Bragt i Århus Stiftstidende april 2019

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

En sygeplejerske vil lære en studerende at tage et hjertekardiogram på en patient og spørger, om hun har prøvet det før og ved, hvordan man gør. Ja, siger sygeplejeeleven, jeg har selv set det i ”Grace´ Hvide Verden”.

Når jeg holder foredrag og workshops om ungdomskultur på arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner, hører jeg mange fantastiske eksempler på, hvordan den nye individualistiske digitale generation udfordrer os. Sygeplejersken, som fortalte historien, var lidt muntert forundret, men historien er et godt eksempel på Hackschooling, som udfordrer det etablerede uddannelsessystem.

Begrebet Hackschooling blev introduceret af den 13-årige Logan LaPlante ved en TEDx-begivenhed i 2013. Loganfamilien har droppet det traditionelle skolesystem, i stedet tager Logans uddannelse udgangspunkt i hans interesse for blandt at stå på ski. Når behovet for at dygtiggøre sig opstår, finder han relevant viden på nettet eller i det praktiske liv. Om matematik og gode vinkler, designmetoder til smart ski tøj osv. Udgangspunkt for livet er, hvad der gør ham sund, kreativ og glad. Livets situationer styrer behovet for læring, ikke omvendt.

Hackschooling betyder altså, at unge ”hacker” sig til den viden, de har brug for lige her og nu, og det er muligt, fordi viden i dag ligger frit tilgængeligt på nettet. Unge kan opfatte det etablerede uddannelsessystem som forældet og tungt og kan i stedet blive digitalt selvlærte ved at benytte Google eller Tutorials på YouTube eller deltage i forskellige Online Communities, hvor de kan interagere med hinanden og høste likes for fede ideer. Ikke alene findes der mængder af viden for eksempel på TED talks eller YouTube om de vigtigste filosoffer og kurser, der kan gøre dig til it-ekspert, man kan også finde instruktioner til mere praktiske håndværk, og for eksempel hvordan man tager et hjertekardiogram.

Den nye tilgang til uddannelse passer godt til en individualistisk digital generation, der mærker efter, om det her giver mening for MIG her og nu. Og passer i virkeligheden også godt til det, som sociologen Zygmunt Bauman har betegnet ”viden som tapas.” I fremtiden skal flere arbejde innovativt og projektorienteret og stykke relevant viden sammen på hvert nyt projekt. Lige som ved en tapas menu skal man plukke ud, så det rigtige hold af kompetencer bliver sat og supplere med ny vigtig viden i situationen. Når projektet er slut, er det ligesom med Fast Food, hurtigt ind hurtig ud – der er ikke brug for det samme på næste projekt. Glem sætningen: ”Det du engang har lært, kan ingen tage fra dig” – verden ændrer sig så hastigt, at man hurtigt kan blive en gammel dinosaur tynget af forældet viden!

I fremtiden skal vi blive 100 år og vores børn arbejde til de bliver 80 år. Derfor holder den viden, man lærer i ungdommen ikke et langt liv. Vi skal springe ind og ud af livsfaser i en blanding af arbejde, uddannelse og OFF-perioder hele livet for at blive ved med at være relevante. Konstant holde sig opdateret. Det hævder den britiske økonomiprofessor Lynda Gratton, der i bogen ”100 års livet” har beskrevet konsekvenser af et langt liv i en verden i hastig forandring.

Før man smider det traditionelle uddannelsessystem ud med badevandet til fordel for Hackschooling, bør man vel overveje, om det ikke er smart med et vist fælles udgangspunkt og fælles viden om kultur og samfund. Og om en basispakke af dannelse og kompetencer herunder kritisk tænkning ikke er ret smart at have med sig, når man navigerer rundt på Internettets til tider også tvivlsomme viden og Fake News. Men tanken om et lidt mere ”On The Go” vidensbegreb er interessant, især hvis undervisere i fremtiden møder unge, som er vant til at hacke sig til viden. Måske de faktisk lærer en hel del på de digitale veje. Måske den unge sygeplejeelev faktisk havde helt styr på, hvordan man tager et hjerte kardiogram?