Fremtidens ledelse
10 ting du skal vide om at navigere i kviksand uden faste holdepunkter!
Bragt i HR Guiden nr. 1 2014 - HR Guiden udgives af DANSK HR
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
En bilist spørger en fodgænger: ”Hvordan kommer jeg til Dublin herfra?” Fodgængeren svarer: ”Hvis jeg ville til Dublin, ville jeg ikke starte her”. Den irske vittighed er tyvstjålet fra en af sociologen Zygmunt Baumans fantastiske bøger om senmoderniteten og spidder noget helt centralt: Er vi på vej ind i en fremtid, hvor fornemmelsen af altid at være det forkerte sted eller det rigtige sted, bare lidt for sent er et vilkår – også i ledelse?
Fremtiden er global, digital, flydende og i det hele taget uforudsigelig. Og vi forsøger intenst at være på forkant. Måske derfor sprøjter nye ledelsesbøger, 1-2-3 koncepter og ”sandheder” ud, hurtigere end selv den mest ambitiøse leder kan nå at følge med. Men fortvivl ikke. Her er en enkel liste over de 10 ting, du (i hvert fald) skal vide om fremtiden!
1. Kunderne er ustyrlige
Fremtidens forbrugere er illoyale og situationsbestemte, drevet af følelser og umulige at indrette sig efter. Engang kunne man putte kunderne i segmenter, men i stigende grad bliver vi individualister, der svinger mellem forskellige følelser og stemninger, mellem økologi, discount eller kyllingen Holger. Vi svarer ét i kundeanalyser og gør noget andet 10 minutter senere. Nogen psykologer kalder os for ”situider” – situationsbestemte følelsesmennesker. Så drop tanken om at fange dine kunder i kategorier eller langvarige forhold. Det handler i stedet om at sende tydelige signaler, som kunderne måske tænder på engang imellem.
2. Alt kommunikerer og er ude af kontrol
Tydelig signaler og brands skal kommunikeres kompetent. Alle medarbejdere skal kende virksomhedens brand og værdier. En dårlig episode i kundeservice kan skræmme de følsomme forbrugere væk. Eller ende som en antigruppe eller et katastrofalt videoklip på Facebook. Der findes ikke længere envejs-kommunikerende markedsføring. Når først du har uploadet noget på de sociale medier, er det ude af dine hænder. Får nogen lyst til at lave sjov med jeres reklame, kan en nok så smart kampagne ende som en fatal boomerang. (Alle husker vel Findus?) Strategisk kommunikation er et fremtidigt hot topic ledelsesfokus.
3. Innovation er evig
Konkurrencen i fremtiden bliver global og digital, det er ikke længere nok at levere kvalitet til tiden. Derfor skal vi gøre tingene bedre og smartere, skabe nye produkter og services og nytænke processer og organisationer. Vi skal ikke nødvendigvis opfinde den dybe tallerken hver gang, men formå at redesigne og optimere den. Ideskabelse og innovation skal ikke foregå i et lukket laboratorium, men integreres som et mindset hos alle medarbejdere. Det er medarbejderne, der sidder inde med ”tæt-på viden” i forhold til kunder og processer. Det handler som leder om at skabe en innovativ involverende forandringskultur - naturligvis kombineret med bundlinjefokus. Og give medarbejderne trygge ramme til at komme med ideer, tage chancer og arbejde på tværs af al fornuft.
4. Tillid er guld
Det kræver tryghed og tillid til ledelse og kollegaer at turde sprænge rammer og dele viden og gode ideer. Danmark ligger højest på internationale tillidsundersøgelser, hvilket af nogle forskere vurderes til at være the missing link, når Danmarks økonomiske succes skal forklares. Klog ledelse skaber og bevarer den åbne tankegang og flade struktur. Der er her vi har en chance for at ”slå” kineserne, som ikke stiller spørgsmål til gængs viden og om lederen har ret. Resultatmålinger og gulerodsprincippet, kan skærpe medarbejdernes konkurrence på kort sigt, men gå ud over samarbejdet, tilliden og dermed innovationsevnen på længere sigt.
5. Viden forgår, evig opdatering består
Ledelse handler i stigende grad om håndtering af kompetencer. Samfundet, teknologien og kundernes præferencer og dermed relevant viden skifter hurtigt. Der er ingen fast rutine og manual på fremtidens arbejdsmarked. Vi kan ikke læne os op af formelle uddannelser eller smarte kurser alene, men må bevare en mental åbenhed overfor de skiftende signaler fra omgivelserne. Det er derfor centralt at sikre evig opdatering af dig selv og dine medarbejdere. De skal ikke længere blot være eksperter men flexperter, parate til at tackle nye kundekrav og aktuel ny viden.
6. Alting flyder
Fremtidens arbejdsmarked er flydende. Opgaver vil blive organiseret som netværksbaserede midlertidige projekter. Du skal evne at sætte det rigtige hold af kompetencer og lede flydende processer med mange løst tilknyttede ”frie agenter” og spidskompetencer, der zapper ud og ind af projekter. Mange medarbejdere vil sidder på andre destinationer rundt omkring i verden, og kloden og projektet sover aldrig. Ledelse kræver evnen til at facilitetere de mange projekter, mestre distanceledelse af medarbejdere fra andre kulturer og skabe mening og retning midt i den flydende og løsagtige virkelighed.
7. Undgå stress på bundlinjen
Stress er næsten uundgåeligt på et flydende arbejdsmarked uden faste positioner og sikker lineal. Hvornår er jeg god nok? Hvordan kommer jeg med på næste projekt? Har jeg de kompetencer, der skal bruges i morgen? Nogle medarbejdere har svært ved at klare det evige krav om fleksibilitet og forandring. Andre bliver så grebet af præstationsræs og arbejdsbegejstring, at de brænder sig selv ud i overload. Det bliver en vigtig ledelsesopgave at skabe en vis form for struktur i kaos og måske ligefrem sende folk hjem og holde fri. Mennesket er den vigtigste ressource og overstressede medarbejdere er hverken særligt effektive eller innovative. God ledelse og et godt arbejdsmiljø kan aflæses på bundlinjen i fremtiden.
8. Du har brug for alle
Du skal passe på de medarbejdere, du har – du får brug for dem. Kig i befolkningsprognosen. Der bliver flere ældre og relativt færre unge til at tage over på arbejdsmarkedet. Fokus på seniorpolitik, integration af ”skæve profiler”, godt arbejdsmiljø og rekruttering og fastholdelse allerede i dag. Ellers har du et problem i morgen, når krisen er ovre!
9. Gør klar til ”like-ledelse”
Vær parat til at tage imod popstars-generation. Unge, der er opvokset i en MIG-MIG-MIG-kultur med masser af drømmebilleder, muligheder og vant til hurtig respons og ”likes” på Facebook. Curlet og helikopteret af deres forældre og pædagoger og med en opfattelse af voksne som en serviceydelse. De forventer at blive set og hørt og gøre en forskel fra dag ét i spændende projekter. Use me or loose me, it´s MY way or the highway. Ikke noget med standardjob med én årlig MUS-samtale. De vil coaches og likes i et omgang, som nogle studievejledere kalder kannibalisering. Og krisen har blot gjort de unge endnu mere MIG bevidste, følsomme og tvivlrådige. Forbered dig på, at grænsen mellem ”privat” og arbejde hviskes ud. De unge forventer dit engagement i forhold til deres fulde person. Som leder skal du se at få styr på rekruttering og fastholdelse af popstars-generationen. Det er en relativ lille generation og der bliver kamp om dem, når krisen er overstået og de ældre generationer begynder at tjekke ud af arbejdsmarkedet.
10. Forstå, hvad du ikke forstår
Som leder skal du træffe beslutninger på et tvivlsomt grundlag og uden sikker plan. Markedet udvikler sig hastigere, end du kan nå at følge med i et regneark. Stol derfor aldrig på nogen, der vil give dig en sikker opskrift på ledelse og syng med på Poul Krebs: ”Man er klog, når man ved, hvad det er, man ikke ved noget om.” Dine vigtigste opgave kan være at prøve at forstå senmodernitetens puls. Efter mine foredrag om fremtidstendenser hører jeg ofte folk sige, ”Jeg synes godt nok, det er voldsomt, men nu forstår jeg i det mindste, hvad der er på spil”. Sæt dig ind i de overordnede megatrends og tendenser, der påvirker markedet og dine kunder og hjælp dine medarbejdere til samme indsigt. Det skaber trods alt en bevidsthed og ramme om fremtidens heftighed.
At lede i kviksand
Med denne absolut ikke ”fix-it” 10 punkts plan skulle du gerne være lidt bedre klædt på som leder i og af fremtiden. Så derfor bliver du forhåbentligt heller ikke skræmt af at vende tilbage til sociologen Baumans skarpe pen: ”Man kan ikke slå rødder i kviksand – man kan heller ikke slå rødder i vor senmoderne eller postmoderne verden, hvor de faste holdepunkter er sat på hjul og kendt for deres irriterende vane med at forsvinde ud af syne, før man har nået at læse, overveje og handle efter den instruktion de byder på.” Velkommen til en udfordrende og slet ikke kedelig fremtid!
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: