Bragt som klumme i Århus Stiftstidende september 2011

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Lykkelig nu, Find din passion på 4 uger, Lev dig lykkelig. Et eldorado af lykkeberusende fix-it bøger er væltet frem i løbet af de sidste 10 år. Det er som om, vores lyst til at stige op ad lykkestigen og blive en bedre version af os selv er umættelig. Men måske er tidsånden ved at vende. En ny spændende bog advarer i hvert tilfald mod ”lykkefælden”.

Det er ikke mærkeligt, at lykkejagten er gået ind i det senmoderne samfund. Vi lever i et rigt globalt velfærdssamfund med mulighed for at vælge og vrage og vælge om igen. Engang blev vi født ind i et mere stationært og forudsigeligt samfund med klare roller i familien og på arbejdspladsen. Vi skulle finde vores plads og ikke skabe os for meget. I dag er der ingen faste pladser og vi skal skabe os selv. Alt er stort se på valg eller til debat. Forbrug, livsstil, krop, arbejde, partnere - og plejer er død. I overflodssamfundet med frit valg på alle hylder er ansvaret dit. Er du ikke lykkelig, så kig i spejlet. Verden ligger åben og du har ikke evnet at vælge. Engang kunne vi henvise til skæbne og nødvendighed – i dag kan vi finde en coach og en ny indre passion.

Er vi i vores heftige lykkejagt ved at smide det virkelige liv ud med badevandet? Ja, ifølge stresslægen Russ Harris forfatter til Lykkefælden. Han hævder, at mange i deres lykkekamp er endt i en lykkefælde med risiko for stress, angst og depression. Og det er vel også en udfordring at få sig coachet op i en bedre fremtidsversion – slankere, klogere, mere overbærende. Så kan man sidde der og føle sig utilstrækkelig efter igen af have skældt ungerne ud og mæsket sig med en cupcake. Løsningen er åbenbart, at vi skal lære at leve med livets op og nedture. Finde vores egne værdinormer og være mere bevidst tilstede i nu´et. Det vil skabe om ikke et lykkeligt liv, så et rigt, alsidigt og meningsfuldt inklusive livets almindeligheder og ubehag.

For nylig læste jeg en klumme af en sociolog, der ligefrem anbefalede at tænke modsat. Tænke på ulykke i stedet for lykke. Forestil dig, at du mister dit job, dit hus brænder, din ægtefælle smutter, vend derefter tilbage til virkeligheden og oplev glæden ved alt det, du har. Så bliver der måske et større overskud til at være aktiv i det, der er, frem for hele tiden at tænke frem og mere.

Nu falder det en fremtidsforsker fjernt at afvise det at tænke frem som en givtig proces. Min erfaring er, at det giver en fantastisk positiv og kreativ energi, når folk ser fremtidens udfordringer i øjnene og skaber nye produkter og strategier og bryder holdninger. Men måske er der noget om, at vores tidsånd er gået fra samfundskritik til selvkritik, som en sociolog har hævdet for nylig. For når vi ikke kan påstå, at vores eventuelle ulykke er samfundet skyld, er det vel vores egen, hvilket nok kan få en og anden til at rette en dræbende selvkritik mod sig selv.

Jeg tror ikke, at vi kan vende pilen rundt og skyde på samfundet og skæbnen igen. Til gengæld er det vigtigt at forstå det senmoderne samfunds mange udfordringer med krav om evig selviscenesættelse og omstillingsparthed. Mekanismer, der kan være med til at stresse os, hvis vi ikke evner at være evig cirkusdirektør i vores egen liv. Måske det slet ikke er så tosset at lære at finde et indre anker til at klare mosten og livet frem for hektisk at jagte den evige lykkerus?