Medisterforståelse
Unge i dag lever i en digital mediebåren verden, hvor mulighederne altid står åbne. Et overflødighedshorn af information, TV-kanaler og nye kontaktflader.
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Bragt som klumme i Århus Stiftstidende januar 2011
I fatter ikke en meter, skummer min søn og forsvinder med opgivende kropssprog ind på teenageværelset. Tilbage står vi voksne med nyindkøbt julemedister og ser forvirret på hinanden; hvad gik der dog galt? Faktisk spurgte vi bare junior, om han var hjemme til aftensmad.
Hvorfor skal i hele tiden forhøre mig? siger han, da jeg, som en mor jo gør, lidt efter kanter mig imødekommende ind mellem fladskærm, hårvoks og et par slet skjulte øldåser. Og så kommer jeg i tanke om noget. For nylig holdt jeg foredrag på en konference om ungdomskultur og her fortalte en forsker om en undersøgelse, hvor rigtig mange teenagere gav udtryk for, at det var trælst, at deres forældre hele tiden skulle ”forhøre” dem i stedet for at tale med dem.
Ikke så meget nyt under solen, tænkte jeg umiddelbart. Har det ikke altid været den klassiske konflikt mellem forældre og teenagere, at far og mor vil have lidt styr på tingene? Har du lektier for? Hvor mange øl tager du med til festen? Er du hjemme til aftensmad? Vel ret relevante og rimelig spørgsmål for forældre at stille og rigtigt irriterende for en teenager, der da kan selv! Det nye er måske, at lige præcis ”er du hjemme i aften”, er et spørgsmål, som junior ikke har en jordisk chance for at svare på.
Det havde junior for faktisk ikke så forfærdelig mange år siden. Det var ikke noget, der hed sms, Facebook eller 50 TV-kanaler. Eksplosionen i antallet af TV kanaler er først for alvor sket inden for de seneste 10 år.Frem til TV2´s start i 1988 var der kun 1 tv-kanal og kun 1 tv i langt de fleste familier. Og faktisk var det vel først i starten af 2000´erne, at det blev et must, at en teenager var klædt på med mobiltelefon og Facebook er af endnu nye dato. Ting skulle planlægges og aftales, sms´ens spontane kalden sammen var ikke en option. Så selv om det også før i tiden var irriterende at blive ”forhørt”, så var det reelt muligt at svare på spørgsmålet; er du hjemme i aften. Udbuddet af underholdning, film og fest var kendt og ting planlagt i ”god tid”.
Unge i dag lever i en digital mediebåren verden, hvor mulighederne altid står åbne. Et overflødighedshorn af information, TV-kanaler og nye kontaktflader. Med sms og i særdeleshed Facebook er det muligt at arrangere hvad som helst, hvor som helst og med hvem som helst her og nu. Og flytte en sværm af unge mennesker til en mere lokkende ”event” med få tryk på mobilen. Derfor er relationer mere flydende og spontane og det bliver kun vildere i fremtiden, når du via forskellige applikationer på din smartphone kan se, hvor dine facebookvenner er henne lige nu. Måske er du på vej i biffen eller hjem til aftensmad i familiens skød men bliver opmærksom på, at et par af dine kammerater sidder på en cafe i området og så er kursen skiftet. Planlægning viger i forhold til her og nu intensitet og det virtuelle rum.
Langtidsplanlægning og ubrydelige aftaler er ikke noget, der tænder i et teenagerunivers. Aftaler og fællesskaber er flygtige og din evne til at skifte om og flyde med er afgørende for din sociale prestige, dvs. om du får en sms om den næste fest. Det handler om at ”holde den åben”, som de unge siger, altså være åben overfor det, der kan dukke op lige her og nu. Er du ikke på, er du ikke med. Derfor kan din teenager faktisk umuligt svare på, om han er hjemme i aften.
Det var han så ikke. Pizza og computernørdning hos en kammerat, forlød det kl. 17.00. To minutter efter stod datteren med fuld krigsmaling, omklædt til at give den gas og meddelte, at en fest var dukket op om ikke ud af det blå, så af en sms. Og væk var de.
Indrømmet; vi fatter nok i virkeligheden slet ikke en meter. Til gengæld fatter vi, at vi nu har en meter julemedister tilovers i fryseren - parat til en fredag, hvor vores unger uventet, tilfældigt og spontant alligevel skulle være hjemme til middag.
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: