Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Bragt som klumme i Århus Stiftstidende december 2010

Som russerne siger: ”Kroppen er doven, kroppen skal slås." Lidt af en indgangsreplik fra balletmesteren fra det kgl. Teater Nikolaj Hübbe ved Ledelsesakademiets jubilæumskonference på Aros for nylig. Efter indlæg af erhvervsledere med fokus på værdier og kreativitet og mine ord om event-motivation, coaching og primadonnaservice forslog balletmesteren i stedet flere klask end klap og efterlyste mere konkurrence som motivation. Kontroversielt eller klogt?

På arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner fortælles mange historier om de unges noget iscenesatte og følsomme forhold til livet. De vil gerne have jobbet, men nægter at arkivere. Skælder du ud, hvis de kommer for sent til deres vagt, bliver de fornærmede og siger måske op. En handelsskole beretter om, hvordan en elev ikke kunne aflevere projekt, fordi kanariefuglen var syg. Den slags kendte balletmesteren også til. 20 unge balletpiger skulle ind på scenen med højre ben løftet højt, da en pige gjorde ham opmærksom på, at Sille var ked af det; kæresten havde slået op. Hvad skulle jeg gøre? spurgte han, sige jamen Sille så må du slæbe benet lidt efter dig, nu det er synd for dig?

I disse år outsources ikke kun industriproduktion men også mange vidensjob til andre lande. Alt hvad der kan flyttes virtuelt, vil blive flyttet hen, hvor der findes flest veluddannede medarbejdere til den laveste pris. Danmark kan ikke konkurrere på prisen, men forhåbentligt på noget andet – vel en kombination af højt uddannet arbejdskraft, innovation og evnen til at arbejde i teams. Vi vant til at diskutere ALT i det evige gruppearbejde og dialog er måske en central fremtidig konkurrenceparameter. Vi udfordrer gængse løsninger og venter ikke på, at lederen har talt, som i mange andre lande.

Men uden uddannelse og stræbsomhed går det næppe. Efter et foredrag i et 10.-klassecenter sagde drengene, at nu gad de ikke læse matematik, de ville leve som kreative. Det holder næppe. Vi kan ikke udvikle innovative løsninger på baggrund af ingenting, der er stadig brug for basisviden som dansk, matematik og selvfølgelig perfect english, vi lever i en global verden. Og måske er der brug for lidt mindre klap og lidt mere klask?

Popstars-generationen, der er på vej ud på arbejdsmarkedet, er en lille privilegeret generation. Opvokset i rige globale velfærdssamfund, vant til at vælge, vrage og blive curlet af velmenende forældre og pædagoger, for janteloven den er da død ikke? De har lært at drømme i medieskabte universer, der kan få enhver ung teenagepige til at tro, at man kan leve af at være klummeskribent i New York og shoppe sko, eller en ung gut med rusten røst til at satse på at blive X-faktor stjerne. Studievejledere fortæller, hvordan de må fungere som drømmeknusere, fordi mor ikke har nænnet at sige, nej du kan ikke synge. Popstars-generationen er børn af deres tid og motiveres af coaching, fede projekter, fleksibel arbejdsorganisering og masser af følsom forståelse. Vi skal komme i møde og klappe videre, der hvor forældrene slap.  

”Den bedste rekrutteringskampagne er en krise”, sagde rektor på en Århusiansk uddannelsesinstitution for nylig. Hvor skolen måtte lokke delvis forgæves med lækre drømmeriske reklamer, har finanskrisen fået de unge ind på taburetterne. Et kærligt klask fra den kolde markedssituation har måske været sundt? Jeg tror fortsat, det er vigtigt at forstå og motivere de unge empatisk, men måske de dygtige ledere tør give lidt kærlige klask ind imellem. Måske er det rigtigt, at vi ikke nødvendigvis skaber den dynamik og slidsomhed, som vi også har brug for i fremtidens innovationssamfund ved blot at klappe videre?