Hvad skal du spise i 2018?
Overordnet set er nutidens og fremtidens forbrugere situider – situationsbestemte følelsesforbrugere, der fanges af forskellige signaler også i forhold til madkultur.
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Bragt i Århus Stiftstidende januar 2018
Mide-terrin, dyrket steak, eller mad i pilleform? Hvad kommer til at "trende" i madverden i 2018? Det spørgsmål blev jeg fornylig stillet af et nyhedsmedie indenfor restaurationsbranchen. Som fremtidsforsker kigger jeg lidt længere ud i krystalkuglen, men mange af fremtidens megatrends sætter spor i mere nutidige trends.
Overordnet set er nutidens og fremtidens forbrugere situider – situationsbestemte følelsesforbrugere, der fanges af forskellige signaler også i forhold til madkultur. Vi kan indenfor den samme dag skifte mellem budget og fornuft, over økologi og de gode gamle dage til et Happy Meal for at have lidt kvalitetstid med de nu ”happy” unger.” De situationer, der ser ud til at fange forbrugeren 2018, stikker derfor i forskellige retninger.
De sidste 10-15 år har været præget af fortællinger om produkter. En kylling er ikke bare en kylling men en øko-kylling, en glad kylling eller en kylling ved navn Holger. Det skal føles godt og vække en særlig fornemmelse i maven. Den bølge er næppe toppet, og vi vil se nye underfundige fortællinger og oplevelsesprodukter i 2018.
Også nye produkter kan finde vej til køkkenregionen i form af planteføde, insekter eller insektmider. Enten fordi vi går ind i bæredygtighedstanken og forsager pruttende køer eller fordi vi fascineres af ingredienser, der appellerer til nye eventyr. Trendy kokke vil sikkert trylle på primetime TV og kendisser stå i kø for at blive ”first mover” på en dyrket steak eller mideterrin. Nysgerrighed overfor alternative fødevarer kan parre sig både med performance- og den hastigt voksende tarmbølge.
Performancebølgen har været over os de sidste par år. Det handler om at strømline og optimere sin krop, så den signalerer, at man kan performe på arbejds- og dating-markedet. Alt der udstråler sundt, power bar og individuel tilpasset mad med vitaminer er go. Nye produkter kan gå hånd i hånd med de allerede hypede superfoods som chiafrø og gojibær.
Tarmbølgen er mere i sin vorden, men skulle blive det helt store. Der forskes åbenbart ret heftigt i sammenhæng mellem forskellige sygdomme og tarmbakterier. De seneste par år har mange allerede fokuseret bl.a. på tarmen med ” fri-for produkter”: Fri for laktose, gluten, kød eller sukker. Ikke nødvendigvis på baggrund af lægelige undersøgelser eller dokumentation. Snarere ser det ud til, at mange er grebet af en skepsis overfor læger og ernæringseksperter og stoler mere på forskellige livsstilsguruer med kostkoncepter. Det bliver spændende at se, om tarmbølgen skyller ind over os med evidensbaseret forskning, der for alvor får indflydelse på aftensmaden anno 2018, eller om den blot er et hipt modelune som andre korttidstrend.
I mange år har nye spændende produkter fra andre lande sejret i forhold til lokale produkter, men det kan gå den anden vej i 2018. Efter år med globalisering og verdens gryder, ser vi tendenser med” tæt på mig” og ”fri mig for flere tilbud”. Vi vil vide, hvor kalven har sprunget, og de eksisterende tilbud med mikro-bryggerier og den lokale gårdbutik kan rykke til et højere niveau. En tendens, der fint kan parres med bæredygtighed og mad, der signalerer nærhed og tid. Turbosamfundet raser så meget, at vi kan have svært ved at holde trit. Det bliver sikkert cool at vise, at man er i så god balance, at man tør give ting tid f.eks. i form af mad med langtids-tilberedning og langstrakte måltider.
Endelig kan vi i en stærk individualiseret tid opleve behov for noget nyt fælles – deleøkonomien, pop-up restauranter i private hjem og madklubber med nok til alle i den store gryde. Grydekoncepter, der sikkert vil indeholde vidt forskellige produkter og fortællinger, så vi kan vælge mellem forskellige grydefællesskaber fra dag til dag – noget der passer godt til en ægte ”situid” anno 2018. Glæd dig til madoplevelser og til at føle dig frem i madkulturen også i 2018.
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: