Bragt i Århus Stiftstidende oktober 2018

Af fremtidsforsker Anne-Marie Dahl, Futuria

Har du prøvet at tage kirkegårdstesten? Eller spurgt andre, hvor de egentlig skal begraves? Det er ikke rart! Døden ikke er det mest spændende at tale om – med mindre vi taler om den helt dybe eksistentielle samtale om liv og død, der absolut kan give god mening. Derudover rejser det unægtelig et spørgsmål, der er blevet svært for mange: Hvor er dit ”DER”?

For nogle år siden arbejdede jeg med nogle kirkegårdsfolk, der havde bemærket udfordringen hos deres kommende kunder: Hvor og med hvem skal og vil jeg ligge hinsides? Engang var det nemt med familiegravsteder og tilknytning til lokal kirke og sogn, i dag er vi mange, der har bevæget os i relationer og rundt i landet og livet, og så kan det være langt hjem både fysisk og mentalt til ”familiegravstedet”. Og hvis er egentlig liget, hvis livet er levet med flere familier og pap-relationer?

Vi lever i en privilegeret tid med uendelig mange valgmuligheder for at skræddersy og konstant ændre vores unikke liv. En rigtig valgfest, men måske nogle gange med en fornemmelse af ikke at have et fast udgangspunkt eller et sted at vende hjem eller tilbage til. Nomadelivet i bred betydning starter ofte i barndommen med to familier og skilsmissetasken, fortsætter med flytninger, uddannelse og praktikophold i flere byer, flere jobs on the go, partnerskifte og Tinderi og måske mere fokus på at pleje det strategiske netværk fremfor barndomsvennerne. Ser vi ind i en digital, global omskiftelig fremtid, kan udfordringen blive større. Vil der overhovedet være et sted, vi kan kalde ”vores”?

På Moesgaard Museum er der i øjeblikket en udstilling om mongolske nomader. Et folk, der har levet uden et ”der” som grundvilkår, lang tid før den flydende senmodernitet satte ind. Derfor er det interessant, at de har noget stabilt i det ustabile. Uanset hvor de er, indretter de deres telt på samme måde. Der er faste regler for teltets indretning i funktioner, hvem der må være hvor, og hver ting har sin helt egen plads. Måske er det svaret på, hvordan man mentalt kan holde til evig flakken rundt?

Nogle sociologer mener, at vi i fremtiden vil gå fra at være forankret i et geografisk sted til et digitalt fokuspunkt, der kan nås uanset, hvor vi er. I sin helt simple form er det måske derfor, at de sociale medier har fået så stor en plads. For nok er for eksempel Facebook et digitalt udstillingsvindue af mine hjemmebagte kager, fede oplevelser, katte videoer og til tider tvivlsomme reklamer, men det er også en central for pleje af løse relationer. Et sted at mødes uden at behøve mødes.

Når vi ikke længere møder folk på det fysiske torv, kan vi møde dem digitalt; gamle folkeskolevenner, studiekammerater, tidligere naboer og kollegaer og følge med i den almene sludder og sladder; hvem er gift med hvem lige nu, hvordan går det med deres forældre og udveksle hilsener til fødselsdage. For sådan en som mig, der har lagt fra kaj nogle gange i mit liv både fysisk og i nære relationer, kan det virke ganske beroligende – der er stadig en sammenhæng, et ”der” – omend i digital form. Og det fortsætter ind i døden. På mindet.dk kan man oprette et digitalt gravsted, hvor slægtninge og venner kan mødes og dele historier om afdøde, lægger billeder op og tænde lys på mærkedage.

Måske vi bare skal lære at dyrke og elske den digitale virkelighed endnu mere? Den forlængende livmoder, bæreren af den røde tråd i mit liv, adgangskortet til virtuel godnat læsning for kommende børnebørn, adgang til digitale søndagsmiddage med familien og min ultimative endestation. Where ever my smartphone is, that is my home. Er fremtidens ”DER” lige ved hånden?