Hvad er wildcards?
Når man forsøger at tænke det utænkelige: En wildcardansalyse kræver en fordomsfri, kreativ dialog og en god portion held
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Wildcards er forandringer, der nærmest i et splitsekund vender op og ned på vores verdensbillede. Det sker pludseligt og voldsomt, og der er ikke mulighed for gradvist at tilpasse sig situationen.
Det tænkelige og det utænkelige
I fremtidsforskning beskæftiger man sig først og fremmest med den mest tænkelige fremtid. Det sker ved at analysere de væsentligste megatrends, det vil sig de tendenser, der med stor sandsynlighed vil præge samfundet og virksomhederne de næste 10 til 20 år.
På den baggrund kan man også bygge forskellige scenarier for fremtiden, velvidende at modtendenser kan opstå og fremtiden kan gå i flere retninger - men fokus er på den eller de mest tænkelige fremtider.
At beskæftige sig med wildcards er det direkte modsatte – her forsøger vi at tænke det utænkelige.
Pludseligt og voldsomt
Selv den mest gennemarbejdede fremtidstænkning kan blive løbet over ende af det utænkelige - det man kalder et wildcard.
Et wildcard er en hændelse, der er meget lille sandsynlighed for, vil ske, men hvis det sker, har det store konsekvenser. Det sker pludseligt og voldsomt, over en kort tidshorisont, og der er således ikke mulighed for gradvis tilpasning eller til at vænne sig til situationen.
Klassiske wildcards er den 11. september 2001 med angrebet på World Trade Center og Berlin-murens fald i 1989. Det kan godt hænde, at kloge hoveder efterfølgende har givet udtryk for, at de havde set begge dele komme, men for eksempel viser en tysk undersøgelse fortaget kort tid før murens fald, at kun 3 % troede, at muren ville forsvinde i deres levetid.
For en virksomhed kan et wildcard være, at en konkurrent rykker uventet med et nyt totalt udkonkurrende produkt, og den finansielle sektors kollaps har da også figureret på listen over mulige wildcards. Nogle vil huske askeskyen på Island i 2010, der betød af folk strandende rundt om i verden i flere dage, fordi det blev farligt at flyve. Ville akseskyen reelt udfordre luftfarten i længere tid?
Wildcardanalyse
Det udfordrende ved wildcards er, at de helt kan ændre vores adfærd og betyde, at en virksomhed pludselig kan være truet på sin eksistens. Samtidig er de stort set umulige at forudse. Med en wildcardanalyse kan man forsøge at ruste sig til det utænkelige.
Det kræver en fordomsfri, kreativ dialog og en god portion held for eksempel provokeret af modtendenser eller lidt vildere scenarier. Det er en lidt vild øvelse, fordi wildcards netop handler om at forudse meget usandsynlige eller utænkelige hændelse - der til gengæld kan have særdeles stor indflydelse på virksomheden eller organisationen, hvis de indtræffer.
Wildcardanalysen kan foregå som en isoleret øvelse, men vil som regel ske som det sidste led i en scenarieproces.
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: