne, risikerer ifølge sociologen Richard Sennett at blive betegnet som ”udgåede træer”. Vi kan komme til at skamme os over vores erfaringer. Andre mener, at ældre medarbejdere netop har nogle af de kompetencer, der bliver brug for i en omskiftelige verden; erfaring fra tidligere processer, dømmekraft og roen til at holde tungen lige i munden. Uanset, vil det være et krav, at vi er i evig udvikling og løbende opdaterer vores kompetencer gennem kurser og videreuddannelse. Det at tro sig færdiguddannet, er at være færdig. Tiden er løbet fra livstidsansættelser og SIFU-principper – i fremtiden skal den enkelte medarbejder hele tiden genskabe sin egen markedsværdi. Seniormedarbejder eller ej.

Der er også grund til at tro, at mange ældre faktisk vil udvikle sig og arbejde længere. Arbejde fylder mere og mere i vores liv og identitet. En gang gik vi på arbejde for at få penge til at leve. I dag arbejder vi  for at leve. Arbejde er ikke nødvendigvis længere en træls ting, men det sted, hvor vi udvikler os, deltager i spændende projekter, gør en forskel og er en del af et vigtigt netværk. Arbejde er for mange en lille bacille, der er gået i blodet. I USA er der ligefrem en forening for anonyme arbejdsafhængige.

Min nabo – sygeplejerske på 60 år - er netop gået i gang med et længerevarende efteruddannelsesforløb. Respekt for det og for den arbejdsgiver, der kan se fidusen i at ofre penge på opkvalificering af en ældre medarbejder. Det kommer flere ledere til at gøre i fremtiden. Det er på høje tid at satse på en vidtløftig seniorpolitik. Og på interessante opgaver, som kan lokke ældre medarbejdere til at give et nap med indimellem deres øvrige selviscenesættelsesprojekter med børnebørn, rejser og have-styling. Det kan hænde, at fuld skrue er for meget at forvente af de 75 årige, men glidende og fleksible ordninger vil mange sikkert kunne klare og ligefrem have lyst til.

Eller måske blive nødt til. Det jo hænde, at pensionen slet ikke rækker livet ud, hvis vi bliver 100 år. Det er måske ikke så aktuelt i Danmark, hvor mange har pension i deres fagforening med livslang dækning, men scenariet er ikke urealistisk i andre vestlige lande. Eller for dem, som har troet, at en 10 årig kapitalpension + lidt nedsparing i parcelhuset var nok. Så må 80 årige ud og starte nye karrierer - så kan der for alvor komme gang i oldingearbejdet i fremtiden!