
Er fremtiden glokal?
Vil vi i fremtiden tage afstand til, at kloden skrumper? Vil vi se en modreaktion, der betyder, at tidsånden bliver mere ikke glo-bal, men glo-kal?
Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria
Bragt i Århus Stiftstidende september 2017
”En dansk gris rejser flere kilometer i sit liv end en gennemsnitspensionist, jamen det holder da ikke i fremtiden!” Udbruddet kom fra en deltager i en fremtidsworkshop for nylig. Fokus var, hvordan virksomheden kunne ruste sig bedst muligt til fremtiden i forhold til produkter, ydelser og organisering. Et af spørgsmålene var: Vil globalisering fortsætte ufortrødent med konkurrence på pris og ”time to market” eller vil vi i fremtiden foretrække leverandører tæt på os selv og vores egen kultur? Og f.eks. sige nej tak til, at danske griser køres over grænsen for at blive slagtes på et tysk slagteri og derefter blive kørt hjem igen, blot fordi der kan spares lidt håndører i køledisken?
I de sidste 10 år har pilen stort set drejet mod yderligere globalisering. Øget global konkurrence takket være digitalisering, øget politisk samarbejde på tværs af grænser ikke mindst i EU, flere og flere rejser kloden tynd som turister eller i arbejdsmæssig sammenhæng, eksotiske produkter i supermarkedet og jordbær i januar selvfølgelig! Er det ved at være slut? Vil vi i fremtiden tage afstand til, at kloden på den måde skrumper? Vil vi se en modreaktion, der betyder, at tidsånden bliver mere ikke glo-bal, men glo-kal?
Flere ting kunne pege i retning af en større modstand mod yderligere globalisering:
International kriminalitet og terrorisme og truslen om globale pandemier som f.eks. ebola skræmmer vel de fleste. Når vi rejser lystigt rundt på kloden, rejser sygdomme med, og vi så panikken omkring svineinfluenzaen for en del år siden. Og hvorfor også overhovedet rejse ud i den ”farlige” verden, når den kan nås over smartphone og i særdeles livagtig form med virtual reality.
Bliver vi trætte af de samme butikker med stort set de samme varer i alle storbyer, og gider vi overhovedet de globale brands i vores nærområde. Vil vi hellere lede efter noget lokalt og unikt, måske også ud fra en tanke om bæredygtighed? Et eller andet sted er det vel lidt pudsigt, at kildevand transporteres rundt på landevejene, bare fordi det er mere hipt at drikke italiensk Pellegrino fremfor danske kildevand?
Hvis der kommer øget fokus på bæredygtighed, vil vi måske slet ikke ubekymret springe på et fly, velvidende at transport er en af de store kilder til co2 udledning. Vil det at flyve blive pinligt og politisk ukorrekt i fremtiden? Nogle familier vælger allerede i dag flyrejser fra pga. ”det globale fodaftryk”. Prøv selv at tage testen på nettet og se hvor mange kloder, det kræver med din pt. livsstil inkl. et par flyrejser om året.
Endelig er der vel en begyndende træthed over for den evige globale nyhedsstrøm og spam i en i øvrigt stresset og foranderlig hverdag. Det er så mange heftige nyheder med flygtningestrømme, krig og 7 døde i endnu en busulykke i Indien. Vil vi begynde at lukke af i afmagt og længsel efter det nære og lokale. Når verden bliver for stor og heftig, søges det lokale i det globale. Symptomerne ses vel allerede blandt andet med vækst i lokale fødevarer, mikrobryggerier m.m. i Danmark. I et større perspektiv kan man se Brexit, og Donald Trumphs America first strategi som eksempler på det samme.
Som fremtidsforsker er jeg optaget af de stærkeste udviklingstendenser – megatrends, men lige så interessant er det at lege med den tanke, at udviklingen kan gå i den helt modsatte retning. Noget der også er vigtigt for virksomheder at forholde sig til. At fremskrive nutiden er farligt, for teknologien vil altid skabe helt nye muligheder, eller det, vi kalder for tidsånden, kan skifte og skabe en helt ny opfattelse af, hvad vi finder attraktivt. Det er slet ikke et urealistisk scenarie, at vi i fremtiden vil foretrække den dyre men lokale og bæredygtige gris Hugo eller helt forlade grisen i forhold til at spise insekter og mider. Og hvis det er rigtigt, at vi i fremtiden selv kan printe en saftigt svinekotelet, så er det vist helt slut med global grisekørsel!
Nyhedsbrev
Vil du vide mere om fremtiden? Tilmeld dig nyhedsbrevet fra fremtiden med artikler og analyser om, hvordan megatrends påvirker os som mennesker, information om foredrag og meget andet. Nyhedsbrevet udkommer ca. 10-12 gange årligt.
Følg mig her: