Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Artiklen har været bragt i Ledelse i udvikling 5, 2012, udgives af PID-Personalechefer i Danmark

Stemningen på en af vores yndlingsrestauranter i Rom er dårlig. Fredeligt sad vi og nød en romantisk middag, da et amerikansk selskab bogstaveligt talt indtog scenen. Det gik ikke stille af sig anført af en mand med åbenbart norske aner, der iført slips med det norske flag, skulle vise sin familie og venner til rette i Europe. Det højrøstede niveau tiltog, og jeg sad pikeret og overvejede, om vi skulle tage hovedretten et andet sted, mens min mand fik et konfrontorisk blik i øjnene og truede med at starte en tale højest-konkurrence. Sådan er vi mennesker så forskellige, om vi er til kamp eller flugt. Det endt med et genialt kompromis mellem to nok uhensigtsmæssige strategier. Min mand rejste sig lidt, råbte hey og mens han udførte en dæmpende gestus med armene, sagde han bestemt men absolut empatisk ” Sssschyyyye”. Herefter faldt det amerikanske selskab ned i et roligt leje, vores svenske nabobord takkede os og indledte en god samtale og en lille italiensk mand sendte mig et listigt smil sammen med et thumbs-up tegn.

Med fare for at generalisere et halvt kontinent er amerikanere ofte mere højlydte end os danskere og måske europæere. Det var i hvert fald det indtryk, vi fik, da vi sidste år rejste rundt i USA. Til gengæld tror jeg, at de fandt os indelukkede og kølige, når vi ikke straks smalltalkede med hvem som helst, vi mødte på vores vej. Da vi kom hjem lovede jeg mig selv at blive mere åben i min attitude, for det var faktisk meget hyggeligt sådan at komme hinanden lidt mere ved, men års kølig skandinavisk stil lader sig ikke sådan tø op.

En indlært kode hænger ved. I fremtiden bliver det vigtigt at få styr på sin ”kodning”. For få generationer siden levede de fleste et rimeligt stabilt liv på det samme sted og med samme mennesker omkring sig og der var nærmest én selvfølgelig måde at gøre tingene på. I fremtiden må vi nærmest betragte os selv som konstante immigranter, der ikke helt kender koden i alle sammenhænge. Vi lever et mere individuelt og turbulent liv i en virtuel global verden og vil i fremtiden skulle kunne navigere i forhold til endnu flere forskellige mennesker, normer og kulturer. Og det er ikke let. I sin bog ”Når vikinger slås”, påpeger journalisten Kirsten Weiss mange pudsige og tankevækkende forskelle i tilgang til dialog og ledelse selv blandt os skandinaver. Vi kan gå grueligt galt af hinanden selv i samme kulturkreds. Hvordan skal det så gå, når vores nærmeste kollegaer i fremtiden sidder i Indien, og vi kun mødes virtuelt; eller hvis vi vil gøre vores hoser lyserøde i Kina og sælge dansk brands.

Sociologen Pierre Bourdieu har beskæftiget sig med menneskets evne til at begå sig på en arbejdsplads, uddannelsesinstitution eller mere bredt i en kultur. Afgørende er ens habitus. Habitus er den mentale madpakke, du har med dig blandt andet fra din opvækst, og som præger din evne til at begå dig i et bestemt miljø og knække koden. Denne evne er igen afhængig af dine personlige styrker eller ”kapitaler”, som Bourdieu kalder der: Din økonomiske kapital dvs. dine økonomiske ressourcer, din sociale kapital, som dækker over familieforhold, netværk, relationer og så endelig din kulturelle kapital. Den kulturelle kapital er forståelse af kulturen i bred betydning, musik, kunst og viden. Man kan dog kun få del i den kulturelle kapital, hvis man kan afkode dens betydning. Men andre ord; du kan være en nok så vellønnet repræsentant for et stort dansk firma og have styr på alle dine personlige forhold og netværksrelationer. Kan du ikke koden, får du ikke den næste ordre med hjem. Eller formår at skabe det frugtbare samarbejde, firmaet eller organisationen tilstræber. Det gælder selvfølgelig i hvilket som helst samarbejde, men sandsynligheden for, at du er på udebane er bare noget større i fremtiden. Det bliver ikke lettere af, at habitus er en småtræg størrelse. En måde at se verden på, som kan have svært ved at følge med i en hastigt foranderlig verden.

Og der er store ting på spil i fremtiden både i det nære samarbejde og på det globale plan. Nogle år efter Berlinmurens fald skrev den amerikanske professor Francis Fukuyama bogen ”The End of History”, hvor han hævdede, at krige var fortid. Med optøningen mellem øst og vest ville vi begynde at samhandle med hinanden, og det er ikke godt købmandsskab at krige sine kunder. De vestlige frihedsidealer ville vinde og alle ville blive som en mental Coca-Cola dåse. Siden har virkeligheden vist sig anderledes med religiøse eller kulturelle konflikter med et vidt forskelligt syn på bl.a. ytringsfrihed. Arla Food havde næppe set komme, at nogle tegninger i en jysk avis skulle påvirke deres salg i Mellemøsten for en tid. ”The Clash of Civilizations”, var den amerikanske politolog Samuel P Huntingtons modsvar til troen på fred i fremtiden: Vores manglende evne til at forstå de andre kulturer og koden samt uempatisk fremfærd vil skabe nye konflikter og krige. Men denne gang mellem civilisationer eller kulturer.

Der er langt fra en relativ fredelig restaurant i Rom til latente globale konflikter, men pointen er vel den samme: Interkulturelle kompetencer må blive det store løsen for fremtiden. Det bliver helt centralt at kunne sætte sig ind i andre kulturer og måder at gøre tingene på. Uanset om vi taler et fysisk eller virtuelt møde eller samarbejde. Og kan vi ikke forstå det hele, kommer vi nok langt med nysgerrighed, åbenhed, empati  og en grundlæggende ydmyghed overfor det sted, vi er gæster. Men lige så vigtigt bliver det at finde nogle brugbare strategier til at tackle konflikterne på og de nok ligger bedst et sted mellem en tale højt-konkurrence eller en pikeret flugtstrategi. Ja, faktisk kan man komme langt med internationale fagter og et venligt ” Sssschyyyye ” - i hvert fald på romersk restaurant i september.