Johan skal være tømrer - Johan er sej!
Fremtidens innovationssamfund kræver både viden, design og godt håndværk. En håndværksmæssig ungdomsuddannelse kan være et lige så godt et springbræt til en spændende karriere.
Bragt som klummme i Psykolog Nyt nr. 5 2014
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Lokalavisen 1. oktober 2035: Den 40 årige Johan Dahl kan i dag fejre sit 5 års jubilæum med specialtømrerfirmaet ”Dahl ”. Og der er noget at fejre! Siden Johan etablerede sig som tømrer med speciale i restaurering af gamle patriciervillaer har han været efterspurgt i både Danmark og udlandet. ”Jeg har fundet en indbringende niche i markedet” fortæller han ”I mine unge år drømte jeg om at blive businessmand, nu laver jeg det, jeg kan lide og driver i den grad business,” siger han med et dollartegn i øjnene.
Som fremtidsforsker kan man ikke SE ind i fremtiden, men ved festlige lejligheder giver jeg den gerne gas som spåkone. Som i min tale til min nevø Johans 18 års fødselsdag i sommer. Han stod for at skulle vælge ungdomsuddannelse og pilen pegede umiddelbart i retning af gymnasiet ”lige som alle de andre”. I min tale forsøgte jeg mig med et alternativt drømmebillede både for sjov men mest for alvor. Med mit kendskab til min skønne nevø, mener jeg fasterligt, at en mere praktisk start på arbejdslivet ville passe meget bedre til ham.
I denne tid står masse af unge overfor at skulle vælge ungdomsuddannelse. Rigtig mange, måske for mange, vælger gymnasiet pga. vennerne, de fede fester eller fordi far og mor mener, at det er den sikre vej. Det er det ikke! Der er ingen sikre veje på fremtidens globale uforudsigelige arbejdsmarked. Og der er ikke ét naturligt eller klogt sted at starte.
De unge skal have en uddannelse, ellers kommer de til at konkurrere med robotter og billig global arbejdskraft. Men det er ikke til at forudse, om det er en håndværker- eller akademisk uddannelse, der vil være lig med sikker beskæftigelse. Fremtidens arbejdsmarked bliver globalt og digitalt, og vidensjob, vi troede vi havde patent på i Danmark i dag, outsources til andre lande. Skal vi leve af innovation i fremtiden, får vi brug for både viden, design og håndværk til at skabe nye løsninger og produkter. Og en evne til at opsøge ny viden, omstille sig og finde sin niche eller unikke talent frem for at følge mainstream. For på et flydende arbejdsmarked kan du sætte alle de mål, du vil, men hvad der er fornuftigt i dag, kan være håbløst forældet i morgen.
Mange unge i dag er meget drømmeriske og vil gerne noget stort med deres liv. Men ikke alle evner at gå den lige vej, og mange dropper ud af deres uddannelse. Der bliver talt om motivationskrise og unge, der bliver ramt af angst for en usikker fremtid eller har for urealistiske forestillinger. Måske vi forældre skal blive bedre til at hjælpe vores unge til at finde den rigtige ungdomsuddannelse, som de vil få succes med frem for, at for mange får en dårlig studentereksamen. Få dem til at tænke lidt mere legoklodsagtigt om deres uddannelse - vi skal alligevel alle opdatere vores viden og metoder løbende i fremtiden. En håndværksmæssig ungdomsuddannelse kan være et lige så godt et springbræt til en spændende karriere. For nylig underviste jeg på bygningskonstruktør-uddannelsen på en teknisk skole – en absolut spændende ”legeklods” at bygge ovenpå en tømreruddannelse.
Om Johan blev påvirket af min provokation, havde drømmen i sig i forvejen eller blot blev taget i kravetøjet af sin mor, ved jeg ikke. Men efter et par dage på handelsgymnasiet, skiftede han over til teknisk skole, er kommet på ”turboholdet” og har fået et ekstra 1 årigt modul som gipstømrer klodset på sin uddannelse. Der skal nok være god business i hans fremtid. Johan turde gå en anden vej end mainstream og vennerne. Johan har fået nye venner og stråler som en sol. Faster synes, at Johan er sej!
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: