Artiklen har været bragt i Ledelse i udvikling 1, 2012, udgives af PID-Personalechefer i Danmark

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

De sad kampklar med deres computere, parat til at skrive mine guldkorn ned. Troede jeg. Scenen er et erhvervsakademi i Danmark anno 2011, deltagene elever på markedsføringslinjen, temaet er fremtidsforskningsmetode. Som underviser bliver jeg slået af den iver og munterhed, der hurtigt udvikler sig i klasselokalet. Jeg må virkelig sige noget interessant og være god til at nå de unge, tænker jeg stolt. Hurtigt bliver det dog tydeligt, at der foregår noget mellem eleverne, der ikke har meget med undervisningen at gøre – de har forladt den fysiske verden til fordel for den virtuelle. Eller har i hvert fald en parallelsamtale kørende, som tager fokus fra den, vi gerne skulle have kørende i klasselokalet

I de sidste år har udfordringerne ved distanceundervisning og distanceledelse været på dagsordenen. Hvordan kan vi skabe en kvalificeret og involverende undervisning over nettet? Er det muligt at lede med både nærvær og værdier, hvis personalet befinder sig på den anden side af kloden eller på deres hjemmearbejdsplads? Udfordringerne er store nok, men hvad nu hvis den største virtuelle udfordring i virkeligheden er en anden: Hvordan det er muligt at undervise eller lede folk, der er fysisk til stede men virtuelt fraværende?

”Far, hvordan kom I på internettet dengang, der ikke var computere”, spørger en lille dreng en af min bekendte. ”Jeg kan ikke læse lektier om aftenen, der sker alt for meget på Facebook ”, udtaler en 16-årige pige i Politiken. De digitalt indfødte kalder futuristen Marc Prensky den generation, der er født ind i det digitale samfund, og som tager teknologi og internet som en selvfølge på linje med vand, el og velfærdssamfund.  I modsætning til forældregenerationen, der altid vil have en accent i det virtuelle univers, ligesom immigranter, der aldrig fanger det nye lands sprog 100 %. Og næppe forstår, den unge medarbejders behov for hele tiden at være koblet op. Det kan også virke irriterende, men måske det i virkeligheden er kompetent?

Stil en teenager et spørgsmål og der kommer hurtigt en tredje ”part” ind i samtalen. Smartphonen op af lommen, hurtig infosøgning, og du ved hvad Wikipedia har at sige om den sag. De digitalt indfødte bruger naturligt nettet og netværket i deres jagt på lynhurtig information. Ingen grund til at vente på en mere erfaren kollegas svar, hvis man sidder fast i et Excel regneark. Ud på Facebook med problemet og svaret tikker ind. Faktisk noget af en kompetence til gavn og glæde for arbejdspladsen. Og viden deles med stor selvfølgelighed. Hvor forældregenerationen er opvokset i en tid, hvor viden var magt, er de unge i dag vant til, at viden flyder frit, og de deler gerne. En fed netværksperson er en, der deler viden med andre på en kompetent måde. Måske unge medarbejdere er langt bedre rustet til fremtidens innovative netværkssamfund, hvor videndeling er et must?

At være en del af det virtuelle netværk er centralt for de digitale unge. De lever med og i det virtuelle rum og opfatter måske den virtuelle verden som lige så virkelig som den fysiske. Samtalen i alle dens former, er accellerende med de nye sociale medier, hvor Facebook pt. stadig er ”stedet”. Her leves livet intenst ikke bare med selviscenesættelse og evige opdateringer, men også i form af nye fællesskaber og ”synes” og ”like”. Et hurtigt udsagn - kommentar? Hurtig chat. En virtuel dagligstue, hvor det handler om at være tilgængelig og tilstede. Det er uhøfligt ikke at respondere her og nu. Som hvis vi ikke sagde hej til en ven på gaden. Det digitale liv flyder i en evig strøm, uforudsigeligt med åbne døre. Et helt liv i sig selv men også en næsten nødvendig indgang til det fysiske. Det er om at være til stede, ellers er der alt for stor risiko for at gå glip af noget. Spørgsmålet er så, om den virtuelle generation til gengæld går glip af det, der foregår i den fysiske verden, f.eks. i undervisningslokalet?

Ikke nødvendigvis ifølge tesen om de digitalt indfødte.  Hvor forældregenerationen er vant til at gøre én ting ad gangen, skulle de digitalt indfødte formå at køre flere processer på samme tid, fordi deres hjerne er gearet til det virtuelle inferno og det, voksengenerationen kalder forstyrrelse. Når man erfarer, at der er gang i IPod, Tv, PC, mobiltelefon OG lektielæsning på teenageværelset og desperat råber, ”Du kan da ikke lære noget i al den larm”, så er det ifølge Prensky altså en håbløs gammeldags indstilling. De unge kan holde det hele i kog og tune 100 % ind, hvis der pludselig er et relevant eller hot signal. At unge medarbejdere er koblet på Facebook hele dagen skulle således ikke være et problem, men en naturlig kontakt til inspiration og netværket.

Andre forskere er dog mere kritiske. Bliver der tid til den nødvendige refleksion og til lære det sociale samspil med andre, hvis vi zapper rundt efter det mest interessante signal? Frygten er, at hjernen ikke udvikles til behovsudsættelse, og remote-generationen derfor vil minde om babyer, der hele tiden forventer opmærksomhed her og nu. FOMO - Fear Of Missing Out hedder en ny diagnose. Angsten for at gå glip af noget på f.eks. Facebook og udvikle et sygeligt behov for hele tiden at være med og på med fede opdateringer i stedet for at leve det virkelige liv

Ny teknologi har altid skabt bekymring og vilde forestillinger i starten. Igen vil vi sikkert opleve, at langt de fleste lærer at håndtere mulighederne på en kompetent og brugbar måde. For de nye sociale medier kan være en eminent mulighed for at opbygge netværk, planlægge effektivt og sikre videndeling på arbejdspladen. Men for os digitale immigranter strider det jo nok lidt mod opfattelsen af god tone og ægte nærvær, når elever eller medarbejdere har flere kanaler åbne. Og kan gøre os usikre på egen gennemslagskraft, når elevernes opmærksomhed skal deles med Facebook og klip på YouTube. Da jeg gik i gymnasiet kunne vi få en rød streg for åndeligt fravær i timerne. Mon ikke mange lærere og ledere i dag kunne få lyst til at dømme virtuelt fravær?