Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Bragt som analyse i Politiken primo januar 2018

Et af de hotteste buzzwords i 2017 var disruption. Pludselig stod enhver arbejdsplads med risiko for at blive disruptet af ”nogen”, der kunne udføre jobbet hurtigere, billigere og med mere individuelle services via den globale digitale motorvej. Til erhvervskonferencer sad succesfulde forretningsfolk klar til kamp eller med angstens sved, når det forlød fra talerstolen, at mange vil blive overflødiggjort i løbet af de næste 5-10 år. Nu handler det om at være ”robust” – et andet af tidens mantraer.

Som fremtidsforsker har man fokus på at vende skråen og vurdere nye ord og tendenser i forhold til krystalkuglens overordnede megatrends. Allerede for en del år siden forudså og karakteriserede sociologen Zygmunt Bauman perspektiverne på fremtidens globale digitale konkurrenceprægede arbejdsmarked. Arbejdstyrken vil dele sig i enten turister, der udnytter de globale muligheder eller vagabonder, der må hutle sig igennem fra projekt til projekt. Alle må dog leve med bevidstheden om, at konkurrencen og foranderligheden er så heftig, at selv den meste smarte turist kan være vagabond i morgen. Ingen kan føle sig sikker på sit ståsted og sine kompetencer. Ikke noget at sige til, hvis uroen breder sig såvel i konferencelokalet som i sindet. Udviklingen har blot længe været på vej, ”disruption” lyder bare lidt smartere og får sikkert en endnu mere fancy betegnelse i morgen.

Men hvad kan vi så forvente sig i 2018? En fremtidsforskers spidskompetence er ikke at forudse, hvad der sker på ”den korte bane” – det hedder trendspotting og handler om diller og tendenser her og nu. Perspektivet i scenarieprocesser er oftest 10 år eller længere og bygger på megatrends. Megatrends betyder store stærke udviklingstendenser, der er så kraftige, at vi ved at de kommer til at påvirke os som mennesker og organisationer. Vi kan se dem i øjnene og drøfte, hvordan vi skal forholde os til dem. Det komplicerede ligger i, at der altid er en mulig modtendens og det indimellem kan være svært at vurdere, hvad der er megatrend og modtendens. Krydspresset mellem de mange tendenser er åbenbar:

• Vil MIG individualiseringen fortsætte eller ser vi tegn i retning af nye former for fællesskab, fordi mennesket dog er et socialt dyr?
• Er vi på vej ind i et samfund med et ubegribeligt føleri, hvor vi mærker efter, og hvor følelser slår facts i politik, eller hedder fremtiden rationalitet, ekspertise og evidens?
• Fortsætter performancebølgen med ekstremsport og gluten-/laktose-/sukkerfri, eller dukker der en ny trang til svulmende livsnydelse op?
• Har globalisering som megatrend toppet til fordel for en glokal tids ånd med Brexit og Trumphs American First strategi?
• Får den digitale verden forrang for den fysiske ala Pokémon Go eller har den fysiske verden stadigvæk en central plads?

Ved at diskutere megatrends og modtendenser og kombinere i scenarier, kan man forberede sig til forskellige fremtider og udfordringer.

Pendulet har altid svinget igennem i historien, men det ser ud til, at bevægelsen er hurtigere og hurtigere. Den tyske sociolog Hartmut Rosa hævder, at nutiden skrumper. Nutiden er det tidsrum, hvor det giver mening at bruge fortidens erfaringer til at træffe beslutninger for fremtiden. Det tidspunkt bliver ifølge Rosa kortere og kortere, fordi acceleration i sig selv er blevet en megatrend. Ikke mærkeligt, hvis ord som disruption kan skræmme os og verdenssundhedsorganisationen WHO forudser, at stressrelaterede lidelser er en af de største udfordringer i fremtiden. Vi står i et krydspres af forskellige megatrends med et pres for at kunne omstille os og være ”robuste”, hver gang vinden vender.

En forsigtig forudsigelse for 2018 kunne være, at flere og flere erkender, at kampen kræver nye våben. Buen er så spændt til bristepunktet, at selv den mest robuste kan blive kørt bort med blåt blink. Skal vi leve af innovation i fremtiden, kan der komme en erkendelse af, at ingen bliver stærkt kreativ og iderig i en atmosfære af disruption, krav om her og nu performance og angst for ikke at lykkes. Fra at være individuelt fantastiske, bliver det måske hot at turde være fejltastisk, for det er ofte det uforudsete, der skabe innovation. Fra at gøre os interessante vil vi måske begynde at interessere os noget mere for hinanden, for er det ikke samarbejde på tværs af kompetencer, der giver nye vinkler? Fra at kæmpe for at være en robust soldat, vil vi måske for alvor begynde at tale om stressrelaterede lidelse som angst og depression som et fælles anliggende, når vi har oplevet vores børn, ægtefæller og venner være ”ramt”. Nænsomhed kan blive den nye effektivitet i 2018!

Den, der forudser fremtiden lyver, selvom han har ret, lyder et gammelt klogt ordsprog. Det, fremtidsforskningen kan bidrage med, er ikke et fremtidssmart svar med to streger under. Det kræver tvivl, indsigt og ydmyghed at bevæge sig ud i fremtidens tåge. Men jo mere man forstår de vigtigste megatrends og krydspresset imellem dem, jo større er chancen for ikke at blive grebet af panik og angst, også når de nye hektiske buzzword for 2018 begynder at melde sig

Faktaboks:

Fremtidsforskning er en metode til at bevæge sig ud i det usikre rum, hvor statistikken ikke længere findes. Værktøjskassen er megatrends, scenarier og mulige wildcards, der kan underminere den mest sandsynlige fremtid over en nat. Megatrends bygger blandt andet på digitale, økonomiske, sociologiske betragtninger -  og på en daglig nysgerrighed overfor nutidsfænomener.

Anne-Marie Dahl er fremtidsforsker og forfatter til flere bøger om fremtiden. Hun er uddannet i statskundskab og psykologi og har arbejdet med fremtidsforskning i 17 år, heraf de sidste snart 14 år i sin egen virksomhed Futuria. www.futuria.dk