Bragt som klumme i Århus Stiftstidende oktober 2011

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Ja, hos os hedder det altså ikke udkants-Danmark men vandkants-Danmark, fortalte en lokalpolitiker fra en kommune, der ikke lige ligger i det, som italesættes som de store metropoler i fremtiden. Smukt ikke? Det fik i hvert fald mig til at overveje, om det er facts, der skaber ord, eller ord der skaber facts. Og hvad der egentlig skaber fremtiden?

Selvfølgelig kan vi ikke løbe fra facts. Der er steder i Danmark, hvor væksten ikke ligefrem svinger og befolkningen bare bliver ældre og ældre. Tal viser, at de unge typisk forlader ”udkants-Danmark” til fordel for de større byer og ikke vender tilbage efter endt uddannelse. Men hvem gider også bo i ”den rådne banan” eller hvad vi nu vælger at kalde alt det, der ligger langt væk fra cafe latte områderne?

Indenfor sociologien bruger man begrebet ”diskurs” om den virkelighed, som vi skaber blandt andet gennem sproget. Ved at bruge bestemte ord, kan et emne komme så indlysende på dagsordenen, at ”vi bliver nødt til at gøre noget”. Det klassiske eksempel i dansk politik er David Rehling og Danmarks Naturfrednings meget dygtige italesættelse af iltsvindet i de danske farvande i oktober 1986, der førte til de lidt vel hurtige vandmiljøplaner. Mange mener, at det var startskuddet på moderne lobbyisme i Danmark, der viste, at det kan være vigtigere at vinde diskursen end den politiske debat.

Tænk f.eks. på den måde, vi italesætter, at der bliver flere ældre i befolkningen. ”Ældrebyrden” siger vi med den bekymring, der følger med forladte parcelhusørkener og tunge sundhedsbudgettet. I Norge taler man i stedet for om ældrebølgen. Er der ikke lidt mere positivt håb om aktivitet, ældredrevet innovation og erfaren arbejdskraft over det?

Den aktuelle økonomiske ”krise”, er også et godt eksempel. Sorte toner og græske tilstande lurer lige om hjørnet. En fransk politolog mener, at vi i de rige vestlige lande er ved at tale os ned i en ”krise, recession, bekymringsdiskurs” og det måske i virkeligheden er vores største udfordring. For nylig så jeg overskriften ”den tabte generation”, som åbenbart har erstattet termen primadonnagenerationen. Come on – 2 års krise og taler vi om den tabte generation. Det er da rigtig træls for de unge, der aktuelt ikke kan finde job – har selv en derhjemme på teenageværelset – men skaber ord ikke en usund selvforstærkende tristesse? Hvis vi skal have gang i væksten er dramatiske kriseoverskrifter vel ikke den bedste benzin og får næppe forbrugerne til at gribe til dankortet igen. Eller de unge til at strutte af energi og virkelyst.

For nylig hørte jeg en professor tale om retorik i den norske og danske valgkamp. Mens danske aviser skrev om blodbad på højrefløjen og at de konservative nærmest er ”udslettet”, var de voldsomme ordstrømme afløst af en noget mildere retorik i Norge. Efter Utøya er den slags ord blevet upassende at bruge om en simpel tilbagegang i et demokrati. For de danske partier, der er gået lidt af dansen, står kampen netop om ikke at lade andre udslette deres fremtid med ord. Ingen gider deltage i en uddøende fest. Svulstige ord kan ikke fjerne et valgresultat, men måske italesætte et fremtidsbillede, som andre kan se fidusen i.  

Som fremtidsforsker arbejder man med muligheden for at præge fremtiden i lyset af de store fremtidstendenser i samfundet. Og se potentialet i den virkelighed vi nu engang står overfor. Vi kan ikke fjerne facts med et pennestrøg, men vi kan forsøge at skabe eller forme vores egen fremtid. Og her er ord ikke ligegyldige. Det lyder da f.eks. noget mere attraktivt og storslået at ride med på ældrebølgen i vandkants-Danmark end at være en byrde i en kriseramt udkant!