Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Bragt i Århus Stiftstidende marts 2017

Da min oldemors søster Anna for knap 100 år siden forelskede sig hovedkulds i en løsagtig kunstmaler på Fyn, blev hun sendt tre måneder til sin tante i København for at komme på bedre tanker. Tre måneder uden kontakt ud over de breve, som de sikkert har snydt sig til. Nogle gange, når jeg sidder på en cafe fyldt med kampklare smartphones og fornemmer, at der er er større fokus på fjernkontakt end nærkontakten, tænker jeg på Anna. Det kan godt være, at det var svært, men hun slap dog for det senmoderne samfunds mange bekymringer med ”lange” svartider på SMS, Messenger eller Snapchat . Konstant kontakt som narkotikum og evig bekræftelse var Anna dog forskånet for.

Engang var kommunikationsmulighederne begrænsede, vi måtte som Anna, lade os nøje. Én radio i familien, venten ved postkasse og én tv-kanal. I dag flyder information i så massive mængder, at det kan være vanskeligt at bevare overblikket og finde en laveste fællesnævner i familien og på arbejdspladsen. Og når vi så er sammen, er vi alligevel ikke rigtigt sammen. Ægte nærvær er afløst af, at vi er til stede på flere planer. Det er jo ikke kun de unge og forelskede, der er hooked på det digitale kick. Det sker, når din kollega drøfter en opgave med dig og samtidig har et vågent øje på sin mail. Når du hænger ud på en cafe med en ven og lige bliver nødt til at svare på en vigtig SMS besked. Selv til vennemiddage kan man opleve, at mobiltelefoner blive lagt op på rad og række som små trofæer, og selskabet udvides således fra tid til anden med en chef med en hasteinformation, en besked om, at et stk. teenager bevæger sig fra én adresse til en anden og kun har drukket to øl, til en bekendt, der inviterer til selskab næste lørdag. Den virtuelle virkelighed får indimellem forrang for den ”virkelige virkelighed”.

”I vores teknologifikserede verden har vi forvekslet det at være kommunikerende med det at føle sig i kontakt med andre,” hævder forsker i skam og sårbarhed Brené Brown i sin bog ”Glæden ved at være uperfekt”. Hun mener ikke, at den digitale kontakt giver os den tryghed og nærhed, som vi rent psykologisk har brug for som mennesker. Især når vi er stærkt følelsesmæssigt tilknyttet, er vi sårbare, for vi har svært ved at tro på vores eget værd, og derfor lefler vi for anerkendelse – en higen som ikke løses af nok så mange sms´er med bekræftende hjerter.

Den digitale kontaktform bliver kun mere udviklet i fremtiden og vi vil formeltig kunne føle os tættere på hinanden med dufte, fornemmelse af berøring og større nærvær. Fantastisk og praktisk, men måske giver den konstante SMS kontakt i en relation os ikke den følsomme bekræftelse, som vi reelt angler efter - især måske i opstarten af et kærlighedsforhold. Tryghed og tillid til, at det er ok at give sig hen, kræver måske fysisk tid, tålmodighed og nærvær - og mere samtale, end der kan stå i en SMS.

Og hvad så med stakkels Anna. Blev det så en happy ending? Jo, kærligheden holdt ventetiden ud, familien måtte bøje sig, og hun fik sin Niels. Og han var ganske rigtig lidt løs i kanten. ”Niels er så dejlig en mand, at jeg ikke kan forvente at have ham helt for mig selv”, sang Anna forelsket på sit sydfynske. Til gengæld kunne Anna glæde sig over, at når Niels var hjemme hos hende, var der ikke forstyrrende mails og mobilkald. Han var til stede på ét plan og kun for hende.