
Hvis jeg bliver ”gammel”!
Når jeg arbejder på projekter om fremtidens ældre, tegner der sig ikke mange billeder af færdige hverken kvinder eller mænd. Forventningen er at leve for fuld skrue op i en høj alder med gourmetmad, mit første slot og rollatorræs. Der er ikke meget 64 kvadratmeter ældrebolig og tildeling af en gennemsnitsydelse fra det offentlige over fremtidens unge vilde ældre.
Klumme i Århus Stiftstidende oktober 2010
Af Fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
”Nej, ingen interesse,” siger jeg bestemt i telefonen. Jeg skal nok selv opsøge det, jeg har brug for eller vil støtte, og opfatter generelt opsøgende salg som påtrængende tidrøveri. Men udover den vanlige irritation lyder jeg nok lidt spids, da jeg tilføjer ”så gammel er jeg nemlig slet ikke”. Det er ældresagen, der er i røret.
En kvinde, ikke meget ældre end mig, står i en stue og overskriften lyder: Færdig som kvinde! Af underteksten fremgår, at ”børnene er fløjet af reden, stuerne er tomme, og så er det problemerne opstår.” Vi er i Søndags BT i 1950´erne og temaet er de funktionsløse og frustrerede 50-årige kvinder. Man kunne håbe på børnebørn, ellers var der portvinsflasken tilbage. Det var perspektivet for datidens ældre kvinde. Der var ikke noget med at springe ud i en ny karriere, nyt ægteskab og lade stuerne sejle. Samfundets normer var ikke til selvrealisering, slet ikke efter de 50 år.
Fremtidens ældre kvinde er 76 år, på vej ind i sit 4. ægteskab, overvejer at få et barn, det vil være teknologisk muligt om føje år. Hun har ikke tænkt at være ”gammel” og er ikke færdig med noget.
I fremtiden vil ældre ikke være, hvad ældre har været. De er ikke alle nedslidt af hårdt fysisk arbejde. De er opvokset i velfærdssamfund med gode fødevarer og lægehjælp. De er vant til at vælge, forbruge, rejse, realisere sig selv og skifte partnere, og har ikke tænke sig at køle ned. Mange vil have ganske god økonomi takket være pensioner og friværdi. Og med de landvindingerne, vi kan forvente indenfor lægevidenskaben, plastikkirurgi og teknologiske hjælpemidler, må vi tro, at ældre faktisk kan give den gas op i en meget høj alder.
Når jeg arbejder på projekter om fremtidens ældre, tegner der sig heller ikke mange billeder af færdige hverken kvinder eller mænd. Forventningen er at leve for fuld skrue op i en høj alder med gourmetmad, mit første slot og rollatorræs. Der er ikke meget 64 kvadratmeter ældrebolig og tildeling af en gennemsnitsydelse fra det offentlige over fremtidens unge vilde ældre.
Med en meget rund fødselsdag i november og en datter på vej til Øgaderne, rammer billedet af kvinden i den tomme stue mig alligevel. Er jeg ved at være færdig som kvinde? Er vi en generation af fortrængere, der ikke vil se i øjnene, at vi er ved at blive gamle og nægter at lade vores snart store børn have deres ungdomsliv i fred. Min mor gik i hvert fald hverken på cafe, i tight cowboybukser, eller drøftede sit nyeste faglige selvudviklingsprojekt med veninderne. Det vil jeg nu fortsætte med at gøre, så længe jeg kan!
Selvfølgelig kan det virke patetisk, når 50 årige forsøger at flygte fra dåbsattesten med rulleskøjter, lidt for ungt tøj og et nyt kuld babyer. Men hvor er det dejligt at leve i en tid, hvor der ikke er normer, alder eller fastlåste roller, der bestemmer, hvordan vi skal klæde eller te os. Livet kan leves fuld og helt, og vi er kun så færdige, som vi selv vælger at være. Så beklager min vrissen til sælgeren fra Ældresagen, men ordet ældre bider mere fra sig end på mig. Jeg er helt på det rene med, at tiden går og jeg en dag bliver gammel, men ”gammel” bliver jeg aldrig i mine egne øjne. Og mine stuer vil ikke være tomme, men fyldt med liv, god mad, glad musik, spændende bøger, gode venner og om nødvendigt en ældreservicerobot. Og så forhåbentligt da også en masse både børnebørn og god portvin!
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: