Artiklen har været bragt i Ledelse i udvikling 2, 2011, udgivet af PID-Personalecehfer i Danmark

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Keder du dig? Så lider du måske af den nye jobsygdom boreout. I hvert fald ifølge en artikel i Alt for Damerne i efteråret. Sygdommen skulle være det modsatte af stress, men med samme symptomer. Hvor yderpunktet i en stressdiagnose kaldes burnout eller udbrændthed, ligger boreout i den anden ende af skalaen nemlig stress pga. af kedsomhed og manglende anerkendelse. Hvis det er rigtigt, er en ny opgave vel landet på personalechefens bord. Nu er det ikke nok at forebygge stress, der skal også lægges strategi mod kedsomhed!  

Er pivetærsklen blevet lavere?

Igennem de sidste 10 år er antallet af stresstilfælde steget, vi kan vel nærmest kalde det for en epidemi af stress. Nogle eksperter mener, at vi er blevet for hurtige til at putte diagnoser på helt almindelige livsproblemer, lidt populært sagt; pivetærsklen er blevet lavere. Hvor vi tidligere tog ubehag og travlhed som en naturlig del af livet, forventer vi at være lykkelige helst hele tiden. Og når ordet stress er overalt, alskens tests florerer på internettet og selvhjælpsbøger popper op i en lind strøm, kan fornemmelsen måske ”smitte”.

Når det er sagt, peger mange psykologer dog på, at der er nogle tendenser i vores samfund, der gør at flere i fremtiden vil møde stressmuren og i værste fald diagnosen burnout, hvor det ikke er helt let at komme op på hesten igen. Er kravene på arbejdsmarkedet mon blevet for heftige, eller er vi blevet arbejdsafhængige som af et andet ”drug”?

Arbejdsbegrebet er langt mere flydende

Arbejdsbegrebet er ved at blive langt mere flydende. Flydende på tværs af grænser, fordi arbejdsmarkedet globaliseres, måske sidder dine nærmeste kollegaer i Indien, måske dit job outsources til Kina i morgen. Flydende mellem arbejde og fritid pga. teknologi, men også fordi mange arbejdsopgaver er tanke- og udviklingsprocesser, du ikke lige kan lukke ned for. Også organisering af arbejdet bliver mere flydende, fordi innovative udviklingsopgaver ikke kan planlægges i faste skemaer. Derfor vil tendensen gå fra faste job og titler til deltagelse i projekter måske med en ny rolle hver gang, hvis man overhovedet er med på det næste projekt. Mange opgaver skal løses uden rutine og manual, kan gribes an på 117 sytten måder og facit er ikke givet på forhånd. På et sådan løsagtigt arbejdsmarked bliver det vigtigt at være fleksibel, kunne kapere evig forandring og at kriteriet for succes ikke er konstant, for kravene skifter i morgen. Engang kunne vi frygte ikke at kunne klare konkrete krav på arbejdspladsen, i fremtiden kan vi blive angste for ikke at kunne følge med. Og midt i hele det flydende cirkus skal du kunne balancere stabilt, kreativt og empatisk i dig selv. Kravene til engagement og omstillingsevne stiger markant, måske har vi blot set toppen af isbjerget i stressrakketten.

Arbejde som en hellig rus

En helt anden forklaring på den tiltagende stress, skal vi finde i os selv. Det er ganske enkelt blevet for lækkert at arbejde! Honningfælden kaldes den nye arbejdsafhængighed, der kan resultere i, at vi blive ”syge af os selv.” Arbejde har fået en anden og større betydning for vores identitet. Undersøgelser viser, at det ikke længere er løn eller status, der er den primære drivkræft, men muligheden for at udvikle og realisere sig selv. Arbejde er ikke længere er fysisk hårdt og rutinepræget, men går i retning af kreativitet, samarbejde og det at kunne agere som ”hele mennesker”. Tidligere var den enkelte medarbejders udvikling stort set ligegyldig, senere gjaldt det om at opgradere de faglige kompetencer. I dag er fokus på at udvikle den enkelte medarbejders potentiale. Arbejdspladsen er blevet et forum for personlig udvikling, måske i modsætning til dagliglivet med rengøring, lektielæsning og hundeluftning, hvor selvrealiseringspotentialet næppe er så stort.

Arbejdspsykologer advarer ligefrem om, at arbejde sniger sig ind som en bacille, der tager stadig mere af vores tid. Fra at vi gik på arbejde for at overleve, går vi på arbejde for at leve. Arbejde bliver nærmest en hellig rus. I USA er der ligefrem oprettet en forening for anonyme arbejdsafhængige, fordi det simpelthen er blevet for tillokkende for nogle at arbejde langt ud over kanten.

Personalechefens ansvar

Uanset, hvordan vi anskuer begrebet stress, og hvordan de forskellige forklaringer spiller sammen, så lander ”opgaven” på personalechefens bord. Det skal forstås og tackles. Tror vi på, at stress kan forklares ud fra vores individuelle personlighedstræk, vil det handle om at spotte og støtte de medarbejdere, der har svært ved kapere og ”cope” med for store mængder af forandring. Tror vi derimod på, at stress ikke kun skal forstås som et individuelt anliggende, men handler om processer i hele organisationen, skal der fokus på stabiliserede elementer som ritualer, rolige zoner og mening i galskaben. Måske medarbejdere i farezone skal ”stemmes hjem” i perioder, hvilket allerede praktiseres på nogle arbejdspladser. I værste fald sendes til afvænning på en klinik, hvor de kan sidde i en hvid slåbrok og dampe arbejdsiveren af.

Stimuler boreout-kandidaterne

Og hvad så med de andre? Medarbejdere, der føler, at deres talent og ambitionsniveau ikke udfordres nok? Ja, her må organisationen vel sprede stimulansen og anerkendelsen og fange de medarbejdere, der ikke føler, at de i tilstrækkelige grad får udnyttet deres fulde potentiale. Der er selvfølgelig den risiko, at vores forestillinger om arbejdets udviklende lyksaligheder er et luftkastel. Visse sociologer mener jo, at vi er så selvoptagede og krævende, at vi bliver nødt til at udlicitere alt det ikke selvrealiserende arbejde eller importere billig arbejdskraft til trivielle servicefunktioner. Med dygtig ledelse kan meget løses ved at stimulere boreout-kandidaterne mere og lette belastningen hos de latente burnouts, men let bliver det næppe. Skal vi tage denne nye boreout-diagnose alvorligt, er der virkelig landet endnu mere arbejde på personalechefens bord – her er der i hvert fald ingen grund til at kede sig!