Du skal kende dit HVORFOR i fremtiden
Der er ikke længere en selvfølgelig vej at gå. Med konstante forandringer og valgmuligheder på arbejdsmarkedet skal du kende dit HVORFOR
Bragt i Århus Stiftstidende maj 2021
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Hvorfor gør jeg det, kværnede min hjerne, sidst jeg havde en de bekymringsture, som vist følger med, når man er selvstændig. Hvorfor vælge et arbejdsliv uden sikker indtægt og kollegaer, og hvor man aldrig kan hvile på laurbærrene, men skal præstere optimalt hver gang?
Men pludselig kom svaret til mig og med store bogstaver skrev jeg FRIHED på et stykke papir.
Mening menneskets primære drift
Vigtigheden af at kende sit HVORFOR i er temaet i psykiater Viktor E. Frankls bog fra 1947 "Psykologi og Eksistens".
Efter tre år i Auschwitz udviklede Frankl logo-terapien, hvor udgangspunktet er, at menneskets primære drift er forsøget på at skabe mening i tilværelsen, uanset vilkår. Med ham var Nietzsches berømte ord: "Den, der ved, hvorfor han lever, kan tåle et hvilket som helst hvordan."
Mere relevant end nogensinde
Nu er der langt fra mine småneuroser som selvstændig til Frankls voldssomme oplevelser, men budskabet er mere relevant end nogensinde.
Vi lever i en verden i stærk forandring, og hvis du ikke gør dig overvejelser om, hvad der giver mening for dig og hvad du vil og ikke vil, kan du nemt blive blæst rundt af tilfældige vinde.
Tydeligt og autentisk
Budskabet HVORFOR har også fundet indpas i management-litteraturen med Simon Sineks bestseller ”Start med hvorfor”.
Sinek hævder, at fremtidens konkurrence er hård og det er nemt hurtigt at kopiere konkurrenterne. En virksomhed skal derfor starte med at finde et tydeligt og autentisk ”WHY”, for folk køber ikke længere, hvad man gør, men hvorfor man gør det. At konkurrere med pris og manipulation holder ikke i længden.
Sinek mener, at man også som menneske skal kende sit HVORFOR for at kunne navigere på fremtidens arbejdsmarked.
Ingen sikker vej
Da samfundet var mere stabilt og normstyret kunne man gå en ”sikker vej”. Var din far smed, blev du sikkert også smed og din mor pædagog, så endte du nok også der.
I dag oplever vi konstante forandringer og valgmuligheder, og der er ikke en selvfølgelig vej at gå. Selv forældregeneration må sande, at ungdommens ”fornuftige” vej kan ende i en fyring eller et kedeligt/hårdt arbejdsliv. At de sikre kompetencer bliver out-datet og man altid halter lidt bagefter.
Brokker du dig, kan din indre stemme spørge; hvorfor valgte du det så? Og andre frejdigt sige, at så må du jo lave det om. Man kan ikke længere bare sige, at det er andres eller skæbnens skyld.
Hvordan er du mærkelig?
Den fransk filosof Alain de Botton mener, at det første man skal spørge ny kæreste om, er; hvordan er du mærkelig? Vi kan lige så godt få det på bordet fremfor at blive forført af lyserøde forestillinger. Vi hænger også på B-siden, som alle mennesker har.
På samme måde, skal man måske i valg af liv og arbejdsliv tage et kig på vrangsiden også. Vil du bo i byen, risikerer du larm fra trafik og sound Boxes, land-idyllen kan betyde gyllelugt og mørke aftener. Den faste ansættelse kan prisgive dig, når der kommer en ny irritererede chef efter 15 år og du føler dig låst fast. Som selvstændig får du søvnløse nætter.
Og som Kirkegaard har formuleret det i forhold til ægteskab; ”Gift dig, du vil fortryde det; gift dig ikke, du vil også fortryde det.” Og det lidt mere morbide: ”Hæng dig, du vil fortryde det; hæng dig ikke, du vil også fortryde det.”
Alting har en pris, og derfor er det på en dårlig dag godt at huske, HVORFOR du har valgt det, du vælger.
Dybt eksistentielt
Det kan lyde nemt, men at finde sit HVORFOR er et dybt eksistentiel spørgsmål.
For mig selv skulle der gå 16 år, før jeg erkendte min begrundelse for at blive selvstændig: Frihed til at arbejde, når det passer mig og frihed fra tids-registreringer og dårlig ledelse. Jeg indrømmer, at det under Corona-krisen, hvor de fleste jobs og dermed min indtægt forsvandt, holdt lidt hårdt, men jeg klager ikke.
Jeg kender mit HVORFOR.
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: