Klumme i Århus Stiftstidende juli 2010

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

For knap et år siden blev gravpladsen ved siden af Marilyn Monroe solgt på auktion for 24. millioner kr. Kendiseffekten rækker åbenbart helt ind i døden.

Egentligt er det en interessant tanke, hvordan vi vil begraves i fremtiden. Vi lever i en individualistisk tid, hvor familiebegrebet bliver mere løsagtigt med flere ægtefæller undervejs og hvem skal man egentlig ligge sammen med? Samtidig er vi blevet mere mobile og globale og hvilken by skal vi så stede os til evigt hvile i? Netop de spørgsmål havde vi for nylig på dagsorden i en workshop med kirkegårdsansatte!

Pt. har små diskrete urnesteder eller de ukendtes grav vundet over datidens mere prangende familiegravsteder. Måske fordi spørgsmålet om, hvor og med hvem allerede trænger sig på. Men spørgsmålet er, om fremtidens ældre, der er vant til at forbruge, skifte partnere og selviscenesætte sig med fuld oplevelsesværdi, er indstillet på så ydmyg en exit.

En model kunne være, at asken spredes over havet og det fysiske gravsted erstattes af et flot virtuelt. Så kan alle familiemedlemmer uanset pap-titel være med, uanset hvor de bor på kloden. Der findes allerede en forløber på hjemmesiden mindet.dk.  Men der er andre alternativer, hvis der bliver ”kamp om farmor”. Hvorfor ikke dele asken mellem familiemedlemmer? Så kan man også medbringe krukken med farmor i forbindelse med et job i London eller Shanghai. I USA skulle man allerede kunne få aske ind i et smykke. Så kan vi have vores kære med os over alt og der er nok til alle.

En anden mulighed er, at vi gerne vil ligge med ”nogen”, men i erkendelse af de mange opbrud i vores liv, kunne vi vælge nogle, vi deler værdier med. Hvorfor ikke et stort gravsted for alle os, der var sammen på Roskilde festival i 1978? Eller et område for AGF fans. Kirkegårdsfolkene mente, at et sted for enker med små hunde var relevant – de foretrækker vist deres kære kræ frem for manden.

Endelig kan det hænde, at vi går tilbage til de store gravsteder - ikke for at samle familien, men for at have plads til at iscenesætte os også i døden. Individualisering og oplevelsesøkonomi går hånd i hånd ind i fremtiden, så måske fremtidens kirkegårde bliver oplevelsesparker, hvor vi kan gå fra grav til grav med forskellig spændende indretning og måske en virtuel skærm, der fortæller den eventyrlige historie om Louises liv.

Nu er det et morbidt område at bevæge sig ind på, men kirkegårdsfolkene siger faktisk, at det er på høje tid. Der er allerede begyndt at dukke stridigheder op blandt de pårørende, enkelte rigmænd har kik på meget store pladser og en ung jurastuderende har søgt tilladelse til reklamer på sin gravsten. Han ønsker at være selvfinansierende hinsides.

Nu er lovgivningen ikke lige klar til ramasjang på kirkegården og mon ikke de fleste af os har en vis træghed i sindet lige præcis omkring disse svære spørgsmål? Så vidt jeg ved, diskuteres det dog p.t. også i Århus, om kirkegårdene kunne udvikle sig til en form for stilleparker, så de store grønne arealer får et lidt mere rekreativt formål. Om vi så har nogle kendisser i Århus, der kan trække så store summer som Marilyn Monroe til at peppe kirkegårdene op med, tør jeg slet ikke spå om.